At kysse fjenden

Året er 1943, og Danmark er besat af Tyskland. Den 17 årige Lisa bor med sin familie i en by, hvor de fleste i al hemmelighed er modstandere af tyskerne, bla. Lisas far, som deler illegale blade ud og lægger café til flere sortbørshandlere. Da Lisa en aften lister gennem mørket efter spærretid, hjem fra sin veninde Birgit, møder hun den tyske soldat Fritz. Lisa er lettere forvirret over Fritz' venlighed og bliver ikke mindre uskyldig da Fritz giver hende et kys. Aften efter aften banker Fritz på hendes vindue og deres forhold udvikler sig hurtigt. Men at være tysker-pige er ikke nemt at skjule, især ikke når der er store konsikvenserne hvis det bliver opdaget.

118Likes
151Kommentarer
7442Visninger
AA

10. - Tårer over en uglemt pinsel

November 1943
 

En klokke ringede ved døren. Jeg så hen hvor en ny kunde trådte ind i manufakturhandleren. Ingeborg tog glædeligt imod hende, og jeg vendte igen blikket mod de opmaskerede strømper jeg var ved at pakke ind.
"Femogtyve øre." Jeg rakte pakken til en herre med hat og stok. Han rakte mig en mønt.
"På gensyn." Han vendte om og forlod butikken. Det pinte mig hver gang klokken ringede. Hver gang en ny kunde bedte om et stykke tøj. Alt pinte mig, fordi det mindede så frygteligt meget om Birgit.  Folk gik frosne udenfor gennem november sneen. Jeg skimtede Enkefrue Petersen i døråbningen og skyndte mig straks hen for at stå til rådighed.
"Hvad bringer Dem herhid?" spurgte jeg med min høflige dis stemme.
"Jeg skulle have en julekjole. Helst fra den nye kollektion." Hun rettede på sin store brune hat. 
"Så gerne." Mit blik gled hen over uret, mens jeg viste Enkefrue Petersen hen mod den nyeste julekjole. Der var tyve minutter til vi lukkede. Uret mindede mig om det store ur der hang over disken hos Birgit. Jeg skar en grimasse. Enkefrue Petersen så forarget på mig.
"Vil De så lade være med så stå og unydelige gøre Deres ansigt." vrissede hun. Jeg undskyldte hurtigt og viste hende kjolen. Den var tætsiddende i en violet lilla farve.
"Den farve er jo afskyelig!" hvinede hun. Jeg sukkede. I mit hoved kørte der stadig stemmer rundt.
 "Du er ussel."
"Dit kryb!"
Birgits øjne der strålede af had og raseri. Kæden om hendes hals der var et tegn på at vi var veninder, knust. Mit blik fokuserede igen på virkeligheden. Jeg så Ingeborg komme over mod mig.
"Lad mig overtage Enkefrue Petersen." Hun så bekymret på mig og forsøgte så at forklare Enkefruen på en høflig måde at den ikke fandtes i andre farver. Forvirret stillede jeg mig hen bag disken og prøvede at ryste Birgit ud, men i stedet blandede der sig en anden stemme ind i. En stemme der pinte mig tusinde gange mere end Birgits.
"Ich liebe dich." Fritz tyske stemme blandede sig ind med nogen af de få tyske ord han havde lært mig. Jeg havde haft det i skolen, men havde altid været umådelig dårlig. Længslen kaldte. Det var som en forbandelse der lå over mig. Jeg blev nogle gange i tvivl om hvor længe jeg kunne holde ud at være væk fra ham.

 Han klemte mig så hårdt ind imod sig at jeg gispede efter vejret. Hans blik var flygtigt rettet mod Birgits bror, der ladede sit gevær mod ham.
"Har du ingen skam? Hun er uskyldig!" råbte Fritz.
"Hun er mindst ligeså værst som dig. Jeg har måtte lide for at hun talte over sig!" Intetheden bag Birgits bror blev langsomt til halvdøde folk med sygdomme værre end pesten og store skader.
"Hun har aldrig slået nogen ihjel!"
"Ikke andre end mig. Og snart dig." Jeg så det hele oppefra. Hvordan han trykkede aftrækkeren ind og kuglen skød ud og ramte Fritz i brystet. Han faldt om og så blødende på jorden. Jeg faldt mod ham, men Birgits bror standsede mig.
"Og snart også sig selv!" De afmagrede skikkelser bag ham lo en uhyggelig latter. Fritz fyldte alt i mit hoved, mens de langsomt samlede sig i en cirkel omkring min døende elsker og jeg.

