Broken Hearts - One Direction

Den 18-årige Madeleine Summer bor på et hotelværelse, hun låner af sin ven Carmen. Hun har nogle ar fra fortiden, nogle ar der sidder dybere end hun entlig tror. En dag flytter det brømte band One Direction ind på hotellet. Hun begynder hurtigt at kunne lide dem, men kan de også lide hende? Kommer der nogen kærlige følelser i klemme? Og hvad sker der med Madeleine? Kommer hun nogensinde til at ligge fortiden bag sig?

Please tag godt imod min historie, det er første gang, jeg har lagt en ud. Skriv gerne hvad i syns i kommentarerne både ris og ros:-)

48Likes
31Kommentarer
5034Visninger
AA

8. Beach

Madeleines synspunkt:

Jeg var flov. Flov over at alle i restauranten, drengene og ikke mindst Zayn havde set mit lille udbrud. Okay, mit store udbrud. Det var ikke meningen. Det var ikke meningen, at jeg skulle råbe, græde, og flippe ud over det hele. Det var jo pinligt. Min lille hemmelighed. Det var flovt. Nu sad jeg i drengense sofa, med tæppe og the, selvom det var mindst tredive grader udenfor. Zayn sad ved siden af og nussede mig forsigtigt på armen. Jeg lå op af ham, men det så ikke ud som om, han havde noget imod det. Han nynnede stille en melodi. Jeg kendte den ikke, men tror nok at den er meget populær. Jeg havde i hvertfald hørt den før, men kunne ikke navnet eller teksten. Hans stemme gjorde mig træt, hans bevægelser gjorde mig træt. Jeg lukkede øjnene. Alt blev mørkt. Kulsort. Det var ikke en rar, træt mørke, men en ond, dræbende mørke. Minder. Den skabte minder. Dårlige minder. Minder jeg hele tiden prøver at glemme, men hele tiden kommer frem i mørket. Det er ikke ligefrem lykkelige minder. Det er minder om hende. Min mor. Min mor og min søster. Selvom jeg elsker dem, hader jeg dem også. Et eller andet sted hader jeg dem. Dybt og inderligt. Jeg har lyst til, at de skal vide, hvor meget de sårede mig. Men så kommer fornuften frem, og det er den der får mig til at græde. Græde over dem, selvom jeg ved at det er dumt. Og det får mig til at græde mere. Men jeg har grædt så meget nu, at jeg ikke tror at min krop indeholder mere vand. Jeg er helt tømt. Tømt for alt. Vand, had, kærlighed. Alt. Alle mine følelser røg med ud med vandet. Nu er der kun mig tilbage, en tom skal.  Det er som om jeg ligger og flyder på en sort sø. En sort sø af tanker, fortvivelse, sorg, og tårer. I hverdagen kan jeg holde mig oppe. Glemme det. Dem. Men nu, nu bliver jeg mindet om det hele tiden. At jeg ikke er god nok. Så kommer det sorte vand over mig og drukner mig. Jeg ved ikke hvordan, jeg skal slippe væk. På en eller anden mystisk måde kan jeg ikke svømme. Kun tænke, hade, græde. Hade mig selv. Det er der Zayn kommer. Kommer og reder mig. Reder mig fra mig selv og mine tanker. Han hiver mig op og holder mig op af vandet med tanker. Han reder fra at drukne eller falde ned i mørket.

"Zayn?" Hvisker jeg.

"Mmh," mumler han tilbage.

"... Tak. Tak Zayn, for det hele," mumler jeg.

"Made... det skal du ikke takke mig for. Det er det venner gør. Du holder også mig oppe, ok?"

"I så fald kan jeg godt lide venner, Zayn." Han griner svagt, hvilket får mit hovede til at hoppe op og ned, som en hoppeborg. Op og ned.

"Zayn?" Spørger jeg igen.

"Mmmh," mumler han tilbage. Han ser ikke på mig, så jeg vender mig om for at se ham i øjnene.

"Du behøver ikke at sidde her. Du må gerne tage til stranden med din venner. Jeg klarer mig," hvisker jeg.

"Made, jeg har lyst til at være her. Sammen med dig. Du er min ven."

