Broken Hearts - One Direction

Den 18-årige Madeleine Summer bor på et hotelværelse, hun låner af sin ven Carmen. Hun har nogle ar fra fortiden, nogle ar der sidder dybere end hun entlig tror. En dag flytter det brømte band One Direction ind på hotellet. Hun begynder hurtigt at kunne lide dem, men kan de også lide hende? Kommer der nogen kærlige følelser i klemme? Og hvad sker der med Madeleine? Kommer hun nogensinde til at ligge fortiden bag sig?

Please tag godt imod min historie, det er første gang, jeg har lagt en ud. Skriv gerne hvad i syns i kommentarerne både ris og ros:-)

48Likes
31Kommentarer
4993Visninger
AA

10. Drunk

For en gangs skyld drømte jeg ikke om min mor eller min søster, men om Harry. Først var det et lykkeligt scenearie; jeg lå i Harrys arme, mens han hviskede ting til mig. Det lød som søde ting, men det var som om, jeg ikke kunne forstå ordene. Som om orden ikke trængte ind. Det var rart, at ligge i Harrys arme. Trygt og sikkert. Men så ændrede scenen sig, nu var vi på en strand. En strand med store, sorte, vilde, skummende bølger. De ødelagde alt på sin vej. Alt blev dræbt og smadret. Jeg stod med bare tæer på en skarp klippe. Det gjorde ondt i mine fødder af de skarpe kanter. Jeg havde en smuk, hvid kjole på. Den var helt klart dyr. Den gik ned i bølgende folder om mine fødder og sad tungt på mine skuldre. Det lignede en kjole, en engel kunne bære. Det blæste, og regnede. Regnen trommede ned om mig og gjorde alt vådt. Han stod der. Let og elegant med en fin smoking på, med ryggen til mig. Han så ud over vandet.

"Harry?" Råbte jeg, men han reagerede ikke. "Harry?" Forsøgte jeg lidt højre. Jeg prøvede at bevæge mig, men det var som om jeg var limet til stenen. Som om jeg var inde i en bobbel ude af stand til at bevæge mig. "Harry? Harry? Harry!" Hvorfor ville han ikke svare? "Harry? Harry! HARRY!" Nu græd jeg. Mine skuldre bevægede sig op og ned. Hvorfor ville han ikke svare mig? Jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg kunne ikke hoppe ned fra stenen og løbe hen til ham. Alt jeg kunne gøre var at så og kigge og råbe på ham. Det var koldt. Bidende koldt. Kulden skar sig ind i min hud som små nåle. Mine bare arme var is kolde.

"Harry. Harry! Harry! Harry! Harry! HARRY!" Kaldte jeg. Hulkende faldt jeg ned på stenen. Jeg trak mine ben foran mig og lukkede mine arme om dem.

"Harry," hviskede jeg. Min stemme var næsten uhørlig, blot en svag hvisken, men Harry vendte sig om. Hans øjne var hårde og kolde, hans ansigt fyldt med afsky.

"Lad mig være, Madeleine. Tror du virkelig, jeg gider at være sammen med en som dig? Tror du virkelig at du er god nok til mig?" Han grinte en hånlig latter. Hans ord skar sig ind i mit hjerte og lavede rifter i den. Tårerne strømmede ned af mine kinder og gjorde mit syn sløret. "Du er bare affald, Madeleine. Bare en beskidt, grim, lille, lugtende vagabond. Du er ingenting, Madeleine. Tror du virkelig at jeg vil spilde min tid med dig? Du er ingenting. Du er ikke god nok." Hans ord gav genlyd i mine ører. ikke god nok, ikke god nok, ikke god nok.

"Harry, lad være," mumlede jeg. "Vær nu sød." Jeg rokkede frem og tilbage. "Du må ikke forlade mig. Lad vær, Harry. Vær nu sød." Desperat rev jeg mine hænder hen over stenen. Der kom spor af blod efter sig. Rystende og bange så jeg på mine hænder. Hvad havde jeg gjort? Åh gud. Jeg havde lyst til at rive alt mit hår ud af hovedet. Jeg havde lyst til at skrige. Lyst til at græde. Det skulle stoppe. Den forfærdelig smerte og sandhed skulle stoppe. Jeg var ikke god nok. Ikke god nok. Ikke god nok. Jeg skreg. Jeg græd. Jeg hulkede. Jeg rokkede frem og tilbage  på stenen, med rengne silende omkring mig.

"Stop. Stop," mumlede jeg med lukkede øjne. Men Harrys ord blev ved. Ikke god nok. Grim. Dum. Ingenting. Flere og flere nedværdige ord havlede ned om mig. De druknede mig. Holdte mig nede under overfladen. Trak mig længere og længere ned i det sorte, dybe, mørke hav. Ned til smerte, sorg og kulde. Der var ingen udvej. Jeg ville ikke dø der, bare sidde og lide i al evighed. Græde, skrige, ingen kunne høre mig, ingen kunne hjælpe mig, redde mig. Intet hjalp. Jeg rystede.

"Made? Made?" Der var nogen der kaldte på mig.

 

Jeg åbnede langsomt øjnene. De var tunge og våde. Var det bare en drøm?

"Made?" Det var Zayn. "Er du okay? Du ryster." Han lagde sig ned ved siden af mig og lagde en arm om mig.

"Så, såh," mumlede han. Jeg lagde mig rystende og grædende ind til ham.

