Broken Hearts - One Direction

Den 18-årige Madeleine Summer bor på et hotelværelse, hun låner af sin ven Carmen. Hun har nogle ar fra fortiden, nogle ar der sidder dybere end hun entlig tror. En dag flytter det brømte band One Direction ind på hotellet. Hun begynder hurtigt at kunne lide dem, men kan de også lide hende? Kommer der nogen kærlige følelser i klemme? Og hvad sker der med Madeleine? Kommer hun nogensinde til at ligge fortiden bag sig?

Please tag godt imod min historie, det er første gang, jeg har lagt en ud. Skriv gerne hvad i syns i kommentarerne både ris og ros:-)

49Likes
31Kommentarer
5137Visninger
AA

5. A Sleepover

Madeleines synspunkt:

Jeg havde aftalt med Zayn, at jeg kom over, når jeg havde gjort mig klar. Det havde været sjovt med drengene i dag. Jeg kan ikke huske sidst, jeg havde grint så meget. Det var bare noget de fik frem i mig. Hvad lavede de entlig her i USA? Boede de ikke i England? De talte trodsalt britisk, bortset fra Niall, som jeg vidste kom fra Irland. Se jeg havde da også meget godt styr på dem. Det var kun fordi Carly snakkede så meget om dem, de skulle være så lækre - altså hvis man spørger hende! Ej, de var søde, sjove, fjollede, barnlige, betænksomme. Jeg besluttede, at tage et hurtigt bad og så gå der over. Zayn havde sagt, at hvis jeg ikke kom, ville de bare kidnappe mig. Jeg trak i den samme kjole, og flettede mit hår i en løs fletning som hang ned fra højre skulder.  Det var Louis der åbnede.

"Hva' så Made? Kunne du ikke undvære os længere?" Jeg fnøs af ham og trådte ind. Shit, her var rodet! Louis grinte af mig.

"Vi er fem drenge i én lille lejelighed, hvad regnede du selv med?" Sagde han. Jeg rystede på hovedet af ham.

"Heeej Made!" Zayn løb hen til mig og gav mig et bjørneknus, hvor han løftede mig op fra jorden. Jeg grinte.

"Det er også godt at se dig Zayn."

"Hey Made!" Sagde de andre fra sofaen. Okay, så Zayn havde kaldt mig Made én gang, og så begyndte alle at kalde mig det. Jeg ved godt at mit navn er langt og ikke så flot men... Made, tag dig sammen. What?! Kaldte jeg lige mig selv Made? Hvad fanden sker der?! Okay, mine tanker er godt nok blevet mærkelige. Jeg ved det, jeg har altid haft mærkelige tanker.

"Du kommer lige til spisetid." Sagde Niall glad.

"Hvad skal vi have?" Spurgte jeg.

"Bare noget færdigmad, kan du lide kinesisk?" Spurgte Niall mig. Jeg nikkede, det var godt nok ikke min livret, men jeg kunne godt lide det.

"Jep, jeg er ikke kræsen."

"Thats my girl." Grinede Niall. Jeg grinte med. Stemningen var altid så god sammen med dem!

Der var sat seks tallerkner på bordet, og små bøtter med ris og forskellige sager.

"Vi spiiiiiiseeer." Sagde Niall og gik hen og lagde sig ovenpå dem i sofaen. De skubbede ham irriteret ned på gulvet, hvor Liam blev hevet med. Jeg grinte, det så ret komisk ud.

"Come on boys." Sagde jeg og grinte. De kom over og satte sig ned.

"Heeej, Made." Louis kom over og gav mig et kys på min kind. Jeg rødmede. Hvorfor? Hvorfor nu? Min åndssvage krop!

"Heeej Louis." Sagde jeg og efterlignede ham.  Vi lod maden gå rundt, det var ikke alt Zayn måtte spise, da han jo var muslim, men ellers havde alle fået alt - stortset.

"Skål." Sagde Harry og lod sit glas svæve i luften.

"Skåål!" Råbte Niall, det lød totalt åndssvagt. Jeg grinte.

"Skål boys!" Jeg var virkelig glad idag. Det havde været en perfekt dag, den bedste dag jeg kan huske. Teknisk set den bedste dag i mit liv. Og jeg mente det.

"Hvorfor smiler du så meget?" Spurgte Zayn. Smilede jeg? Seriøst?! Ups!

