At kysse fjenden

Året er 1943, og Danmark er besat af Tyskland. Den 17 årige Lisa bor med sin familie i en by, hvor de fleste i al hemmelighed er modstandere af tyskerne, bla. Lisas far, som deler illegale blade ud og lægger café til flere sortbørshandlere. Da Lisa en aften lister gennem mørket efter spærretid, hjem fra sin veninde Birgit, møder hun den tyske soldat Fritz. Lisa er lettere forvirret over Fritz' venlighed og bliver ikke mindre uskyldig da Fritz giver hende et kys. Aften efter aften banker Fritz på hendes vindue og deres forhold udvikler sig hurtigt. Men at være tysker-pige er ikke nemt at skjule, især ikke når der er store konsikvenserne hvis det bliver opdaget.

117Likes
151Kommentarer
7266Visninger
AA

5. - På dus med en tysker

August 1943
 

En klokke ringede da jeg åbnede døren til manufakturforretningen.
"Lisa." Birgit tog smilende imod mig. "Hvad med dig, har du fundet nogen faldskærme? Vi syr dem om ude i baglokalet, nu skal du se." Hun tog fat om min arm og trak mig ivrigt med ud bagi, hvor en kvinde sad og syede. I bordet var der en hemmelig skuffe, vidste jeg, der lå alle de ting Birgits bror brugte når han var med i sin modstandsgruppe. Det gav mig et stik i hjertet hver gang jeg så på noget modstandsbevægelsen brugte. De brugte det mod folk som Fritz. Folk som de ikke kendte. Folk som bare var på ufrivilligt arbejde. Det havde Fritz mindet mig om engang da vi snakkede om modstandsfolkene.
"Kom med op! Jeg har noget jeg skal vise dig." Birgit trak i ærmet på fars gamle skjorte, som nu var syet om til en kjole. Jeg bed mig i læben for ikke at gabe af træthed, Fritz tog mine nattetimer med mere rabalder end luftalarmerne, og løb op af trappen til Birgits lejelighed. Det var let at se at hendes forældre var rigere end mine. De havde boet her i mange generationer, mens mine forældre flyttede hertil, da min mor blev gravid med mig. Og selvom de også var ramt af besættelsen, var de ikke fedtede med at give penge til Birgit. Nogen gange kunne man godt mærke at hun var forkælet, for hun blev altid meget stædig, hvis hun ikke fik sin vilje.
"Se her." Birgit trak mig ned på hendes seng og åbnede en lille æske. I den var to perlekæder. "Venindekæder." Hendes store brune øjne strålede af forventning. Jeg smilede, men inden bag mit smil var der panik. Jeg kunne ikke tage imod den, hvis hun vidste at jeg var en tysker pige ville hun aldrig havde givet mig den. Så ville hun havde skreget at jeg var uhumsk og mit fædreland utro. Men den længsel han slukkede ved bare en enkelt berøring var så stor, at jeg aldrig kunne sige fra. Jeg sank og lod Birgit låse kæden fast om min hals. Som om hun låste mig fast til løgnen om at jeg stadig var god.
"Det er sødt af dig." var det eneste der kom ud af min mund.
"Det var så lidt, jeg fik jo alligevel to." Man kunne høre hvordan hun nød at blive rost. "Min far købte dem, da han var i København." Jeg nikkede, og prøvede at virke interesseret, men det eneste der fyldte min tanker var, at hun ville hade mig, hvis hun kendte mig. Den ene halvdel af mig var lykkelig over at have en veninde som Birgit og den anden del af mig var lige ved at græde over at hun ikke kendte mig mere.

To bank på mit vindue. Mit hjerte sprang op i halsen på mig, og jeg lukkede ham hurtigt ind. Fritz.
"Lisa." sagde han med sin tyske accent. Han lagde armene om hofterne på mig og kyssede mig. To vidunderlige sekunder væk fra alting, men så trak jeg mig tilbage.
"Det er forkert."
"Men du elsker det." Han lagde sin ene hånd på min kind. "Du elsker mig."
"Jeg burde ikke engang være på dus med dig." Jeg så ned, men fik så øje på uniformen. "Alt hvad jeg ser, alt hvad jeg gør, minder mig om dig. Minder mig om at jeg lever i en løgn. At jeg er uhumsk."
"Du er ikke uhumsk, Lisa, du er den kønneste kvinde jeg nogensinde har set." Hans grønne øjne lyste op i mørket.
"I dine øjne, ja, men i de andres, der er jeg en nazi-tøs." En tåre trillede ned af min kind. Han tørrede den væk og fjernede en lok hår fra mit ansigt. "Jeg har levet i en løgn i to måneder nu. Jeg ved ikke om jeg kan klare det mere." Når jeg så på ham i mørket kom alt min bekymring ud, men ikke engang for ham kunne jeg sige sandheden. Alt om modstandsbevægelsen og sortbørshandel hørte til i den anden side af min hjerne. Det var vanskeligt.
"Du skal vide..." En lyd fik os begge til et fryse. Fodtrin. Jeg holdt vejret.
Fodtrinene stoppede lige uden for min dør. Mit hjerte kunne høres i miles afstand. For mit indre blik kørte film, billeder.
Skaldede piger.
Øgenavne.
Had.
Hvide prikker dansede for neden af mit blik, på grund af iltmangel. Personen blev stående i en evighed, mens jeg afventede min dommedag. Fritz klemte mig ind til ham. End ikke hans tryghed kunne overdøve min panik.
Fodtrin igen, væk fra os. Tavshed. Lettet trak jeg vejret igen.
"Gå." hviskede jeg. Mit blik blev atter klart igen, og jeg ønskede jeg kunne bede ham om aldrig at komme igen.
 