"Det... d-det det var Harry..." græd jeg. Zayn blev straks alvorlig.

"Har Harry gjort dig noget?" Hans stemme var kold, hård og mørk, fyldt med had.

"N-nej i d-drømmen." Min stemme var en lav hvisken, men ordene fik straks Zayn til at slappe lidt mere af. "Jeg er ikke god nok." Græd jeg. Zayns hånd aede mig beroligende på ryggen.

"Åh Made," hviskede han. "Det der må du aldrig, aldrig sige. Du er god nok, Made. Du er perfekt. Sød, smuk, sjov, klog, dejlig, fantastisk." Han lod alle mulig søde ord regne ned over mig, men hagl var stærkere. Det trængte dybere ind og knækkede mig. De søde ord trængte ikke, det gjorde de dårlige og jeg troede på dem. Jeg lod det trænge ind og sætte sig fast. Mine skuldre rystede. Jeg rystede. Zayns varme stemme beroligede mig, han fik min gråd til at stilne af og mine skuldre til at blive rolige. Han kunne behærske min krop.

"Sssh," hviskede han, mens han strøg mig over ryggen. Nu da jeg var kommet mere til mig selv havde jeg et par spørgsmål.

"Hvordan kom du ind? Døren er låst og..."

"Jeg klatrede," svarede han.

"Klatrede du?! Er du komplet sindssyg, Zayn!" Udbrød jeg forskrækket. Zayn grinte.

"Nej, jeg har det udmærket, Made. Jeg hørte dig skrige, gik ud, klatrede over til dit vindue og hoppede ind. Det var rimelig nemt. Overvej lige at lukke dit vindue en anden gang, alle og en hver ville kunne komme ind." Var han sindssyg?

"Zayn, du kunne være faldet! Du kunne være død! Er du sindssyg!" Han grinte bare af mig.

"Men det er jeg ikke, Made." Jeg slog ham på brystet.

"Det er ikke sjovt, Zayn." Jeg satte mig op og glemte alt om mine problemer. "Det er faktisk alvorligt."

"Når er det det?" Zayn så for sjov alvorligt på mig. Jeg kunne ikke lade være med at grine. "Hvordan gik det på daten forresten? Harry så helt glad ud og smilede hele tiden." Jeg kunne ikke lade være med at smile, da han mindede mig om det. Han puffede til mig. "Ud med det. Er der en der er forelsket? Og så i Hazza." Jeg smilede bare dumt til ham. Var jeg forelsket? I Harry? Allerede? Kunne det godt gå så hurtigt?

"Det gik fint," sagde jeg.

"Årh der må da være mere at fortælle, siden du smiler så meget." Sagde han drillende. "Louis sagde at i kyssede."

"Louis den nar!" Hvæsede jeg, hvilket fik Zayn til at grine højt.

"Uuuh, så i kyssede!"

"Ja, men Louis så os ikke kysse, ikke helt," sagde jeg. Jeg skulle seriøst tale lidt med Louis, og måske lige give et par slag... Zayn smilte stort til mig.

"Årh så er i et par?" Et par? Allerede? Tog sådan noget ikke flere måneder?

"Det ved jeg ikke. Det tror jeg ikke." Zayn smil blev lidt mindre.

"Vil du gerne det?" Spurgte han. Jeg smilte stort.

"Det tror jeg..." mumlede jeg. Han grinte.

"Hvad sagde jeg? Harry elskede dig idag... eller igår." Jeg kørte en hånd gennem mit hår og så ind i Zayns varme, brune, søde øjne.

"Hvordan går det, Zayn?" Zayn kunne høre det alvorlige og seriøse i min stemme, og hans smil forsvandt.

"Det ved jeg ikke," mumlede han og kørte en hånd gennem sit hår. "De har ikke fortalt mig noget. Hun er igang med behandlingen nu. De vil ikke fortælle noget..." Hans stemme knækkede under. Den var svag.

"Åh, Zayn," mumlede jeg og hev ham hen til mig i et kram. Jeg kunne ikke holde ud at se ham  ked af det. Hvorfor lige Zayn? Søde, dejlige Zayn. Zayn fortjente ikke al det pres, smerte, fortvivelse og uviden.

"Hvad nu hvis det spreder sig? Hvad nu hvis-"

"Det spreder sig ikke, Zayn. Din mor er en sej kvinde. Hun skal nok klare sig." Afbrød jeg ham. Jeg kunne godt lide følelsen af, at det var mig der hjalp ham. Den seneste tid havde det været ham, der hjalp mig. Nu var det omvendt. Vi lå længe sådan i ske. Længe nok til at vi faldte i søvn sådan. Op af hinanden. Da jeg vågnede var klokken mange, og Zayn sov stadig. Jeg smilte lidt ved synet af hans sovende ansigt. Listende gik jeg op og tog tøj på. Jeg børstede tænder og redte hår, helt uden at vække Zayn. Da jeg var færdig med alt jeg kunne og skulle lave, blev jeg lidt rastløs. Vågnede han ikke snart? I stedet for at trippe utålmodigt rundt, satte jeg mig ned og så på Zayn. Så på hans skuldre der hævede og sænkede sig når han trak vejret. Så på hans lukkede øjne, hans mund der var let åben, hans rodede hår, og han krøllede t-shirt. Jeg smilede lidt ved synet af ham, helt uskyldig og sårbar.

