At kysse fjenden

Året er 1943, og Danmark er besat af Tyskland. Den 17 årige Lisa bor med sin familie i en by, hvor de fleste i al hemmelighed er modstandere af tyskerne, bla. Lisas far, som deler illegale blade ud og lægger café til flere sortbørshandlere. Da Lisa en aften lister gennem mørket efter spærretid, hjem fra sin veninde Birgit, møder hun den tyske soldat Fritz. Lisa er lettere forvirret over Fritz' venlighed og bliver ikke mindre uskyldig da Fritz giver hende et kys. Aften efter aften banker Fritz på hendes vindue og deres forhold udvikler sig hurtigt. Men at være tysker-pige er ikke nemt at skjule, især ikke når der er store konsikvenserne hvis det bliver opdaget.

117Likes
151Kommentarer
7257Visninger
AA

8. - Man skal tabe før man kan vinde

Jeg vågnede ved en dytten og fór straks over til vinduet. En stor bil med mørke ruder kørte ind i skolegården. Det var morgen og alle gymnasie eleverne samles hurtigt omkring den. Jeg listede over de sovende mænd på gulvet og løb derefter ned af trapperne og ud i skolegården. Til mit held lagde ingen mærke til mig. Jeg skimtede en tysker tage fat omkring en af Birgits venner og vride hans arme om på ryggen. Det var mig der var stikkeren. De ville blive sendt i koncentrationslejr. Flere piger græd, da drengen blev ført ind i en mørk bil. Han gjorde modstand og råbte af tyskerne, men de ville vinde krigen. Jeg så resten af de drenge der havde overfaldet mig løbe, men soldaterne nåede at få fat i ærmet på Birgits bror og trak ham med ind i bilen. Birgits øjne strålede af had, og hun vende hurtigt blikket mod mig.
"Det var dig!" rasede hun. Alle kiggede på mig. "Dit kryb! Dit ... dit!" Hun slog ud med armene. "Jeg hader dig." Vredeståre flød ned af hendes kinder. "Du er ussel." Jeg klamrede mig op mod væggen bag mig og satte så i løb væk. Jeg løb, og løb, og løb. Væk fra det hele. Ud af byen. Hen af den stenede landvej på mine bare tæer. Uden at vide hvor jeg skulle hen. De havde for længst glemt at løbe efter mig. De ønskede jo også bare at jeg skulle forsvinde. Træerne blev tættere og tættere omkring mig, og lukkede det meste lys ude. Først da jeg hørte et råb efter mig stoppede jeg.
"Lisa!" Forskrækket så jeg mig omkring. En solbrændt pige med et ar i panden kom ud mellem træerne. Jeg genkendte hende ikke før hun fjernede en lok af sit, nu lang mørke hår. Ingeborg.
"Overlevede du?" Ordene snublede over hinanden på vej ud, og jeg glemte helt at være på dis.
"Jeg flygtede, ligesom dig." Hun var pænt klædt. I sandaler og en rødternet kjole.
"Hvor bor du nu?" Jeg var lige ved at tro at hun boede i skoven, ligesom Robin Hood og hans mænd.
"Jeg bor hos en gammel enke frue. Dahlia. Hun bor i hjertet af Hjortebæk, få kilometer herfra. Jeg bor på hendes loft sammen med Anne og hendes søn Otto, to jøder." forklarede hun. ”Skoven er bare så fredelig. Her kan jeg tænke over det hele. Prøve at forstå hvorfor jeg ikke måtte gøre som jeg gjorde. Hvorfor kærlighed skal straffes." Hun smilede. "Det er en god skov at tænke i synes du ikke?" Et kort sekund glemte jeg far, mor, Birgit og det hele.
"Du er ikke fortabt Lisa, bare kom med mig. Bare fordi du har mistet alt betyder det ikke at du ikke kan få noget igen, vel?" Hun tog min hånd som Birgit plejede at gøre. Hun talte til mig som om vi var veninder, og ikke som om jeg havde stået og set på hende blive ydmyget. Jeg tvivlede på hende. Jeg var ond, og det vidste hun ikke, men måske havde hun ret, måske kunne jeg blive god...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...