At kysse fjenden

Året er 1943, og Danmark er besat af Tyskland. Den 17 årige Lisa bor med sin familie i en by, hvor de fleste i al hemmelighed er modstandere af tyskerne, bla. Lisas far, som deler illegale blade ud og lægger café til flere sortbørshandlere. Da Lisa en aften lister gennem mørket efter spærretid, hjem fra sin veninde Birgit, møder hun den tyske soldat Fritz. Lisa er lettere forvirret over Fritz' venlighed og bliver ikke mindre uskyldig da Fritz giver hende et kys. Aften efter aften banker Fritz på hendes vindue og deres forhold udvikler sig hurtigt. Men at være tysker-pige er ikke nemt at skjule, især ikke når der er store konsikvenserne hvis det bliver opdaget.

117Likes
151Kommentarer
7266Visninger
AA

13. - Sig til dem at vi er på vej

Vi kunne snildt være i den store ladvogn Kurt kom kørende i. Ingeborg satte sig ved Kurt i førerhuset. Egentligt kunne der godt havde været tre, men jeg satte mig alligevel på ladet ved bagagen. Vi kørte i modvind, til fordel for mig, der så bag førerhuset sad i læ. Først da vi var kommet et stykke uden for byen, slog det mig at det krævede både visum og rejsetilladelse at køre over grænsen, og jeg begyndte også at spekulere over hvor benzinen egentligt kom fra. Birgit havde haft en bil, men siden krigen havde de ikke kunne køre i den, fordi kun folk der havde et livsnødvendigt erhverv fik, alt andet blev brugt i krigen. Jeg skød hurtigt tanken om Birgit væk igen. De sorte huller var stadig ikke udfyldt endnu.
Vinden rev i mit hår og peb i mine øre, og jeg overvejede at stoppe bilen og kravle ind mellem Fritz og Ingeborg. De smilede til hinanden, og Ingeborg havde røde kinder, kunne jeg se gennem den duggede rude ind til førersædet. Trods mine bekymringer om hvordan vi kom til fjendens land, var jeg frejdig til mode. Jeg sendte en god tanke til Anna, Otto og Dahlia. Ingeborg havde fået lov til at låne en telefon og havde fortalt dem om vores rejse. Jeg ville ikke snakke med dem, i frygt for at de ville være sure over at jeg havde fået den idé, at vi skulle helt til Tyskland for, at finde ham som de i evigheder havde fortalt mig at jeg skulle glemme. Jeg var ikke altid den kloge, og det var et vidunder at folk alligevel gjorde som jeg sagde. Den glade følelse af at, vi var på vej gav mig en trang til at synge. Selvom vinden stjal mine ord begyndte jeg alligevel at synge en gammel klassiker af Liva Weel som far havde mange plader med.
"Glemmer du
så husker jeg det ord for ord
Alting brast..." Mine stemme var hæslig, så det var nok meget godt at vinden slugte det hele. Jeg ville heller ikke tænke for meget over teksten, den gav mig den frygtelige indskydelse om, at Fritz havde glemt mig. Og på trods af blæsten sad jeg med tåre i øjne da jeg afsluttede sangen. For at besvare det gode humør, fortsatte jeg med endnu en Liva Weel sang, en med en lidt mindre betydningsfuld tekst. Efter ’Et lille kys eller to’ og ’Lad det boble’ var min stemme helt hæs, i et forsøg på alligevel at overdøve vinden og motoren. Jeg bankede på ruden ind til Ingeborg og Kurt for at få dem til at stoppe bilen. Forfrossen krøb jeg sammen i midten af sædet. Kurt fik mit humør op igen med en vits og latteren fyldte bilen.
"Hvor har du egentligt benzinen fra?" spurgte jeg, da jeg var mere eller mindre optøet.
"Det er jo hospitalets eller lægens bil, så vi får benzin selv i disse tider. Selvom jeg faktisk skal hente nogen genstande en jødisk familie glemte i deres hjem." forklarede Kurt og fortsatte lavmælt, "Den bliver mest brugt til at bringe jøder til Sverige."
"Det er modigt, at I tør det!" udbrød Ingeborg og rettede på sit lange brune hår.
"Vi er fremme ved grænsen om godt en time, vi skal nok stoppe et par kilometer før, for jeg regner ikke med, at I har rejsetilladelse?"
"Nej.." tøvede Ingeborg.
"Det er intet problem, dette er jo en bil der er beregnet til at skjule folk i." Kurt blinkede til Ingeborg og tog hendes hånd. "Åhh In-geborg vil du gifte dig med mig? Så køber jeg en spegesild..." Han brød ud i sang og straks stemte jeg i. Ingeborg blev helt rød i hoved, men smilet var ikke til at tørre af hendes læber.
 