"Hvad er der?" Mumlede Zayn. Jeg kiggede forskrækket væk.

"Er du vågen?" Spurgte jeg forskrækket.

"Nope, jeg sover." Drillede han. Han åbnede øjnene og så træt på mig. "Hvordan kan du være så frisk? Du er sindssyg, kvinde." Han gabte. Jeg grinede.

"Hvad skal vi idag?" Spurgte jeg.

"Hvad har du lyst til?" Spurgte han, hans stemme var helt træt og hæs.

"Hvad skal de andre?" Spurgte jeg, hvis nu han hellere ville med dem.

"Aner det ikke, de er sikkert skredet," sagde han og satte sig op.

"Har du noget mad?" Spurgte han.

"Nope, så fornem er jeg ikke." Han så skuffet på mig.

"Nu troede jeg lige på dig, Made," sagde han det for sjov.

"Så må jeg desværre skuffe dig, Zayn."

"Igen," sagde han. Jeg grinte.

"Op med dig." Jeg kastede en pude, der uheldigvis var landet på gulvet i hovedet på ham.

"Hey!" Han kastede puden tilbage, og inden længe var vi igang med en pude kamp. Ikke en af de der hvor der var fjer over det hele, men den der hvor man var helt forpustet af grin og fik helt vildt mange tæv. Sådan en. Jeg lagde mig ned på ryggen og grinte. Min mave gjorde ondt, som om der var krampe i. Mit hår var uglet, mit tøj krøllet. Zayn grinte, men jeg vidste ikke om det var af mig eller kampen, noget sagde mig, at det var af mig.

"Du tabte for stort, Made," grinede han. Jeg så surt på ham.

"Nej, jeg gjorde ej!" Han grinede bare af mig. "Skal du ikke have tøj på?" Spurgte jeg. Han havde bare en t-shirt og et par krøllede shorts.

"Hvorfor det? Ser jeg ikke godt nok ud til prinsessen?" Jeg himlede med øjnene.

"Jeg ved ikke med dig, men jeg er sulten."

"Du er værre end Niall," mumlede han. Jeg fnøs.

"Skal vi ikke tage ud og spise? Hvad med nachos?" Jeg elskede nachos! Seriøst, det var gud. Det var det bedste! Men det feder ret meget, men alligevel man lever kun én gang, og det var seriøst lang tid siden jeg havde fået nachos.

"Til morgenmad?" Zayn hævede øjnbrynene.

"Teknisk set er klokken halv et," sagde jeg. Han rullede med øjnene.

"Hvad med brunch? Jeg giver." Jeg tænkte over det. Jeg kunne seriøst godt spise pandekager med hindbærsyltetøj og knasende sukker eller bare med sirup og så noget frugt og bær. Mums!

"Okay," sagde jeg og begyndte at rode op efter pudekampen.

"Fedt, så går jeg lige ind og skifter." Zayn rejste sig op og før jeg nåede at stoppe ham, sprang han ud af vinduet og klatrede hen til deres altan.

"Zayn!" Jeg løb hen til vinduet og så efter ham. Han grinte af mig. "Zayn, det der må du aldrig gøre igen! Hører du? Du skal ikke grine af mig! Zayn!" Han var så pisse irriterende lige nu. Zayn kom sikkert op på altanen, og heldigvis var døren stadig åben, så han kunne komme ind. Mens Zayn gjorde sig klar, redte jeg sengen, rodede op og satte mit hår igen. Da jeg endelig var færdig, gik jeg hen til døren og åbnede den. Der var ingen ude på gangen, så jeg gik ud, da jeg kom til at vælte noget. En pose. En fin, dyr pose, med noget lyserødt silkepapir nede i. Jeg tog nysgerrigt fat i posen. Istede for at gå over til Zayn, som jeg rigtigt skulle, gik jeg tilbage på værelset. Nede i posen var en lille, gul seddel.

Håber at du kan lide den. xx H

Stod der. Jeg smilte, Harry havde givet mig noget! Harry havde ikke glemt mig! Harry kunne stadig væk godt lide mig! Hurtigt og nysgerrigt rev jeg papiret af. Nej, nej. Ikke den. Havde han købt den til mig? Hvor vidste han det fra? Jeg strøg en hånd hen over den fine, hvide kjole, jeg havde set på, da vi var ude og shoppe. Den der helt vildt dyre en. Den helt vildt søde, helt vildt dyre. Den havde harry købt til mig. Selvom jeg af hele mit hjerte gerne ville havde den kjole, kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke lade Harry købe noget til mig. Specielt ikke noget til den pris. Måske kunne jeg bare prøve den. Bare prøve den. Og så ligge den ned i posen igen. Ingen ville vide det. Jeg tog mit tøj af, og tog kjolen på. Den sad perfekt. Jeg elskede den. Mine ben kunne ikke lade være, de begyndte at danse rundt, og jeg begyndte at nynne en melodi jeg fandt på. Jeg kunne ikke tage den kjole af. Det kunne jeg bare ikke. Det ville være en fornærmelse. Det ville være direkte tarveligt. Men den var fra Harry og dyr... Hvad så du elsker den! Men... men... Mit sind var i en stor diskussion. Skulle jeg eller ej? Jeg kunne ikke tage den af. Jeg kunne ikke. Så blev man vel nødt til at beholde den, ik'? Den blev man nødt til. Jeg tog ballerinaer til og lod mit hår hænge løst og krøllet. Med et smil på læberne gik jeg ind til Zayn.

