At kysse fjenden

Året er 1943, og Danmark er besat af Tyskland. Den 17 årige Lisa bor med sin familie i en by, hvor de fleste i al hemmelighed er modstandere af tyskerne, bla. Lisas far, som deler illegale blade ud og lægger café til flere sortbørshandlere. Da Lisa en aften lister gennem mørket efter spærretid, hjem fra sin veninde Birgit, møder hun den tyske soldat Fritz. Lisa er lettere forvirret over Fritz' venlighed og bliver ikke mindre uskyldig da Fritz giver hende et kys. Aften efter aften banker Fritz på hendes vindue og deres forhold udvikler sig hurtigt. Men at være tysker-pige er ikke nemt at skjule, især ikke når der er store konsikvenserne hvis det bliver opdaget.

118Likes
151Kommentarer
7526Visninger
AA

6. - Forfærdeligheder gennem sorte prikker

Han sirlige håndskrift svingede sig hen over det pæne brevpapir.
Jeg kan ikke komme i aften. Vi kan mødes i nat i skolegården. Din Fritz.
Han måtte være fra forstanden. Jeg kunne ikke forlade mit værelse efter spærretid. Det ville mor aldrig tillade. Jeg gemte seddelen i en gammel læbestift beholder, som jeg egentligt skulle havde fyldt op. Følelsen af den længsel han opslugte stredes mod fornuften, ligeså hårdt som Tyskland og Danmark. Mennesker var dumme. Krig og død ... og mig.
Mine fingre famlede om kæden fra Birgit. Den var som en lænke at have på. En lænke der sørgede for, at jeg holdt mig fra brunskjorterne. Forsigtigt mærkede fingrespidserne om de glatte perlemor kugler. Hvis jeg kunne havde jeg revet den af med det samme.
"Der er BBC." råbte mor nede fra køkkenet. Langsomt gik jeg, trin for trin, ned af trappen til caféen og videre ned bag bardisken ned til køkkenet. Jeg satte mig ved siden af far på slagbænken, mens mor prøvede at fange radiosignalet. Blandt en del radioskratten hørtes svage stemmer i mere eller mindre grad. Far lyttede intenst, men jeg kunne ikke koncentrere mig. Det eneste jeg fangede var "BBC fra London, den 4. august 1943, klokken er otte..."
Rastløst sad jeg og stirrede på radioen som jeg havde gjort hver aften siden, Fritz kom ind i mit liv. Siden der var alt for mange tanker i mit hoved til, at mit hoved kunne klare dem alle.