"Men, Zayn, jeg kan bare tage med dig. Jeg vil gerne på stranden, og glemme det her. Bare lave noget andet." Okay, jeg har stort set, ikke rigtig lyst til at tage på stranden, med mennesker og børn der skriger. Men jeg vil heller ikke holde Zayn fra det. Det fortjener han ikke. Han fortjener at være sammen med sine venner og have det sjovt.

"Har du?" Han lyder tvivlende og skeptisk. Jeg nikker.

"Mmmh. Blive lidt brun, få en is," siger jeg. Han tænker lidt over det.

"Er du sikker?" Han lyder glad. Begejstret.

"Ja. Vi har stadig tid, klokken er kun to."

"Okay så." Han rejser sig forsigtigt op.

"Så pakker jeg," siger jeg, og rejser mig op. Jeg tager min nøgle - eller rettere sagt mit plastic kort - og går ind på mit værelse. Bikini, strandkjole, solbriller, taske, håndklæde, solcreme. Jep, jeg har alt. Jeg sætter mig på gulvet med et bump. Et suk forlader mine læber. Jeg har bare lyst til at gemme mig her. Bare forsvinde fra alt. Bare blive usynlig, helt væk. Jeg har allerede været i medierne. Tja, jeg er både Nialls veninde og Harrys kæreste. Godt, jeg ikke har twitter eller facebook, eller andre former for internet kommunikation. Så ville jeg blive bombaderet med ting, beskyldninger, spørgsmål, hate. Jeg har set hvordan deres venner eller bekendte bliver behandlet. Det er ikke altid ligefrem rart. Jeg har ingen familie eller rigtige venner, hvad skal jeg så bruge det til?

"Made? Er du okay?" Zayn banker på min dør.

"Jeg kommer," siger jeg, mens jeg hurtigt rejser mig op og tager mit net med mine ting.

"Hey, er du klar?" Spørger han, da jeg kommer ud. Jeg nikker. "Godt, så lad os komme afsted," siger han. Drengene havde taget bilerne for at undgå alle paparazzierne, de kunne være ret irriterende. Så Zayn og jeg besluttede at gå. Jeg tog mine solbriller på, for at undgå mødet med den skarpe sol. Zayn tog min hånd, men jeg lod ham gøre det. Det var rart. Bare at gå hånd i hånd alene i solen. Eller alene indtil Zayn blev opdaget og vi blev omringet. Ej overdrivelse. Der kom et par fans hen, omkring ti, der blev til tyve.

"Er du Madeleine?! Er du Zayns nye kæreste?" Pigerne skreg efter mig. Hvor kendte de mit navn fra? Der var også nogen piger der sendte mig blikke, blikke fyldt med had og... misundelse? Hvordan kan de misunde mig? Paparazzierne tog en masse billeder. Blitzen blændede mig. Er det grunden til at de har blitz? Så du får stjernerne til at se dumme, grimme, trætte ud. Hvad nu hvis jeg så forfærdelig ud? Det her kom i medierne! Jeg ser jo forfærdelig ud. Min frie hånd røg straks op til mit hår for at rette det. Zayns hånd klemte forsigtigt min, han holdte den stadig. Hvad vil Perrie ikke tænke? Ville hun ikke blive sur? Det var jo ikke fordi, at vi havde gang i noget, men det kunne man jo ikke vide, hvis man bare så et billede, af nogle der holdte i hånden. Jeg mener, det er det kærster gør, ik'? Bliver jaloux når ens kærste går sammen med en anden. Hvor var Perrie overhoved? Skulle hun ikke være her sammen med Eleanor og Danielle? Eller var hun måske på job? Zayn havde fortalt lidt om hende, hun havde vundet x factor med sit band Little Mix, og nu var de på tour. Hun må have ret travlt. For travlt til det her.

"Kom," hviskede Zayn, og trak mig lidt mere væk fra paparazzierne. "De går før eller siden, de kan ikke følge efter os hele dagen."

"Hvor kendte de mit navn fra?" Han grinte lidt.

"Made, hvis du vidste hvor hurtige og kloge vores fans var, ville du dø. De er lynhurtige. Seriøst. De der billeder de har taget, ligger allerede ude på internettet." Var det virkelig sådan? At være kendt? Jeg mener, har man overhovede noget privatliv? Kan man aldrig være i fred?