"Wow du ser godt ud! Hvad skal vi, møde dronningen?" Det sidste sagde han for sjov.

"Nej, men jeg skal være sammen med min bedsteven," sagde jeg og tog hans arm.

"Det rigtigt." Uden at give slip på min arm gik vi ud. Nu var jeg også sulten!

På vej mod restauranten talte vi om alt mellem himmel og jord. Seriøst, der var ikke ét stille minut. Jeg stoppede brat da mine øjne fangede en overskrift.

HARRY STYLES NYE FLIRT. HOLDER DET HER? SE BILLEDERNE HER

Jeg gik som fortryllet hen mod bladet og tog det op. Straks bladrede jeg hen til siden. Der var billeder af Harry og jeg grine sammen, stå meget tæt sammen, og se på hinanden, men det billede der fangede min opmærksomhed, var et hvor han lige havde købt rosen til mig. Der hvor jeg var helt paf og bare beundrede rosen, og Harry så på mig. Teksten nedenunder lød.

Ser det ikke ud som mere end bare venner? Harry styles nye flirt Madeleine Summer 18 år.

Der var også ældre billeder af drengene og jeg i tivoliet og ude og shoppe.

1D'S NYE VENINDE

Det var ikke det eneste blad, hvor der stod noget om mig, de andre blad var ligesådan.

"Hey, hvad er der?" Spurgte Zayn bag mig, men holdte inde, da han så bladene. "Kom Made. Bare ignorer det. Det betyder ikke noget." Han hev mig tilbage. Jeg satte bladet tilbage på plads og fulgte efter Zayn.

"Hvorfor blander de sig i det, Zayn?" Spurgte jeg. "Hvorfor roder de i andres liv på den måde?" Han sukkede.

"Jeg ved det virkelig ikke, Made." Der var mange mennesker i parken, hvilket gjorde at folk ikke lagde mærke til Zayn. Jeg følte mig godt tilpas i den hvide kjole. Den var så smuk.

Vi havde gået i lang tid, da vi endelig kom til restauranten. Vi fandt et bord lidt væk fra alle andre og satte os. Der var ikke så mange, da det var eftermiddag. Jeg så overpå maden, der fint var stillet op i midten af rummet. Det var en hyggelig restaurant, med karamelfarvet vægge.

"Jeg er også helt vildt sulten," sagde jeg og Zayn gav mig ret. Det var et hyggeligt sted, med dug på bordene, stearinlys, aircondition, og der var hygiejne og passet godt på maden. Vi gik sammen op for at tage pølser, æg, bacon, pandekager, frugt, pær og YAY æbletærte! Med flødeskum! Mums! Jeg fyldte min tallerken med alt fryd for øjet. Der var også friskpresset appelsinjuice. Hvorfor havde jeg aldrig været her? seriøst! Det var det bedste sted ever! Jeg havde boet her hele mit liv og drengene havde været her en uge og kendte alle de gode steder! Seriøst, det var nogen madsteds-tiltrækkere. Jeg var hundrede på, at jeg lignede et svin, som jeg sad der og åd bacon og tærte og alt muligt andet lækkert.

"Wow det godt!" Sagde jeg og fik Zayn til at grine.

"Det er det," mumlede jeg med bacon og æg i munden. Det var lige før at jeg måtte beherske mig for ikke at slikke min tallerken ren. Jeg tog mindst tre gange, med tallerknen fuld af alt hvad munden og smagsløgene begærede. Zayn så med store øjne på mit spiseri. Han vidst aldrig set en pige spise før, så nu havde han. Jeg skyllede maden ned med den lækreste, friskeste appelsin juice. Mums! Bagefter strøg Zayn og jeg rundt i gaden, begge med solbriller på. Det var varmt. Solen pegde ned på os, selvom det var eftermiddag.

"Hvad er der?" Spurgte jeg og tog en bid af min is med banan og kokos.

"Ikke noget," sagde Zayn og stoppede ved springvandet. Der var mange børn, der løb rundtom og legede. Zayn lod sin hånd blive våd af vandet, der sprøjtede ud i en lang stråle. Han foldede en skål med sine hænder og samlede vand i dem. Før jeg havde regnet ud, hvad han havde gang i, blev jeg våd. Der var store våde pletter på mine nye, hvide kjole.

"Zayn!" Gispede jeg, ligeglad om nogen hørte det. Forskrækket tabte jeg min is. Han grinte og gjorde klar til at kaste mere. Jeg løb hen til springvandet og samlede mine hænder som en skål og kastede vand på Zayn. Han så ondt på mig og kastede noget vand tilbage. Jeg grinte, da han ikke ramte mig.

"Nårh!" Råbte han og løb hen til mig. Jeg skreg og stak af. Hans arme lukkede sig om mig bagfra og trak mig med. Jeg skreg igen.

"Zayn!" Skreg jeg, men han lyttede ikke. Nope, istedet kastede han mig ned i springvandet, så jeg blev helt gennemblødt og mit tøj gennemsigtig.

"ZAYN!" Råbte jeg. Han grinte. Hans hoved var lænet tilbage, og hans højlydte latter strømmede ud, som om den ikke ville stoppe, og det håbede jeg heller ikke den ville. Det var som om jeg faldt i staver, jeg lyttede bare til hans grin, og ignorerede alles blikke, nysgerrige, som onde, som varme. Det var som om vi var midtpunktet, filmen, men helt ligeglade. Jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg for en uge siden blev låst ude af mit værelse, at jeg lærte Zayn, Harry og de andre at kende. Jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg har en ven som Zayn.