Mine øjne stod let på klem og blinkede konstant søvn væk, så jeg ikke skulle falde hen. Søvnen havde endnu ikke overmandet mig, da jeg rejste mig og trak et par tykke strømpebukser på, for derefter at liste ned i caféen. Jeg tog min jakke ned fra knagen og fjernede den lille klokke ved døren, så de ikke kunne høre mig gå. En sommervind kom mig i møde i nattens lune mørke. Den friske luft gjorde mig mindre træt, mens jeg famlede mig gennem mørket. Panikslagen for at møde en tysker sneg jeg mig rundt om gadehjørnerne og ind i skolegården. Han var ikke til at se nogen steder, men han kunne være overalt i mørket. I vinduerne i skolen var der intet lys, og jeg turde ikke kalde på ham, af frygt for at de forkerte skulle høre mig. En vislen i bladene bag mig, fik mig til straks at vende mig om.
"Tysker-kælling." En hvisken gik gennem nattemørket. Jeg beroligede mig med at det bare var mine tanker, da endnu et øgenavn fløj ind over mig, denne gang bagfra. Panik.
"Nazi-tøs." Hænder greb om mine fødder så jeg faldt forover og med panden ned i asfalten. Min næse sagde en knækkende lyd. Jeg bed hul på min læbe for ikke at skrige, og smagen af blod bredte sig i munden. En lugt af røg begyndte at brede sig, mens flere øgenavne tildængede mig. Det var ikke Fritz der havde skrevet brevet. Det var modstandsbevægelsen. Jeg var afsløret. Jeg var død.
"Landsforræder."
"Satans-kvinde." Jeg genkendte Birgits bror blandt en af drengene. Han tog et fast greb om min højre arm, og en anden silhuet knugede min venstre. En holdt om min hals, så jeg lige knapt kunne trække vejret. En skarp genstand glimtede i mørket. Jeg gjorde mig klar til at tage min straf. Forlade det hele.
"Nazist."
"Hitler-kælling." I et klippede de halvdelen af mit hår af. Det dalede langsomt ned og lagde sig på den hårde asfalt. Mindet om mig. Jeg gjorde ingen modstand. De havde vundet. Halvdelen af mig havde vundet. Halvdelen af mig havde tabt. En spytklat ramte min halvt bare isse, før den anden halvdel af mig hår samles på asfalten. Jeg bad inderligt til, at de ikke ville dræbe mig, men hvis jeg skulle se virkeligheden i øjnene, ville det være nemmere for mig. Skældsordene var som knive der gravede i min danske halvdel og tilsvinede mig. En knytnæve ramte min kæbe og lod mig falde ud af drengenes greb og rulle hen af jorden. Smerten var værst i mit baghoved som slået ned mod asfalt. Der efterlod de mig. Hjælpeløs, men i live. Jeg lå længe i rendestenen, afkræftet, men da solen begyndte at skinne sine stråler kom jeg på benene og vaklede hjem. Jeg turde ikke se mig selv i spejlet, for jeg vidste at det var første gang jeg så tyskerpigen, hende der nu kun var tilbage, i øjnene. Med sorte prikker for mine øjne skrev jeg til mor og far at jeg sov hos Birgit, at jeg kom hjem om nogen dage og at de ikke skulle lede efter mig. Jeg vidste at de ikke ville holde det sidste, og at mor stik tosset, men at lade dem se tyskerpigen Lisa var langt værre. Fortvivlet vaklede jeg ud på gaden igen og lagde mig op af det store egetræ.
 
De sorte prikker dækkede stadig en del af mine øjne da jeg igen rejste mig op og fortumlet vaklede rundt i gaderne. Inde i husene sad uskyldige folk og spiste morgenmad. Mine forældre måtte også havde fundet min seddel nu. Uden at vide hvor jeg skulle gøre af mig selv endte jeg på jorden hvor de havde ladet mig ligge. Langsomt begyndte folk at sive ind i skolegården. En lille cirkel stod rundt om mig, og en bøjede sig ned og prøvede at tale med mig. Deres stemmer var en summen omkring mit hoved, men Birgits stemme fra den anden ende af skolegården slog ligeså skrapt igennem som knive.
"Nazi-tøs!" skreg hun, mens tårrene løb ned af kinderne på hende. Hun løb hen mod mig, og sparkede mig op at side. "Giv mig min halskæde. Forræder. Jeg havde aldrig troet at du ville svigte mig Lisa.” Pigen der havde siddet på knæ foran mig sprang straks op, og flere begyndte at smide sten på mig, mens andre bare trak væk. ”Du er et kryb! Du har kysset med fjenden! Alle de ting jeg har gjort for dig, alle de ting jeg har givet dig. Utaknemlige skarn. Jeg fortjener ikke det her!" Hendes stemme blev til en hvislen. Hun rev perlemorets kæde af min hals og spyttede på mig. Ud af mine øjne kom der ingen tåre, jeg lod dem spytte på mig, kaste sten på mig, slynge ord på mig, på trods af den smerte det volt mig. Claus tog om Birgit, og hun græd ned i hans skulder, præcis som jeg havde gjort i Fritz'. Selv ikke smerten fra ordene og stenene, kunne slå smerten fra at miste Birgit. Mit blik gled op mod vinduerne for at finde Fritz, men der var ingen der kiggede ud. Ingen der redede mig. Ingen der holdt om mig og lod mig græde i sin skulder. Hvis jeg kunne havde jeg løbet, men jeg var for afkræfter til at rejse mig. 
Da klokken ringede ind lod de mig ligge, men så det tidspunkt vidste alle i byen det, og alle havde været henne for at håne mig, bortset fra mine forældre. Jeg rejste mig besværet op og begyndte at famle mig hjem. Det kunne ikke blive værre...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...