At kysse fjenden

Året er 1943, og Danmark er besat af Tyskland. Den 17 årige Lisa bor med sin familie i en by, hvor de fleste i al hemmelighed er modstandere af tyskerne, bla. Lisas far, som deler illegale blade ud og lægger café til flere sortbørshandlere. Da Lisa en aften lister gennem mørket efter spærretid, hjem fra sin veninde Birgit, møder hun den tyske soldat Fritz. Lisa er lettere forvirret over Fritz' venlighed og bliver ikke mindre uskyldig da Fritz giver hende et kys. Aften efter aften banker Fritz på hendes vindue og deres forhold udvikler sig hurtigt. Men at være tysker-pige er ikke nemt at skjule, især ikke når der er store konsikvenserne hvis det bliver opdaget.

117Likes
151Kommentarer
7257Visninger
AA

3. - Mod en tysk skulder

Maj 1943

En høj sirene startede. Jeg sprang op af min seng, og tjekkede, at mørklægningsgardinet var trukket for. Derefter løb jeg barfodet, med min dyne under armen, ned af trappen, rundt om bardisken og ned i køkkenet. Jeg vidste, at mor og far ikke ville komme herned, de var, som alle andre, trætte af den, alt for tit, falske alarm. Mine øjne vænnede sig hurtigt til mørket, men jeg skulle alligevel famle mig hen mod slagbænken. Jeg lagde mig på den kolde overflade, men kunne ikke sove for den høje luftalarm.
Når jeg strakte mine ben stødte mine tæer ind i vores gamle radio. Hos Birgit havde de en B&O radio, som også kunne høre lange signaler, men det havde vi ikke råd til, især ikke nu i krigen. Oven på radioen stod kassen med rationeringsmærkerne, den var låst med en nøgle som lå under dørmåtten ned i køkkenet. Mit blik gled rundt blandt de mange ting i det lille rum.
Jeg pressede mit ene øre ned mod slagbænken for at lukke luftalarmen ude. Jeg blev altid så frygteligt bange for, at der ville komme skyderi. Flere timer lå jeg søvnløs før den indgående sirene stoppede. Træt gik jeg op i mit værelse igen, mens panikken langsomt gik over.
 
Birgit holdt fast om mit håndled.
"Sov nu hellere her. Det er langt efter mørkets frembrud, du bliver bare taget!" Hun så med et bekymret blik på mig. Hendes nøddebrune øjne var svære ikke at føle med.
"Der er ingen der ser mig, lad mig nu bare gå." Jeg så bedene på hende og trak ned i dørhåndtaget. Hun slap langsomt.
"Jeg burde ikke lade dig gå. Men .... pas nu på dig selv, Lisa." Jeg nikkede og trak min frakke på.
”Vær ikke bekymret, jeg klarer mig." Jeg gav hende et hurtigt kram og forsvandt ud af døren. Mørket havde lagt sig over byen, men mine øjne vænnede sig hurtigt til mørket. Jeg drejede om et gadehjørne og fortsatte ned af skomagergade. Jeg havde været hos Birgit så tit, at jeg kunne vejen i søvne.
"De kan da ikke gå alene når det er så mørkt." Jeg gispede og stod helt stille. Skrækken bredte sig i min krop. Skridt nærmede sig bagfra. Panik. "Lad mig hellere følge dem." Den tyske soldat tog om min hånd. "Bare rolig, jeg sladre ikke." Jeg kunne ikke andet end stole på ham.
"Det er venligt af Dem..." stammede jeg.
"Hvad hedder sådan en fin ung frue så?"  Han talte godt dansk, men havde stadig en fremtrædende tysk accent. Vi begyndte at gå. Et eller andet fik mig til at føle mig tryg ved ham, på trods af, at han burde arrestere mig for at være ude efter spærretid.
"Lisa Skjern, min far ejer caféen i Købmagergade." Han klemte om min hånd, og en vidunderlig følelse, som ikke burde være der, gik gennem min krop.
"De er en yndig pige." Ubevist standsede jeg op.
"Synes du?" Der var masser der havde sagt, at jeg var smuk, men den måde han sagde det på fik mig til at tro, at det rent faktisk var sandt.
"De er ligeså smuk som en rose når den springer ud." Han førte en af mine lyse lokker om bag mit øre. Mine øjne mødte hans i mørket. Vi fortsatte i tavshed. Min forstand var i panik. Han virkede udspekuleret, med den måde han fik mig til at føle mig tryg på. Der var noget mystisk ved ham. Noget der gav mig lyst til at løbe. Noget der gav mig lyst til at klamre mig tæt mod ham.
"Jeg har ventet på dig. I tre år."
"Hvor- hvordan?" Han tog min hånd og stoppe mig igen. Trygheden vaklede. Han tog om mig og træk mig ind til sig. Forskrækket mistede jeg vejret. Panikken brød igennem den hullede tryghed.
"Lisa." Han hånd gled op under min bluse, og en ubehagelig følelse gik gennem mig.
"Lad være med at røre mig." hviskede jeg fortvivlet. Hans hånd nåede længere og længere op. ”Slip mig." bad jeg igen. Mit åndedrag var hurtige små vejrtrækninger, som aldrig nåede helt ned i lungerne.
"Slip mig!" skreg jeg og rev mig løs. Jeg løb så hurtigt jeg kunne væk. Væk fra den falske tryghed han gav mig. Men da jeg løb var der alligevel en længsel efter noget fremmedartet. Noget nyt. Noget forkert.
"Lisa!" Hans råb gjaldede efter mig i gaderne. Forpustet slog jeg døren op til caféen og låste den efter mig. Panisk klamrede jeg mig til døren, mens jeg prøvede at samle mig selv. Lydløse tåre badede mine kinder som hviskendes vandfald.
 