"Nårh! Er der en der skal have et kram?" Jeg trådte op af spingvandet og jagtede Zayn, som selvfølgelig var hurtigere end mig. Helt uden at opdage det var Zayn stoppet, og jeg løb lige ind i Harry.

"Undskyld!" Udbrød jeg med det samme og trådte et skridt væk. Jeg var gennemblødt, grim, sjusket, ulækker.

"Det gør ikke noget," sagde Harry og sendte mig et smil. Hans øjne. Hans flotte, grønne, bundløse øjne. Indrammet af øjenvipper. Helt perfekte. "Du har kjolen på." Harry så glad ud og smilte skævt. "Du ser godt ud, Made." Jeg rødmede. Mine dumme kinder afslørede mig.

"Tak, i ligemåde." Der var en der rømmede sig. Louis. Godt. Dem havde jeg helt glemt. Havde Harry fortalt dem noget? Jeg vendte mig modvilligt væk fra Harry, så jeg stod mod Louis.

"Hej Louis. Hvor har jeg dog bare savnet dig," sagde jeg ironisk. "Krammer?" Han rystede ivrigt på hovedet.

"Jeg har skam også savnet dig, Made," sagde han.

"Jeg ved det. Jeg er uimodstålig, ik'?" Sagde jeg for sjov. Han fnøs.

"Ja, helt klart," mumlede han.

"Hvad laver i her?" Spurgte jeg dem om for at snakke om noget andet.

"Vi har shoppet," sagde Eleanor og viste mig hendes poser. "Jeg manglede seriøst nogen sandaler."

"Jeg troede du manglede bikinier?" Sagde Louis ironisk og kyssede hende på kinden. Jeg kunne ikke lade være med at smile af dem.

"Hvad med jer?" Spurgte Niall.

"Vi-"

"Vi laver ingenting." Afbrød Zayn mig.

"Nej, bare autografer... stille og roligt," sagde jeg. Liam hævede et øjebryn.

"Det ser ellers ikke sådan ud," sagde han. Jeg så automatisk ned af mig selv. Min fine, hvide, dyre, nye, Harry-kjole var gennemblødt, mine ballerinaer var gennemblødt, mit hår var gennemblødt. Tja, alt var gennemblødt.

"Tja, din gode ven Zayn, kastede mig i springvandet. Han skylder mig. Bigtime." Det sidste mumlede jeg. De andre grinte.

"Det er ikke sjovt! Det er ikke jer der er fuldstændig gennemblødt!" Sagde jeg, hvilket fik Zayn og Louis til at grine højere, Niall med.

"Zayn, jeg håber at du har min taske, for ellers ligger den nede i springvandet," sagde jeg. Zayn svingede med min elskede, grå taske. Jeg sukkede taknemmeligt. "Tak, Zayn." Jeg gik hen imod ham for at hente den.

"Hvad skal vi nu?" Spurgte Niall.

"Jeg skal hjem og skifte, i må gøre hvad  har lyst til," sagde jeg og vred mit hår.

"Jeg kunne også trænge til at komme hjem med poserne, måske lige friske mig lidt op inden vi tager i byen," sagde Eleanor.

"Skal vi gå tilbage så?" Sagde Louis men ikke rigtig som et spørgsmål. Jeg begyndte at sakke bagud, da vi gik, fordi det var ubehaligt, at gå i våde sko der svuppede. Et tungt suk forlod mine læber.

"Det er også din skyld, Zayn," mumlede jeg, men højt nok til at de kunne høre det. Jeg tog mine sko af og holdte dem i én hånd. Det var bedre. Nu kunne jeg følge med de andre, selvom Harry og jeg gik bagerst. Vi sagde ikke noget til hinanden, hvilket var rart, men også lidt akavet.

"Harry? Øhm... tak... for, øhm, kjolen," sagde jeg og kløede mig på armen. Harry gik med hænderne i lommen.

"Det var så lidt. Du klæder den." Han sendte mig et smil. Min mave gjorde knuder, og jeg havde allermest lyst til at mærke hans bløde, varme læber mod mine igen. Jeg skulle virkelig koncentrere mig for ikke at gøre det, eller noget andet pinligt, der ville afsløre mig. Jeg sendte ham et svagt smil.

"Oh my god! Er i ikke One Direction?! Wow hvor er det vildt! Og Eleanor Calder og Danielle Peazer! Oh gud!" Hvinede nogle piger og løb hen til os. Åh nej. Ikke fans. Igen. Hele dagen havde Zayn fået taget billeder og skrevet autografer til fans. Jeg ved godt at det var hans job, men come on, knægten har ferie! Tænk på hvor mange gange han bare skal skrive hans lille autograf. Undskyld, jeg ved godt at jeg er urimelig. Det er bare... okay, nu siger jeg det: jeg har fået menstruation. Kvindeligt, naturligt. Hvilket gør mig urimelig og giver mig helt vildt meget lyst til is, slik, chips, chokolade, et eller andet. Okay, det har jeg normalt hver dag, men nu er det ekstremt. Drengene fik skrevet autografer og taget billeder.

"OMG! Det er Madeleine Summer!" Var der en der sagde. Lyden af mit navn fik mig til at vågne.

