At kysse fjenden

Året er 1943, og Danmark er besat af Tyskland. Den 17 årige Lisa bor med sin familie i en by, hvor de fleste i al hemmelighed er modstandere af tyskerne, bla. Lisas far, som deler illegale blade ud og lægger café til flere sortbørshandlere. Da Lisa en aften lister gennem mørket efter spærretid, hjem fra sin veninde Birgit, møder hun den tyske soldat Fritz. Lisa er lettere forvirret over Fritz' venlighed og bliver ikke mindre uskyldig da Fritz giver hende et kys. Aften efter aften banker Fritz på hendes vindue og deres forhold udvikler sig hurtigt. Men at være tysker-pige er ikke nemt at skjule, især ikke når der er store konsikvenserne hvis det bliver opdaget.

118Likes
151Kommentarer
7442Visninger
AA

12. - Tre gange smørrebrød og en gang tur til Hamburg

Ingeborg pakkede vores rationeringsmærker ned i en lille æske og lagde den ned i en af lommerne på rygsækken, som efterhånden var godt fyldt. Dahlia kom op af trappen med en tæt pakket kurv til os.
"Jeg har pakket noget mad, men det holder jo ikke længe." Hun så sørgmodigt på os og spurgte ikke engang, om vi var sikre på at vi blev nødt til at rejse. Hun rakte kurven til Ingeborg. Otto kom også ned mod os. Klokken var over ti og hans øjne var dynget af søvn.
"Her." Han gabte stort og rakte mig en lille tin soldat.
"Behold hellere den selv. Du får mere brug for den end os." Jeg lagde den i hans hånd igen.
"Den er til jer." Han rystede på hoved, gav den til mig og vaklede så tilbage i sin seng igen, hvor Anna puttede ham og sang en lavmælt hebraisk vise.
"I må passe på jer selv. Ikke alle tilgiver fejl." formanede Dahlia. Ingeborg nikkede.
"Vi er kede af at måtte forlade jer. I har gjort så meget for os." Hendes øjne var blanke.
Jeg gik hen mod Anna og Otto for at tage afsked.
"Tak." hviskede jeg halvkvalt.
"Vi kommer til at savne jer." Anna trak mig ind i et kram. Tårerne sad i halsen.
"Vi ses." græd Otto. Jeg strøg ham over panden og kyssede ham forsigtigt. Jeg vidste godt at hans ord langt fra kunne være sande. Hvis nogen af os overlevede krigen, var det ikke sikkert vi ville mødes igen. Tanken var ikke rar. I stedet fyldte jeg mit hoved med Fritz. Det var så længe siden jeg havde set ham at hans ansigt var halvt slørret. Han var mere en fantasi end som noget der rent faktisk havde fandtes. Jeg lod Ingeborg tage afsked med Anna og Otto og fulgte så med Dahlia nedenunder. Øjeblikket da vi stod foran døren og skulle til at sige farvel var uvirkeligt. Dahlia trak os begge ind i et langt kram. Først Ingeborg og så jeg. Først da hun knugede mig ind til sig, gik det op for mig at det nok var sidste gang i mange år, ja måske for altid, jeg ville mærke hendes varme og gavmildhed.
"Ring hjem hurtigst mugligt så vi ved i er i god behold." var de sidste ord der forlod hendes læber, før vi forsvandt ud i mørket. Vi gik i tavshed, uden at vide hvorhen vi skulle. Uden noget mål eller noget sted nogen ville tage imod os som vi var ventede. Bare væk. Vi gik i den modsatte retning af hvor vores gamle by lå. Mod et sted hvor folk ikke ville håne os og male os med skam for deres indre blik. Men inderst inde havde jeg alligevel én plan. At finde Fritz.