Lidt før grænsekontrollen standsede Kurt bilen og bad os stige ud. Da vi så, at ingen var i nærheden fjernede han det ene sæde og viste os et skjult rum under ladet.
"Det er lige præcis plads til to tynde sild som jer." Kurt klemte om Ingeborgs talje så hun hvinede op. Han grinede. "I kommer nok til at ligge derinde i en times tid, de er altid meget langsomme med at lade én komme igennem. I skal ligge helt stille hvis det skal lykkes." Tanken om at ligge i det snævre rum var ikke rar, men hvis det var det der skulle til for at se Fritz gjorde jeg det gerne.
"Skynd dig!" sagde jeg før jeg lod mig glide ind. Der var ikke helt mørkt derinde for der var nogen små revner i ladet, som så også gjorde at vi måtte fryse. Jeg lagde mig på ryggen, da jeg fandt det som den mest behagelige stilling, at ligge i i en time, for der ikke var plads til at rykke sig når man lå to. Ingeborg gled ind ved siden af mig og gjorde at jeg følte mig endnu mere indelukket. Kurt satte sædet tilbage igen og startede motoren. Da vi begyndte at køre sev der mere luft ind hvilket resulterede i at det blev koldere, heldigvis stoppede vi ganske kort efter.
Der var stilhed et par sekunder hvor jeg kun kunne høre Ingeborgs vejrtrækning og Kurts skridt udenfor. Jeg blev nødt til at stole på ham, for i princippet kunne han godt bare efterlade os, og sædet var låst fast så man kun ved hjælp af en hemmelig lås kunne få det op. Faktisk kunne vi være låst inde for evigt. Jeg åndede lettet op da jeg hørte hans stemme tale med en anden dansk kvindestemme.
"Må jeg starte med at se Deres bagage."
"Ja." Jeg kunne høre Kurt løfte rygsækken op og damen gennemrode den.
"Ja. Hvad vil du i Tyskland?" Hendes stemme var kold og ikke til at placere.
"Jeg er repræsentant for Hjortebæk Hospital og skal have et møde med chefen i Hamburg, om at flytte nogen af patienterne, der kommer hjem fra krig til vores hospital." Hans historie lød troværdig og ikke et sekund trak han på det.
"Du er ellers ung." bemærkede damen og mit hjerte stoppede et øjeblik. Var han afsløret?
"Jeg køre ærindet for min far, han er nede med høj feber. Normalt læser jeg til læge." Jeg forestillede mig hele samtalen for mit indre blik, selvom jeg ikke anede hvordan der så ud ved grænsen.
"Mmm... Hvad hedder du og kan du række mig dit visum?" Hun lød som om hun havde godtaget historien.
"Kurt Jensen." Jeg kunne høre ham rode i en taske og række noget frem. Min ryg var øm, selvom vi langt fra havde ligget hele tiden ud, og så var jeg frygtelig tørstig. Mine øjne var lukkede, og jeg prøvede at falde i søvn så tiden ville gå hurtigere. Jeg kunne mærke at Ingeborg også var anspændt. Vi lå musestille, mens damen læste Kurts papirer.
"Kan jeg veksle halvtreds kroner?"
"Her og nu kan du gå videre," Kurt steg ind i bilen igen og kørte og stoppede så et kort stykke efter.
"Gutentag." hørte jeg en tysk mand hilse. 
"Goddag."
"Wie heissen Sie?" Mandens stemme var metallisk og hæs.
"Kurt Jensen."