"Hvad?" Spurgte jeg dumt. Harry grinte.

"Du er på, sleepy. Sådan er det, at blive set med nogle folk så upper cool som os." Det sidste sagde han for sjov.

"Oh My God! Må vi få enn autograf?" Hvad? Af mig? Jeg mener mig? Altså i helt normale, kedelige, gamle mig?

"Øh okay," svarede jeg usikkert. De hvinede. Jeg tog imod et papir og en kuglepen og skrev klodset og grimt mit navn. Seriøst, det her var mærkeligt. Zayn smilte stort og opmuntrende til mig. "Øh, her." Jeg rakte papiret til pigerne. De grinte, smilte,og hvinede helt vildt. Det var en smule sindssygt. Heldigvis trak de mange fans sig tilbage, og vi kunne fortsætte vores vandren tilbage. Det gjorde virkelig ondt i mine fødder, seriøst. Alle de der småsten, glaskår, og affald, gjorde vildt nas.

"Zayn... du skylder mig fodmassage og..." Jeg skar tænder da jeg trådte på en skarp sten. "AV!" Jeg rakte ud efter den nærmeste person, som blev Harry og med den anden hånd vendte jeg min fod om, så jeg kunne se den. Den var helt sort og ulækker, med en tyk stråle af rødt blod der løb ned og dryppede på vejen. Smerten var ikke så slemt, men det sved af pommern til! "Av," mumlede jeg og forsøgte at gå på mine tæer. Det gik så langsomt at en snegl var hurtigere. De andre så bekymret på mig.

"Undskyld," forsvarede jeg mig. Et par arme tog mig op, så jeg lå som en baby i hans arme. Jeg gispede forskrækket og så op i de grønne øjne, der glimtede frækt.

"Harry!" Sagde jeg forskrækket.

"Vi kan jo ikke have at din fod får betændelse," mumlede han til mig. Han bar mig som om, jeg vejede mindre end en fjer - hvilket jeg ikke gjorde - og som var jeg lavet af det tyndeste glas eller fineste porcelæn. "Vi er der lige om lidt," mumlede Harry. Det her var pinligt og akavet. Harry bar mig. Han bar mig! Seriøst, hvor pinligt.

Harry satte mig først ned da vi var kommet ind i elevatoren.

"Tak," mumlede jeg. Han smilte bare og nikkede en gang.

"Vil du med ud i aften, Madeleine?" Spurgte Eleanor.

"Ud?" Spurgte jeg dumt. Eleanor smilede af mit dumme svar.

"Ja ud i byen, du ved, på en klub," forklarede hun.

"Åh." Jeg rødmede. "Jeg går sjældent i byen, og jeg har ikke rigtig noget tøj..." Sagde jeg forklarende.

"Det skal vi nok ordne." Det lød som om, hun var igang med at lægge en plan.

 

 

***

 

 

Det var to timer siden, vi var kommet tilbage, og jeg havde allerede været i bad, fået noget af Eleanors tøj på, nogen stiletter og Eleanor har sat mit hår op i en flot rodet knold. Den kjole jeg har fået lov til at låne af Eleanor, er vildt smuk. Det er en sort en der sidder stramt og har blonder. Stykket under bystet og over navlen er gennemsigtigt, med tynde blonder foran, og de andre steder er der noget ekstra stof, så man ikke kan se noget. Hun havde stoppet mig ned i nogen sorte, skinnende stiletter. Det var ikke fordi at jeg ikke havde nogen sko med høje hæle, jeg var bare lidt usikker i dem.

"Wow, hvor ser du smuk ud!" Sagde Eleanor. Vi var inde på det værelse, hun delte med Danielle.

"Du ser altså også vildt godt ud!" Sagde jeg. Hun havde også en sort kjole på, med lange ærmer, bare skuldre, og et V formet rygudskæring.

"Tusind tak," sagde hun. "Er det i orden hvis jeg lægger makeup på dig?" Spurgte hun forsigtigt. Jeg nikkede.

"Klart," sagde jeg. Hun fandt straks sin makeuppung frem, og tog pudder, mascara, læbestift, øjenskygge og jeg ved ikke hvad i hovedet på mig. Det var næsten det der tog længest tid.

"Er du sikker på at kjolen ikke viser for meget?" Spurgte jeg usikkert.

"Nej. Jeg er sikker på at Harry vil elske dig!" Sagde hun. "Ups," mumlede hun. "undskyld... Det var ikke min mening at... du ved, snage, eller noget. Men jeg så, hvordan Harry så ud, da han kom hjem igår. Det er ikke tit, at han smiler sådan over en pige."

"Smilte han?" Hun smilede glad.

"Ja, han var helt glad..." Sagde hun. "... Er du vild med ham?" Hun smilte stort, men spurgte forsigtigt, bange for at gøre mig vred eller fornærme mig.

"Det ved jeg ikke. Jeg kan godt... lide ham," sagde jeg stille. Hun smilte stort.

"Undskyld, men i er altså bare så søde!" Jeg smilte af hende.

"Skal i ud igen?" Spurgte hun.

"Det ved jeg ikke," sagde jeg. Hun nikkede forstående.

"Så er jeg færdig." Hun rakte mig et spejl, så jeg kunne se mig selv. Hun havde givet mig mørke øjne, knaldrød læbestift, og min hud var... lige, ingen ujævnheder, den havde et bronze skær.