Claus rakte en cigar hen mod mig.
"Jeg ryger ikke." svarede jeg stift.
"Kom nu, jeg har skaffet dem fra min far. De er ikke farlige." Jeg rystede igen på hoved, og Claus sendte mig et misbilligende blik, før han rakte æsken til Birgit som tog en.
"Det er ellers rart." Birgit så på mig. Vinden legede let med hendes mørkebrune hår. Det var hende der ville være sammen med Claus og de andre drenge fra 3.g. Lasse pustede en stor røgsky hen mod mig.
"Det er heller ikke for små piger." Han slog en hæs latter op. Birgit så fornærmet på ham, og sugede så ind. Claus lagde armen om hende. Det så lidt sjovt ud med den lave let buttede Birgit og den høje Claus. Birgit fik hvad hun ville, og Claus var en af de ting. Jeg trådte et par skridt tilbage, da jeg fik et chok. En mand rømmede sig bag mig. Jeg vendte mig hurtigt om. Soldaten fra gårsdagen. Jeg rystede fortvivlet på hoved og bakkede hen mod gruppen igen.
"Må jeg tale med Dem, unge frue?" Han nikkede mod mig. Jeg mærkede alles mistænksomme blikke brænde mod mig. Halvkvalt nikkede jeg. Han trak mig om bag en tyskervogn.
"Undskyld." Han tog mine hænder.
"G- g- gå.." stammede jeg panisk.
"Rolig, Lisa. Vil De ikke nok tilgive mig?" Han så bedene på mig. Jeg ville ønske nogen ville bryde ind. Angstfyldt fulgte jeg hans hænder med mit blik.
"Vil De ikke forsvinde." Jeg var på nippet til at græde.
"Kom her." Han lagde armene om mig og den forvirrende tryghed bredte sig i mig. Han aede mit hår, mens jeg græd i hans skulder.
 
Næste morgen lå der et brev fra ham, tydeligt adresseret til mig, på bardisken.
Mød mig i nat ved dit vindue. Fritz.
Jeg krøllede seddelen sammen og rev den i småstykker. Jeg havde set der før. Tyskerpigerne. De udstødte. Dem som alle sendte blikke efter på gaden, mens foragten bredte sig i deres ord. Min mor ville aldrig lade mig gøre det. At jeg overhoved havde ladet ham holde min hånd var nok til stuerest i flere år.
Jeg kyssede hurtigt min far farvel med et stik at dårlig samvittighed og løb af sted mod det store egetræ, hvor jeg plejede at møde Birgit før vi følges hen til gymnasiet. Det meste af vores gymnasium var blevet overtaget af tyskere, så hele årgangen var blevet slået sammen. 1.g blev nu undervist i pigernes gymnastik sal, 2.g i drengens og 3.g på skolens loft.
Da jeg mødte Birgit ved træet kunne jeg ikke få mig selv til at se hende i øjnene. Næsten alle mænd i byen var med i modstandsbevægelsen, mod alle tyske soldater, og jeg havde flere gange mistænkt Birgit for at hjælpe sin bror lige lovligt meget.
"Har du hørt at Ingeborg fra 2. har ligget med en tysker. Hendes far opdagede hende, og smed tyskeren ud med det samme. Ulrik siger at han kunne høre hendes far slå hende, og at han så hende i går morges, helt blå og gul." fortalte Birgit ivrigt. Jeg sank en klump.
"Kærlighed gør blind."
"Ja, mon ikke. Tænk at ligge med fædrelandets fjende! Gud bevar mig vel." Vi nærmede os gymnasiet. Jeg så Ingeborg sidde krympet sammen på en bænk i skolegården. Hun havde et stort blåt mærke på den venstre kind.
"NAZI-TØS!" Jeg vendte mig forskrækket om, i angst for at ordene var til mig, men drengenes blikke var hånligt rettet mod Ingeborg.
"Ha, det fortjener hun." fnøs Birgit og trak mig med ind. Hendes brune øjne strålede af foragt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...