Ligeud kunne jeg se stranden. Se det kolde vand skylde op på det varme, våde sand. Se alle de glade mennesker der løb rundt. Vi trådte ned i sandet og straks lod jeg mine tæer blive omsluttet af det varme sand. Jeg tog mine klip-klapper af og puttede dem ned i mit net. Zayn trak mig over til de andre. De lå tæt ved et træ, men solen var på vores side, så vi fik ikke skygge, tværtimod.

"Hej." Jeg kunne ikke høre hvem der sagde det, men jeg mumlede et hej tilbage. Mit håndklæde lagde jeg ved siden af Zayns, og min taske stillede jeg ovenpå det. Forsigtigt trak jeg min kjole over hovede og håbede ikke at den ødelagde frisurer mere. Den var i forvejen sjusket, min knold. Jeg kunne mærke et par blikke på mig og blev straks rød i hovedet.

"Wow!" Hvad? Hvad var der? Så jeg tyk ud? "Det der er godt nok en flot bikini!" Udbrød Eleanor som var kommet op af vandet med Louis i hælene. Jeg rødmede mere. Jeg vidste aldrig, hvad jeg skulle sige i sådan en situation.

"Øh... tak, og i lige måde," mumlede jeg. Eleanor grine. Den var faktisk ret flot hendes bikini, en blå en med hvide polkaprikker. Louis krammede hende bagfra, så hun forskrækket skreg. Han bar hende op og trak hende med ud i vandet igen.

"LOUIS!" Skreg hun. De var så søde! Helt perfekte til hinanden! Louis bar hende ud i vandet igen og pjaskede vand på hende. Smilende lagde jeg mig på skuldrene på mit håndklæde, mit hoved  lænede jeg tilbage. Jeg lukkede øjnene og lod mig døse hen i varmen.

 

Nogle kolde dråber faldt ned på min mave. Jeg udbrød et gisp af forskrækkelse og åbnede øjnene. Det var Louis, der stod og rystede sit hovede over mig.

"Louis!" Gispede jeg forskrækket. Han grinte.

"Hvad vil du gøre ved det, Made?" Han sagde det frækt. Jeg rystede på hovedet af ham og lukkede øjnene igen. Den her gang hældte Louis en hel flaske vand over mig.

"LOUIS! Hævn!" Jeg rejste mig op og løb efter ham ud i vandet. Med mine hænder foldede jeg en skål med vand og kastede på ham. Før vi havde set os om, var vi igang med en krig. Vandkrig. Mit hår var vådt, alt var faktiskt vådt. Mit håndklæde var også vådt. Det var ikke lige meningen. Louis tog mig op på skuldrene og ville kaste mig i vandet.

"Zayn!" Råbte jeg. "Hjælp!" Zayn så op og grinte, men kom straks ud til os i vandet. Han lod som om han slog Louis med en knytnæve, så Louis lod som om han blev ramt og tabte mig. Vandet kom ikke som et chok, men mere som en ubehalig overraskelse. Den klæbede til mig som et tykt tæppe, og gjorde at jeg ikke kunne trække vejret. Hostende kom jeg op til overfladen igen. Zayn var nu en del af vores vandkrig, så vi indgik en alliance. Alle mod Louis! Zayn hoppede op på Louis bagfra og jeg hældte helt vil meget vand i hovede på ham. Det var skide skægt, at se ham der med Zayn på ryggen, blind og vaklende efter balance. Jeg grinte forpustet.

"Nårh!" Nu vendte Zayn og Louis sig mod mig. Jeg skreg og prøvede at løbe, men vandet sinkede mine bevægelser som løb jeg i slowmotion.

"Hjælp!" Skreg jeg, men fik et par stærke arme om mig. Zayn.

"Zayn!" Gispede jeg, og i det øjeblik glemte jeg alt om min mor, Katherine og søvnøse nætter, jeg tillod mig at glemme det og have det sjovt, ligesom da vi var i tivoliet. Jeg puttede det ned i en skuffe og låste den, glemte den, og havde det sjovt sammen med mine venner. Vi havde pjasket lidt og de andre var også kommet ud et par gange.