"Wow, El... du er godt nok god!" Sagde jeg.

"Nej, det er dig der er smuk," sagde hun.

"Overhovedet ikke."

"Er i klar?" Spurgte Danielle. Hun havde en mørkeblå buksedragt på, med bare arme."Wow i ser godt ud!"

"I lige måde!" Sagde Eleanor. "Jeg elsker din buksedragt."

"Ja, du er virkelig smuk," sagde jeg.

"Tak. Er i klar?" Danielle tog sin clutch og svang den over skuldrene.

"Jep," sagde jeg, rejste mig, og lagde forsigtigt spejlet på sengen og tog min store taske. Vi gik ind til drengene og gik samlet ned for at tage bilerne. Jeg sad i bil med Niall, Louis og Liam.

"Øhm, hvilken klub tager vi på?" Spurgte jeg for at sige noget.

"En der ligger hernede tæt ved stranden. Den skulle være populær. Har du været der?" Sagde Liam. Jeg rystede på hovedet.

"Du ser godt ud, Babe," sagde Louis og lavede sjov med "babe". Jeg lavede en grimasse til ham, som han bare smågrinte af. Bilen holdte bagved et diskotek. Bagindgangen. Smart. Der må jo være frynsegoder ved at være kendt, ik'? Bassen pumbede indenfor og selvom klokken kun var ni, var der allerede flok der dansede og var småfulde.

"Du ser godt ud." Var der en der hviskede i mit øre, stemmen var nem at genkende, og gav mig kuldegysninger. Harry. Jeg vendte mig om og der stod Harry, med en hvid T-shirt og jeans. "Vil du have en drink?" Spurgte han. Automatisk nikkede jeg. Han gik hen mod baren og jeg fulgte efter ham. "Hvad er du til?" Spurgte han.

"Øh, det ved jeg ikke. Jeg er ikke så tit ude..." Han nikkede bare og bestilte. Jeg fik stukket drinken i hånden. Det var sjovt at se, jo længere tid der gik, jo flere kom der, og jo vildere blev det. Folk blev mere og mere fulde. Personligt, var jeg ikke fuld, jeg var påvirket, ja, men ikke fuld. Eleanor, Danielle, Zayn, Liam og Louis sad nede ved et sofa-arrangement. Danielle prøvede at lokke Liam ud og danse, men Liam var vidst heller ikke fuld så han gad ikke. Jeg kiggede efter Harry, han var ude og danse med en dum blondine. Det gjorde mig lidt irriteret, det var alkoholens skyld. Jeg gik op i baren og satte mig på en af barstolene. Lyset var dæmpet, og stolens plastic klistrede til mine lår.

"Vil du have en drink?" Jeg vente mig forskrækket om. Bag mig stod en fyr med røde øjne, og sløret blik. Han havde blond hår og blå øjne.

"Øh, ja tak." Fyren bestilte for mig og satte sig ned.

"Kevin." Han rakte mig hånden.

"Madeleine." Jeg tog imod den, rystede den kort og gav hurtig slip på den, da den var helt svedig.

"Jeg tænkte på... Madeleine... Vil du med ud og... danse?" Han snøvlede med ordene og var tydeligvis fuld, men fordi jeg kedede mig sagde jeg ja. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde den vanvittige idé, at Harry skulle se at jeg morede mig, ligeså meget som han gjorde. Skørt, ik'? Jeg ved det. Vi bevægede os til musikken. Kevin dansede tættere på mig og lagde sine hænder på mine hofter. Det var ret ubehaligt. Var det sådan her man dansede? Hans dansede jo nærmest opad mig. Jeg smilte lidt, og prøvede at træde et skridt væk. Det skulle ikke ende i et eller andet dumt.

"Hey, fjern dig fra hende." Lyden af Harrys stemme var tæt på. Hvorfor ville han fjerne Kevin? Dansede Harry ikke med sin dumme blondine? Harry tog Kevins plads, men dansede ikke ligeså tæt på, hvilket var rart.

"Er det sådan du byder en op til dans?" Spurgte jeg. Han smilede bare.

"Vil du ikke lidt væk? Vi får jo folks arme i hovedet." Jeg nikkede. Der var faktisk ret klemt på dansegulvet. Harry tog min hånd og førte mig hen mod en væg, væk fra dansegulvet.

"Har jeg sagt at du ser godt ud?" Spurgte han. Han havde tydeligvis også fået en del at drikke, men ikke ligeså meget som Kevin.

"Jep, det har du." Grinede jeg.

"Nårh, øv. Men du ser godt ud," sagde han alligevel. Jeg smilte til ham. Han så hammer godt ud i aften. Virkelig. Helt uden at lægge mærke til det, blev afstanden mellem os mindre og mindre. Det var så nemt bare at læne sig frem og røre ham. Der var kun få centimeter mellem os. Mit hjerte bankede som var der krig. Forsigtig lænede jeg mig frem mod ham og rørte hans læber blidt med mine. Han trak mig ind til sig og kyssede mig hårdere. Jeg lod mine fingre lege med hans nakkekrøller. Der var en slags elektrisk forbindelse imellem os. Jeg glemte alt omkring mig, hvor vi var, hvem han var. Det var bare os. Harry og jeg. Ikke en verdenskendte Harry, men bare Harry. Helt normale, søde Harry.