 
Jeg satte min taske bag bardisken i caféen og gik op af trappen til de fire loftsrum, hvor vi boede. Badeværelset, mine forældres soveværelse, mit soveværelse og opholdstuen.
"Lisa?" Jeg vendte mig om og så efter min mor. "Gider du ikke lige komme ned et øjeblik?"
"Jo." Mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Havde hun fundet ud af det? Hvad ville hun gøre? Hvem havde sladret? Jeg gik nervøst hen til mor bag disken.
"Du er altid så træt om morgenen." Jeg holdt vejret. "Hvad skyldes det?"
"Jeg glemmer bare tiden når jeg læser." Jeg rystede let på hoved.
"Du må lægge dig til at sove i god tid, du skulle nødig få dårlige karaktere. Jeg kan se at du kun har fået et mg til sidste prøve og tre g+, du må tage et stramme dig lidt op." Jeg nikkede lydigt og åndede lettet op. "Frøken Kaspersen siger at du tit er træt i timerne."
"Undskyld mor." stammede jeg.
"Vil du ikke være sød at hjælpe til med at servere, der er altid så travlt om fredagen?"
"Jo- jo selvfølgelig."
"Kaffen er til hr. Andersen og den herre der over." Jeg tog bakken med erstatningkaffe og bar den over til herrerne. Efter et par iagttagelser bag disken havde jeg hurtigt spottet at Andersen var sortbørshandler.
"Sukker?" spurgte jeg og satte bakken mellem dem.
"Ja, det ville være dejligt." Andersen smilede og rakte mig et rationeringsmærke og en én krone. 
"Hvad hedder sådan en ung dame som dig?" spurgte den anden herre der så ud til at være jævnaldrende med min far.
"Lisa Skjern, min far ejer caféen." Jeg nejede let og forsvandt igen. Jeg ville ikke se på dem handle. De var mod mig. Mod halvdelen af mig. Den forkerte halvdel. Mit blik flakkede rundt på den fyldte cafe. Alle var imod mig. Menneskerne der sad og drak kaffe, far der sad og spillede en munter melodi på klaveret, mor der var på vej ned af trappen bag disken ned til køkkenet. Selv den ene halvdel af mig var mod mig. Bag mig kunne jeg høre deres handel om det "brune".
 
"Hitler-kvinde!"
Jeg missede mod solen og så rundt i skolegården efter råbene. Et par drenge fra 3.g kastede små sten efter Ingeborg der lå krympet sammen i hjørnet. På hendes højre kind var et stort forbrændings mærke. Den kind Fritz hånd altid lå på. En kuldegysning løb gennem mig. Fej som jeg var så jeg væk. Et kort sekund fangede jeg en tysk soldats blik i et af vinduerne. Ingeborgs kæreste. Ville Fritz også bare se på mig, hvis det blev opdaget? Ville han bare lade dem kaste sten efter mig? Birgit trak mig modvilligt hen mod drengene.
"Spyt på hende!" Hun smilede udfordrende til Claus.
"Du er ikke klog, Birgit." Han grinede og samlede spyt i munden.
"Jeg er klogere end hende." Hun slap min hånd og gik hen ved siden af Claus. Jeg ville ønske jeg kunne råbe at de skulle stoppe, men i stedet kørte jeg nervøst hånd gennem håret og bad om et mirakel. En spytklat ramte Ingeborgs lår. Hun rejste sig fortvivlet op og løb barfodet over asfalten, og videre om bag en tysk kampvogn. Tåre gled ned af hendes kinder.
"Vil De straks stoppe!" lød en stemme bag os. Claus tog Birgits hånd og sammen løb de efter Ingeborg. Jeg vendte mig mod en lille, buttet tysk soldat. De to andre drenge stak også af, og alene stod jeg ved den bare mur med hans blik rettet mod mig. Løbe, jeg ville løbe.
"Vil De komme med mig unge dame." Det var ikke et spørgsmål, men en ordre.
"Hun var jøde!" Min hånd fløj op for min mund for at samle ordene ind igen. Han mumlede noget på tysk og kom så med et gebrokkent tak. At være jøde gav en gratis bilet til det rene helved. Koncentrationslejre. Det var den rene død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...