"Øh..." Skulle jeg sige det? Og lyde som en dum nar? Nej tak. De kendte mig knap. Jeg rødmede.

"Ik for noget." Mumlede jeg og spiste noget mere. Det var stærkt, men det smagte også bare godt! Jeg skyllede det hele ned med noget vand og spiste mere.

 

Da vi havde spist, havde Liam og Harry hentet nogle puder og sat nogle stole hen til den ene sofa. Jeg var en af de heldige, der fik gulv-pladsen på en pude. Langsomt begyndte de at have samtaler på kryds og tværs, det var så forvirrende, at jeg opgav at høre efter.

"Spiller du på et instrument eller synger, Made?" Jeg vågnede op, da jeg hørte mit navn blive nævnt. Det var Liam der havde spurgt.

"Ehm..." Før jeg kunne nå at svare, svarede Harry.

"Hun spiller klaver." De så alle på mig, der var fuldstændig stille.

"Gør du?" Niall så overrasket ud.

"Nej, jeg er ikke så god." Svarede jeg og rødmede. Hvorfor blev jeg så genert, når jeg lige før havde været så åben? Jeg kunne virkelig ikke finde ud af mig selv.

"Hun er fantastisk." Sagde Harry. De kiggede alle overrasket på mig.

"Må vi høre?" Spurgte Liam.

"Øh, i har ikke noget klaver." Sagde jeg og begyndte at svede. Jeg ville ikke spille overfor fem verdenskendte drenge! Så god var jeg heller ikke.

"Hun laver også tekster til." Sagde Harry. Jeg så ondt på ham og mimede; hvorfor skulle du sige det?

"Virkelig? Er de gode? Må vi høre?" Liam lød nysgerrig.

"De er vildt dårlige, og jeg kan ikke synge. Desuden har i intet klaver!" Sagde jeg hurtigt, jeg ville for alt i verden ikke spille for dem.

"Der er klaver nede i Aftenstuen, dine sange er ikke dårlige, og desuden har vi aldrig hørt dig synge, så hvordan ved vi det?"

"Jeg vil ikke synge, men hvorfor synger I ikke?" Spurgte jeg og vendte den om.

"Hvis du vil høre os synge, så kom til vores koncerter." Grinede Louis.

"Så invitér mig til en." Svarede jeg.

"Kun hvis du synger." Vi stirrede hianden i øjnene.

"Hvad får jeg for det." Hviskede jeg. Han smilte.

"En dag med mig!"

"Ikke godt nok. Jeg er ikke fan, Tomlinson." Hans smil blev bredere.

"Er vi på efternavn nu øh..." Ha! Han kendte ikke mit efternavn.

"Auch burned!" Grinede jeg.

"Hvis du ikke gør det, tvinger jeg dig."

"Og hvordan vil du gøre det?" De andre stirrede bare på vores lille kamp.

"Med de her!" Han fandt sine fingre frem. Åh nej! Ikke det! Ikke det! Jeg er så kilden!

"Nej! LOUIS! Louis stop! Hjælp! Hjælp!" Skreg jeg, da han kildede mig.

"Okay, okay, jeg lover det! Jeg lover det!" Skreg jeg, for at slippe for det. Han smilede selvtilfreds.

"Kun hvis i også synger, en af jeres sange!"

"Okay." Damn! Shit! Hvad skulle jeg gøre nu? Harry smilede også tilfreds.

"Ikke nu, vel?" Spurgte jeg nervøst. Louis smilte over hele femøren.

"Hvorfor ikke?"

                                            --------------------------------------------------------------------------

 

Undskyld for det korte kapitel:-) Jeg syns bare, at det var et godt sted at slutte:-) Undskyld at den ikke er så spændende endnu, prøver at gøre den lidt mere spændende, jeg har det bare med at gå for hurtigt frem, hvilket i godt kan se, ik'?:-) Jeg skal nok få lidt følelser og lidt drama ind i de her næste kapitler. Hvad tror du der sker nu? Synger Madeleine for dem? Hvad syns du om hende i indtil nu? Hvem tror du hun får følelser for? Skriv gerne i kommentarerne. Tak fordi du læser min historie:-) Det betyder meget for mig:-) Husk at like:-) Undskyld for alle smiley'erne er bare så glad:-):-):-):-):-):-):-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...