At kysse fjenden

Året er 1943, og Danmark er besat af Tyskland. Den 17 årige Lisa bor med sin familie i en by, hvor de fleste i al hemmelighed er modstandere af tyskerne, bla. Lisas far, som deler illegale blade ud og lægger café til flere sortbørshandlere. Da Lisa en aften lister gennem mørket efter spærretid, hjem fra sin veninde Birgit, møder hun den tyske soldat Fritz. Lisa er lettere forvirret over Fritz' venlighed og bliver ikke mindre uskyldig da Fritz giver hende et kys. Aften efter aften banker Fritz på hendes vindue og deres forhold udvikler sig hurtigt. Men at være tysker-pige er ikke nemt at skjule, især ikke når der er store konsikvenserne hvis det bliver opdaget.

117Likes
151Kommentarer
7201Visninger
AA

11. - Når fortiden besøger nutiden

Ingeborg smilede til mig hen over disken. Jeg sendte et halv smil tilbage. Jeg blev sindssyg af dag ud og dag ind at stå i den samme forretning og betjene de samme kunder. Jeg havde drømme der skulle opfyldes. At finde Fritz overgik dem alle, men der var også mere almindelige drømme som for eksempel at færdiggøre gymnasiet og videreføre min fars café, en drøm der ikke længere var en realitet. Igen vendte jeg blikket mod min kunde, Konsulinden.
"Ser den her ikke pragtfuld ud." Hun drejede engang rundt i så skørterne om den blå kjole flagrede. Jeg nikkede.
"De ser formidabel ud Konsulinde." Den lille klokke over døren ringede og mit blik gled et kort sekund hen mod døren. Så snart mit blik mødte hendes så jeg væk så hurtigt jeg kunne. På et øjeblik skiftede hendes øjne fra glæde til had. Og hun ville ikke lade mig slippe. Birgit.
"Far!" Jeg kunne mærke hendes blik brænde i min nakke, mens hun prøvede at få kontakt til sin far. "Det er hende der sladrede om Bjørn. Hende tyskertøsen." Hendes stemme var så klar at man kunne høre det i hver en krog af butikken. Alle kiggede mod Birgit og derefter mod mig. Ingen sagde noget, men udvekslede bare foragtfulde blikke. Konsulinden rykkede et par skridt bagud og mumlede noget meget hurtigt før hun fandt en anden ekspedient. Jeg mærkede negle borde sig ned i min skulder.
"Du er død." hvislede hun og forsvandt gennem mylderet af folk. Jeg mødte Ingeborgs blik. Hun smilede ikke mere. Angsten stod malet i hendes ansigt. Vi var afsløret.

 En sten mod ruden vækkede mig op fra endnu en nats mareridt. Jeg rejste mig hurtigt og fór over til vinduet. Jeg tjekkede man ikke kunne se Anna og Otto, før jeg trak mørklægningsgardinet en lille smule til side. Skældsordene var tydelige selv gennem vinduet. Endnu en sten ramte og latter gik gennem den lille gruppe. Ingeborg stod på et split sekund bag mig. Jeg vendte mig mod hende.
"Vi bliver nødt til at flygte inden de ødelægger ruden og os. Det er en alt for stor risiko for både alle. Både Dahlia og os." Dahlia var enkekonen der boede nedenunder. Hun nikkede let selvom, jeg kunne se, at hun ville sige mig imod.
"Lad os pakke!"
"Skal det virkelig gå så hurtigt, Lisa?" Hun så angst på mig og trak gardinet for igen.
"Se realiteten i øjnene." citerede jeg hende, "Jo hurtigere vi er væk, jo hurtigere er vi i sikkerhed. Jeg har min opsparing og du har vel også penge?" Hurtigt tog jeg den smule tøj, jeg havde og smed den ned i en gammel rygsæk, sammen med et par af mine andre ting. "Vi har begået en lille fejl, vi er dømt resten af livet. Så må vi vel hellere sørge for at det liv vare længere. De er værre end de selv tror."
Ingeborg satte sig på den madras hun havde at sove på. Kun Anna og Ottos sovende åndedrag var at høre.
"Vi kan rejse i morgen nat." Stemmen var kun en hvisken. Et stik af dårlig samvittighed ramte mig da jeg så Ingeborgs triste øjne. Det var min skyld at vi skulle flygte. Det var min fortid der havde besøgt min nutid. "Men hvorhen?" Hun vidste, jeg ikke kendte svaret.
Jeg så hen på Anna og Otto. På de tre måneder jeg havde boet på loftet, havde jeg lært dem at kende som to fantastiske mennesker. Anna var viljestærk, ambitiøs og ligeglad med hvad andre sagde om hende. Otto var betænksom, venlig og omsorgsfuld. Det var skæbnens ironi at de to mennesker skulle lide under Hitlers pres bare på grund af deres tro. Jeg ville savne dem mindst ligeså meget, som jeg savnede mor og far og Birgit. Også Dahlia som havde passet på os og givet os husly og mad, ville jeg savne. Hendes gavmildhed og varme.
De havde været som en familie, som jeg nu skulle skilles fra igen. Igen skulle jeg rives væk fra alt kærlighed på grund af det hagekors som i alles hjerne stod malet på både Ingeborg og jeg. Bare fordi vi havde fundet vores livs mening. For mit vedkomne Fritz.
For hver sten der ramte ruden steg frygten for at den skulle springe. Ingeborg lå og skrev i sin dagbog med tårer i øjnene. Jeg lagde mig uroligt ned for at få min nats søvn. Der var meget der skulle nås dagen efter, når vi skulle flygte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...