 Anna, jøden vi også delte loft med, ruskede i mig.
”Lisa. Lisa. Det er bare en drøm." Sveden drev ned af min pande. Der var tårer på min pude. Mit åndedrag var hurtigt. Hun trak mig op og lagde armene om mig. Selv i mørket kunne man genkende hendes jødiske træk. Den store let krogede næse, de næsten sorte krøller og lyse hud. Hvis det ikke var fordi jeg vidste det ville jeg aldrig havde troet at hun var tyve år ældre end mig.
Hulkene gispede jeg hans navn igen og igen, mens Anna vuggede mig frem og tilbage. Langsomt vendte mine øjne sig til det dunkle loft. Kun et sølle vindue havde vi, og der var snævert med plads når vi var fire. Heldigvis var Ingeborg og jeg nede hos Esmaralda for det meste. For Anna og Otto, hendes otteårige søn, var det for farligt.
"Lisa. Det gør mig ondt at sige det, men han kommer aldrig tilbage." Annas stemme var streng, men alligevel trøstende. "Du bliver nødt til at komme over ham. Glemme ham." Jeg vidste hun havde ret, men jeg kunne aldrig komme over ham. Jeg var afhængig af ham.
"Jeg kan ikke." hviskede jeg.
"Du har intet valg." Det var barsk, men sandt.

 Jeg åbnede døren til kosteskabet og gik op af den skjulte trappe op på loftet. Jeg havde hænderne fulde. I den ene hånd en skål med grød til Otto og i den anden en til Anna. Anna sad på sengen og læste i den bog Ingeborg havde skaffet hende. Både Anna og Otto så slidte og grå ud. Ingen af dem havde været uden for i to år. Ingeborg sad og hjalp Otto med at løse de opgaver hun havde skrevet ned på en ternet blok. Jeg trak vejret dybt og forsøgte at sige det der havde pint mig hele morgenen.
"Jeg har været taknemlig for at jeg kunne bo her.." Både Anna og Ingeborg så overrasket op. Otto var i fuld gang med at regne et gangestykke ud. "Jeg bliver nødt til at rejse. Jeg må finde..." Jeg kunne ikke sige hans navn. Otto havde nu rettet øjnene mod mig.
"Rejser du?" Hans øjne blev store og blanke. Jeg nikkede.
"Du kan ikke rejse alene, og desuden har vi slet ikke råd til det!" råbte Anna lavmælt. Det skulle trods alt kun se ud som om der boede Ingeborg og jeg deroppe.
"Jeg har lagt penge til side hver måned siden jeg komme. Jeg bliver nødt til det!" Min stemme var langt fra hård, den knækkede over flere gange i sætningen.
"Lisa. Bliv her. Det er for lang en rejse. Trods vi bor i Sønderjylland, kan du ikke gå til Hamburg." Ingeborg rejste sig. "Lad os gå nedenunder og snakke om det her."
"Der er ikke noget at snakke om. Jeg kan bedre gå fra Sønderjylland til Hamburg end at blive her et sekund længere. Mit savn brænder mig op inde fra."
"Lisa," Ingeborg lagde en hånd på min skulder, "Græd ud og se realiteten i øjnene. Det er umuligt." Ingeborg trak mig med nedenunder for at skåne Otto for dramaet. Hun satte sig på bænken i det lille køkken og hældte en kop afstatningskaffe op fra Madame Blå kanden. Kaffen mindede mig om den kaffe vi blev nødt til at servere på caféen, fordi den anden var umulig at få fat på. Uden at ville det græd jeg ned i kaffen.
"Se på mig Lisa. Jeg elskede også en, men jeg har set virkeligheden i øjnene."
"Du er også sej. Jeg er et fjols." Ingeborg lagde armen om mig og lod mig græde ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...