Mine fødder gjorde ondt mod den bare asfalt. Vi havde gået hele dagen og var nået til en by et lille stykke for Tønder. Vi havde kun haft et stop. Jeg tror, vi begge kun havde den tanke i hovedet at komme så langt væk, at fortiden ikke kunne nå os længere.  Jeg ville ikke klage, det var min skyld vi skulle tage af sted, og det brude være Ingeborg der græd. Af en eller anden grund havde jeg en uvis respekt for, at hun var et år ældre end mig. Noget der først kom op i mig nu. Det var hende der bestemte hvornår vi stoppede og hvilken vej vi fulgte. Jeg vidste, at det ikke kunne blive ved meget længe. Så smadrede som vi var nu, ville vi være døde efter en uge. Mine tæer var følelsesløse af kulde og jeg blev lykkelig, da Ingeborg forslog, at vi skulle finde husly på en lille pub eller café, vi kom forbi.
Varmen strøg os i møde og hvis det ikke var for min høflighed var jeg faldet om på gulvet af udmattelse. Jeg så på bornholmeruret der stod i entréen at klokken var seks. Stedet så ikke dyrt ud og kun en enkelt lidt fiks tjener stod bag disken. Et par mænd sad og spillede kort i et hjørne, hvilket tjeneren tydeligvis var ret indblandet i. De lo højt. Tjeneren kom hen mod os da han så vores ankomst.
"Hvad kan jeg hjælpe Dem med?" Han havde en kæk accent der passede til hans overskæg. Ingeborg så rundt.
"Hvor meget koster et værelse?" spurgte hun og sendte mig et blik til, at jeg skulle stoppe med at tage min jakke af. Vi mindede lidt om søskende. Hun var den største der havde se på tingene og jeg var den mindste der ... skabte problemerne.
"Fem kroner per nat." Ingeborg overvejede det og rakte ham så seks kroner.
"Et værelse og to gange tre smørrebrød." Derefter gjorde hun tegn til at vi kunne tage vores overtøj af. Vi satte os ved et bord og mine ben var overlykkelige, da de fik lov til at hvile. Mine tæer tøede langsomt op med resterne af mig. Ingeborg havde et sikkert tag i tasken hang. Først da tjeneren serverede vores brød og derefter vendte tilbage til kortspillet, turde jeg spørge om det der havde plaget mig hele dagen.
"Nu hvor vi er flygtet og intet mål har. Vi har kun under to hundrede kilometer til Hamburg og..." Ingeborg stoppede mig.
"Du vil finde Fritz." afsluttede hun. Hun sukkede og overvejede det hele. "Hvad hvis vi ikke finder ham, hvad gør vi så?"
"Det samme som vi gør nu. Desuden sker det ikke. Vi finder ham!" Jeg tog ivrigt en bid af mit smørrebrød. Det eneste jeg havde fået hele dagen var kold suppe, Dahlia havde puttet på flakse. Jeg ville vinde.
"Jeg havde ellers tænkt vi kunne tage til København. Min kusine bor der." Hun trak lidt på det.
"Er hun da ikke imod ... sådan nogen som os." Det sidste hviskede jeg, så de andre ikke skulle høre os. Ingeborg svarede ikke, men jeg vidste at svaret var nej. 
"Okay. Du vinder. Men jeg skal bare lige tænke lidt over det. Vi kan ikke gå til Hamburg!" 
"Brug samme plan som du havde tænkt dig at vi skulle bruge når vi skulle til Sjælland." Jeg havde vundet, og jeg var for træt til at diskutere mere. "Kan vi gå op nu?" Jeg kunne se at Ingeborg havde spist ligeså hurtigt som mig. Hun nikkede og vi rejste os. Tjeneren viste os op på et lille kvistværelse, som nok også var det eneste, der var til gæster. Der var en seng og en slagbænk, men kulden på loftet gjorde at vi begge krympede os sammen i sengen. Udover sengen og slagbænken var der også et bord. Ingeborg lagde rygsækken ned i et skjult rum som hun fandt da hun havde rodet hele værelset igennem. Til sidst havde hun trukket sengen ud og fundet et rum, der under der kun vendte ind mod væggen. Det var en lidt tosset idé, da tjeneren nok kendte værelset langt bedre end os, men en forholdsregel.
 

Hele dagen blev vi på værelset, mens Ingeborg planlagde hvordan vi skulle komme til Hamburg. Hun sad koncentreret på slagbænken og tegnede på en gammel avis. Jeg hvilede mig det meste af dagen og gik nu og da ned i caféen. Ved fem tiden kom de tre mænd fra gårsdagen. De lo og diskuterede politik. I smug sad jeg og betragtede dem, jeg havde ikke rigtig andet at tage mig til. Mørket sænkede sig uden for og jeg spekulerede på om Ingeborg nogensinde kom ned.
"Vil De ikke her over til os?" Jeg så forbavset hen mod en stor mand med rødt hår, en af dem der spillede kort.
"Ja, vi har mere plads!" stemte hans kammerat i, der nok var omkring tresserne og bar en sort kasket.
"Jo tak." smilede jeg og satte mig over ved siden af en ung kal, nok omkring de femogtyve.
"Tre stykker smørrebrød til den unge dame dér." Bestilte han kækt.
"Så gerne." Tjeneren forsvandt om bag disken.
"Hvad laver dig og din søster så her?" spurgte den rødhårede.
"Hun er ikke min søster, det er Ingeborg. Jeg er Lisa..." Jeg bed mig i læben for ikke at røbe for meget. "Vi leder efter en ... fætter i Hamburg. Fritz."
"En fætter. Jeg kender kun en Fritz i Hamburg. Han er læge. Jeg skulle faktisk derned snart. Jeg skal nogen ændringer for hospitalet" Manden med hatten kløede mig tænksomt i sit overskæg. "Egentligt var det jo dig, Kurt, der skulle derned. Du kunne låne vores bil. Hvis den rækker så langt." Manden vendte sig mod den unge fyr, Kurt.
"I kan da køre med hvis i vil?" spurgte Kurt. "Der er plads til Gud og hver mand i den bil!" Han grinede.
"Det vil vi meget, meget gerne." Ingeborg ville blive ovenud begejstret når hun fandt ud af at hendes "lillesøster" havde fundet en vej til Hamburg. "Det er vældig venligt af Dem. Jeg henter lige Ingeborg." Jeg løb ivrigt op af trapperne og flåede døren op til kvistværelset.
"Ingeborg. Jeg har fundet en der kan køre os til Hamburg." Jeg trak hende med ned i caféen igen.
"Kurt skal alligevel til Hamburg, så han kan køre os i..." Jeg stoppede og vendte blikket mod manden med hatten.
"Hans."
"I Hans bil!" Ingeborg så skeptisk på mig.
"Er det virkelig okay med jer?" spurgte hun.
"Ja ja, tre er bedre end en." Kurt smilede bredt og kørte hånden igennem sit brune hår. "Vi kan køre i morgen tideligt." Ingeborg smilede, men jeg kunne mærke at der var noget der plagede hende.
"Tusind, tusind tak!" Hun tog mig i armen og trak med hen mod trappen.
"Jeg henter jer i morgen klokken otte."
Da Ingeborg havde låst døren efter os på værelset blev hendes blik nervøst.
"Hvordan i allerhimmlens navn skal vi nogensinde skjule grunden til at vi er her!" Hendes stemme var lav og rystede. Pludselig stod problemet klart for mig. Jeg sank.
"Vi tier stille. Det gik de tre måneder jeg boede hos Dahlia!" indskød jeg. Der blev stille på værelset og Ingeborg nikkede modvilligt.
"Lad os så komme i seng."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...