 

El var nu gået hen til Louis, de lå nu i ske, og Danielle sad i Liams skød op af træet. Niall var efter is og jeg tror Harry var gået på toilettet. Det skal der jo også være plads til.

"Har vi noget vand?" Spurgte jeg Zayn om, og rullede om på maven.

"Nope, Louis kastede resten på dig." Jeg sukkede.

"Louis! Din nar." Det sidste mumlede jeg, så ingen kunne høre det, men det så ud som om Zayn gjorde, for han begyndte at grine.

"Tænk at du kunne bande, Made." Han så fornøjet ud. Jeg rystede på hovede af ham. Træt lagde jeg mig på mit håndklæde og tog solbriller på.

"Vil du låne et blad?" Eleanor viftede med et blad. Vouge.

"Ja, tak." Hun lænede sig over Louis og lagde det foran mig. "Tusind tak," mumlede jeg, hun smilte tilbage til mig. Normalt gad jeg ikke at bruge penge på et blad, det var jo helt vildt dyrt! Men jeg elskede at læse dem. Det her handlede mest om mode, det var virkelig flot noget af det tøj, men har du set prisen? Jeg ville aldrig få råd til noget af det. Jeg vil aldrig få råd til andet end genbrug og billige butikker. Mit arbejde havde jeg svært nok ved at holde. Mine regninger... og alt det. Jeg havde jo trods alt også en opsparing igang. Min store drøm var at komme til frankrig. Eller bare væk herfra, men jeg havde noget for frankrig. Det så så hyggeligt ud. Selvom jeg sikkert aldrig ville få råd til at rejse dertil, før jeg er fyrre. Jeg ville i hvert fald bare dertil. Da jeg var helt lille fantaserede jeg tit. Så forstillede jeg mig, at jeg ville finde mig en sød mand, få et godt job, få børn, hus, og et sommerhus i frankrig med lavendler og en lille hyggelig have. Tja, men det var jo uopnåligt. Bare drømme. Drømme der aldrig ville gå i opfyldelse, men forblive inde i hovedet. Alle mennesker havde drømme og ville blive ved med at få nogen. Ingen havde alt. Det kunne man bare ikke. Der kunne være nogen, der havde det jeg drømte om, men så havde de ikke noget andet. Man kunne bare ikke have alt. Det ville være for snyd. Jeg ville heller ikke have alt, men det kunne være rart at have job, uddanelse, penge, udseende, kæreste. Et eller andet. Men nope, jeg har bare mig selv og fem gode venner og deres søde kærester.

Menneskerne begyndte at gå, gruppe efter gruppe. Solen gik længere og længere ned. Temperaturen blev køligere. Folk trættere. Jeg havde trukket i min strandkjole igen, og det samme havde de andre - altså deres tøj, jeg regner ikke med at Niall gik i kjole. Vores ting var nogenlunde pakket, nu lå vi bare og nød aftensolen og udsigten.  Jeg rejste mig op og gik hen til en stor sten lidt væk fra de andre. Forsigtigt kæmpede jeg mig op på den og satte mig med benene under mit bryst. Lyden af vandet der brusede op på stranden, beroligede mig. Det var lyden af hjemme. Jeg havde trodsalt kun været her i hele mit liv, jeg har aldrig været andre steder. Det eneste jeg kendte til var varmen. Aldrig i mit liv har jeg set sne, kun i film. Det var fascinerende. Sne. Måden det dalede ned og efterlod et tykt hvidt tæppe. Jeg lod mit hoved hvile på mit knæ og lukkede øjnene. Vand. Salt. Varme. Lyden af vand. Lugten af salt. Fornemmelsen af varme.

"Er det i orden hvis jeg sætter mig?" Lyden af Harrys hæse stemme gjorde mig forskrækket. Jeg nikkede og åbnede øjnene. Harry satte sig forsigtigt ved siden af mig. Først sad vi bare i en rar lang stilhed og så ud over vandet.

"Skal du noget i morgen?" Harrys spørgsmål gjorde mig først forvirret. Skulle jeg noget i morgen? Nej, vel?

"Øh, nej," svarede jeg forsigtigt.

"Godt... Det var bare fordi at je... Jeg tænkte bare om du ville gåudmedmig?" Harrys nervøse stemme snakkede totalt hurtigt og usammenhængende. Det var ret sødt.