"Darf ich Ihre Reisegenehmigung und Ihr Visum sehen?" Selvom jeg ikke forstod det meste tysk, kunne jeg forstå at han skulle læse Kurts papirer. Jeg kunne høre en lille lydløs hulken. Det var Ingeborg der græd.
"Ja," Manden rakte igen Kurt papirerne.
"Darf ich Ihr Auto untersuchen?"
"Med glæde." Jeg hørte skridt hen mod bilen og rygsækken blev igen løftet og gennemtjekket.
"Was haben Sie da?" Manden lød mistænksom, og min vejrtrækning blev til små gisp.
"Det er min søsters kjole. Hun bor på vejen så jeg lovede at bringe hende den." Panikken bredte sig i min krop. Hvis han ikke troede på ham, var det...
"Mmm," Jeg kunne høre deres skridt når hen til førerhuset og døren blev åbnet. I en lille sprække kunne jeg se et par lange tynde fingre glide hen langs sæderne. Helt klart på jagt efter låsen. Den ene finger nåede tættere og tættere mod låsen. Ingeborg stoppede helt med at græde og ingen af os trak vejret. Mens fingrene dansede hen over sæderne, begyndte manden igen at udspørger Kurt, om hvad han skulle i Tyskland, og hvilket erhverv han havde. Jeg bad til at han snart ville forsvinde. Mit hver kunne snart ikke holde længere.
"Wo arbeiten Sie?"
"Jeg læser til læge. Jeg skal ærindet for min far, han er syg." Spørgsmål på spørgsmål væltede ind over Kurt, som hver gang formåede at svare troværdigt. "Was wollen Sie in Deutschland? Was haben Sie in Deutschland zu tun?"  Han burde læse til skuespiller. Faktisk forstod jeg kunne halvdelen af spørgsmålene, tysk var et af de fag jeg altid havde fået g i eller til tider g-, og det var kun fordi min lærer havde medlidenhed med mig.. Selvom Kurt svarede på dansk lød han til at forstå det hele. Mine lunger skreg efter luft og til sidst forsvandt de lange fingre. Da manden helt og holdent havde bevist, at man ikke kunne knække Kurt kørte han videre. Vi kørte i lang tid før vi stoppede ind til siden. Tid hvor jeg bare lå og ønskede at han ville stoppe.
Følelsen af at være spærret inde var forfærdelig. Jeg havde trang til at slå og sparke og skrige. Da vi endelig holdt ind, var det på en ret øde mark dækket af sne. Jeg turde ikke bevæge hverken mine tæer eller fingre i frygt for at de ville falde af. Kurt låste sædet og tog det af. Lyst skar i øjnene og jeg kneb dem automatisk sammen. Ingeborg begyndte at hulke højt. Hun led af klaustrofobi. Kurt tog om hendes arme og trak hende ud, derefter kravlede jeg ud.
Det var en fantastisk følelse at være fri igen. Kurt havde armene tæt om Ingeborg, der var helt hvid i ansigtet, mens jeg løb rundt og fejrede mine frihed. Vi var i Tyskland og vi var på vej! Jeg vendte mig mod Kurt og Ingeborg igen og blev mødt af et overraskende syn. De kyssede. Meget kyssede. Det gav mig et stik af jalousi at Ingeborg havde fundet sin Fritz nu. Selvom vi kun havde kendt hinanden i lidt over tre måneder, gjorde det ondt at vide at hun nok ikke fulgte mig til vejs ende med Fritz. For det var tydeligt at se at de var som bundet sammen. Jeg vendte mig om og satte mig med en følelse af ensomhed i græsset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...