 

 Zayns synspunkt:

Harry og Madeleine stod over i et hjørne og kyssede. Madeleine havde armene om Harrys nakke, og Harry havde sine arme om Made. De så glade ud, lykkelige.

"Årh, hvor er de søde," sagde Eleanor. Hun så også på dem. Louis så derover og smilede.

"Hazza er kommet til fadet, hva'?" Han ville tydeligvis drille dem med det senere. Jeg håbede bare ikke at Made blev såret. Hun har været udsat for så meget. Harry har bare at behandle hende pænt. Danielle og Liam rejste sig og trådte ud på dansegulvet. Så fik hun ham overtalt. Da jeg så op igen var Made og Harry væk. De var ikke til at se. Jeg lod en hånd køre gennem håret. Harry var hos hende, han skulle nok passe på hende. Jeg holdte af hende og ville ikke se hende komme til skade. Fysisk eller psykisk.

 

***

 

Okay, jeg havde fundet ud af at Made var rigtig sjov fuld. Hun løsnede mere op, end hun plejer, blev næsvis og glad. Det var rart at se, at hun havde det sjovt. Jeg havde sørget for at hun var kommet sikkert hjem, og var kommet ordentlig i seng. De var kommet sent tilbage efter, at de var gået en tur på stranden. Jeg kunne se på Made at hun var faldet for ham, hun kunne lide ham og omvendt, hvilket var godt. Harry havde ikke haft en fast kæreste i lang tid. Den nat sov jeg tungt, jeg var også rimelig smadret efter aftens begivenheder. Jeg sov nærmest før mit hoved ramte hovedpuden.

Klokken var 10:30 da jeg engang vågnede. Liam var ellerede oppe og stod og lavede the.

"Godmorgen," sagde jeg søvnigt. Han vendte sig om og sagde godmorgen.

"Har du sovet godt?" Spurgte han. Jeg nikkede.

"Dig?" Han nikkede.

"Fint," sagde han. "Vil du havde the?"

"Ja, tak." Jeg satte mig i sofaen og tændte for TV'et. Der var intet interessant, så jeg lod det bare køre som baggrundsstøj. Jeg fandt min mobil frem og sendte en besked til Made.

Godmorgen:-) Sover du? xx

Lidt efter kom der et svar.

Ikke mere:-( Min mobil lå åbenbart på mit hoved, med fuld lydstyrke! Du r meget ond, Zayn! Har ondt i hovedet:-(

Jeg kunne ikke lade være med at smile.

Kom over! Vi har morgenmad...

Lyder fristende... Kommer! Pas på jeg ligner en alien, der er blevet spist og kastet op syv gange! Ser forfærdelig ud!

Fedt:) Glæder mig til at se dit lig:-)

Haha

Et kvarter efter bankede det på døren. Jeg gik hen og låste op for Made. Okay, hun havde fjernet makeup resterne og sådan.

"Godmorgen, Little Miss Sunshine," sagde jeg.

"Årh hold kæft," gabte hun. Jeg grinte. Hendes knold var rodet og hun havde stadig sin pyjamas på.

"Jeg ved godt jeg ser forfærdelig ud, du behøver ikke at minde mig om det." Hun trådte ind og smed sig tungt i sofaen. "Jeg har seriøst ondt i hovedet! Hvordan kan i stå så tidlig op?"

"Tja, der er nogen der ikke drikker sig i gulvet," sagde jeg. Hun fnøs.

"Vel gjorde jeg ej. Jeg kan da sagtens huske det hele." Jeg nikkede.

"Ja, klart."

"Det kan jeg!" Sagde hun. Hun så på fjernsynet. "Zayn se du er i fjernsynet! Du ser bedre ud end i virkeligheden." Sagde hun og pegde. "Ej, hvor sjovt Louis er der også!"

"Hvor er jeg?" Louis kom gående ind i stuen og så på TV'et.

"Haha, sjovt, Made." På fjernsynet var der to aber. Den ene sad med hånden op i røven og den anden sad og pillede dyr af den andens pels.

"Du er der også, Made!" Sagde Louis begejstret, da de spolede over på en flodhest. Jeg grinte. Made lavede en grimasse til Louis. "Hvad er der til morgenmad?" Spurgte Louis Liam om.

"Hørte jeg nogen sige morgenmad?" Spurgte Niall, som kom gående ind. "Bacon!" Råbte Niall og løb hen til den tallerken med bacon, Liam havde lavet. Niall proppede tre stykker bacon ind i munden og tyggede tilfredst.

"Gem lidt til maden, Flæske," sagde Liam. Jeg grinte. Niall så surt på Liam.

"Jeg er ikke tyk," mumlede han med mad i munden.

"Nej, du er bare fed," sagde Louis. Denne gang var det Louis, der fik det onde blik.

"Hvornår spiser vi?" Harry kom gående ind, med krøller til alle sider. Alle kiggede over på ham, specielt Made som stirrede ret åbenlyst på Harry, som ikke havde en trøje på.

"Lige om lidt, hvis der overhovede er mad tilbage," sagde Liam. Han satte de sidste skåle på bordet. Jeg rejste mig og satte mig derover sammen med de andre. Det så ud som om alle var godt sultne.

 

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Tak fordi i læser med! Det betyder rigtig meget for mig:-) Tak for alle kommentarerne, det kan virkelig hjælpe og give en styrke til at skrive et helt kapitel! Tusind tak! I er fantastiske!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...