"Øh, hvad?"

"Jeg tænkte bare på... om du ville gå ud med mig? Du ved ud og spise, eller noget." Det sidste sagde han lidt hurtigt, men det var til at forstå. Vent lige... Ville Harry - altså, verdens berømte, flirtende, ry for at date mange piger, Harry - gå ud med mig? Det var jo helt surrealistisk. Der var piger der ville dræbe for at sidde her istedet for mig. Hvorfor mig? Jeg var jo ikke pæn, jeg var buttet, uperfekt, og havde grædt rimelig mange gange foran dem. Foran ham. Foran Zayn. Zayn. Hvad ville Zayn sig til det? At jeg datede, min bedste vens... Vent var Zayn min bedste ven? Det var han jo entlig. Hvad ville Zayn sige til, at jeg datede hans ven? Okay Made, fokusér.

"Ja, selvfølgelig." Endte jeg med at svare. Harry sukkede lettet ud. Var han nervøs? Alt for mange spørgsmål og tanker fløj rundt i mit hovede. Vent lige... Sad vi ikke lidt tættere på hinanden? Havde Harry rykket tættere på mig? Det her var forvirrende. Jeg var helt vildt dårlig til drenge og kærester og sådan noget. Altså, jeg havde jo aldrig haft en seriøs kæreste før. Jeg ved ikke hvorfor. Det havde jeg bare ikke.

"Skal vi sige i morgen klokken syv?" Jeg nikkede.

"Det lyder godt," svarede jeg. Harry smilede. Det her var vildt forvirrende. Hvorfor havde Harry inviteret mig ud?

"Kommer i?" Louis holdte El i hånden, og med et frækt glimt i øjet, kaldte han på os. Jeg rejste mig hurtigt og gik hen til de andre med Harry i hælene. Det her var sriøst forvirrende og mærkeligt. Tænk at Harry... havde inviteret mig... Det var for underligt. Jeg var jo en helt normal, kedelig person, uden uddanelse, eller seriøst arbejde. Jeg tog mit våde håndklæde ned i mit net, og svingede så mit net over skulderen. Jeg kunne ikke se Harry i øjnene nu. Det var for pinligt. Hvad skulle jeg sige til ham? Altså, jeg så ham kun som en ven. I hvert fald indtil videre. Jeg kendte ikke Harry så godt. Altså, jeg vidste han havde en lillesøster Gemma, og at hans mor hed Anne, hans "rigtige" far hed Joe og hans forældre er skilt. Hans mor er kæreste med en der hedder Robin, så vidt jeg ved. Det er stortset det.

Vi var på vej tilbage nu, på ben. Zayn og jeg gik bagerst.

"Zayn... Ved du hvorfor Harry har inviteret mig ud?" Jeg rødmede svagt. Zayn så overrasket og så tænksom ud.

"Har han inviteret dig ud?" Spurgte han overrasket. Okay, så Harry har ikke sagt noget om det.

"Ja," svarede jeg. "Jeg ved ikke hvorfor. Jeg mener, jeg er jo trods alt bare en kedelig, normal pige. Der er intet specielt ved mig."

"Made, du er ikke kedelig. Du er yderst sjov og interessant, og hver dag opdager jeg nye sider af dig. Stille, genert, ked af det, tænksom, næsvis, sjov, afslappet, sød. Nårh ja, sød er du hele tiden," drillede han.

"Men, Zayn, jeg ved overhovede ikke hvad jeg skal tage på, eller noget. Jeg har intet pænt tøj, og..."

"Made, vi finder ud af det, ok? Vi kan holde en pigeaften og prøve tøj og ligge makeup," afbrød han mig. Jeg grinte.

"Seriøst, Zayn? Jeg gad godt se dig i kjole og med makeup." Jeg grinte mere. "Så tror jeg hellere, at jeg skal spørge Eleanor." Han så fornærmet på mig.

"Tvivler du på mine evner som pige?" Sagde han, men brød selv ud i grin. Han tog min hånd og jeg lænede træt mit hoved op af hans skulder.

"Tak, Zayn. For alt. Fordi du er sådan en god ven," mumlede jeg træt.

"Så lidt, Made. Altid," hviskede han tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...