At kysse fjenden

Året er 1943, og Danmark er besat af Tyskland. Den 17 årige Lisa bor med sin familie i en by, hvor de fleste i al hemmelighed er modstandere af tyskerne, bla. Lisas far, som deler illegale blade ud og lægger café til flere sortbørshandlere. Da Lisa en aften lister gennem mørket efter spærretid, hjem fra sin veninde Birgit, møder hun den tyske soldat Fritz. Lisa er lettere forvirret over Fritz' venlighed og bliver ikke mindre uskyldig da Fritz giver hende et kys. Aften efter aften banker Fritz på hendes vindue og deres forhold udvikler sig hurtigt. Men at være tysker-pige er ikke nemt at skjule, især ikke når der er store konsikvenserne hvis det bliver opdaget.

118Likes
151Kommentarer
7448Visninger
AA

15. - Eller forsvind

Jeg stoppede brat og lod ham gøre hvad han ville. Smerten gjorde mig kold og følelsesløs. Jeg vidste ikke engang om jeg havde lyst til at leve længere. Alting var så absurd. Jeg kunne bare ikke forstå hvordan han kunne gøre det. Få et barn med en anden. Han tog mig hånd og jeg lod ham gøre det. Jeg var hans og det ville jeg altid være. Jeg var bare i tvivl, om jeg nogen sinde kunne tilgive mig selv for det. 
"Jeg var fuld. Længslen efter dig var så stor at jeg måtte overdøvede den." Han så angst på mig. "For hver tom flaske jeg kunne tælle, forsvandt du langsomt væk, hver en flaske var en medicin for, at minderne om dig ikke skulle brænde mig op. Hun var som en slags trøsten." Han holdt min hånd så stramt, at jeg ikke kunne slippe væk. "Jeg kan ikke holde mig væk fra dig." Hans stemme rystede og det samme gjorde hans hænder. Jeg kunne mærke at han beherskede sig for ikke at røre ved mig. Jeg stod stiv ret op og ned med tårer løbene ned af kinderne.
"Men du..." Min stemme rystede for meget til at jeg kunne færdiggøre sætningen.
"Var sammen med en anden." Det var mindst ligeså smertefuldt for ham som for mig.
"Jeg klarede det." Jeg sank og rystede på hoved. 
"Jeg fortjener dig ikke, Lisa. Jeg ved det. Du er stærk, jeg er svag. Men jeg vil aldrig kunne holde mig væk fra mig, ligegyldig hvor vred du er på mig." Hans negle borede sig ind i min håndflade.
"Jeg kan ikke være vred på dig." Jeg rystede over det hele var i en slags chok. "Du må lade mig alene nogen sekunder." Hans greb om min hånd blev løsere.
"Jeg ved ikke, om jeg kan..." Mit blik mødte hans og han slap min hånd.
"Jeg lover at komme tilbage." Han nikkede og gik ned af gangen igen. Langt tid stod jeg bare og kiggede ud i luften, derefter forlod jeg hospitalet og satte mig på en lille snefyldt plet uden for.
Jeg havde brug for at forstå det hele. At Fritz havde været sammen med en anden var bare så uvirkeligt. Jeg vidste at det var valget mellem at tilgive eller at dø. Måske havde det været nemmere for alle hvis Birgits storebror og hans venner havde dræbt mig den nat, de overfaldet mig. Så havde Birgits storebror heller ikke været i udryddelseslejr. Tårer kom ud, men jeg vidste ikke om de var falske, for intet af det, der var presset sammen, inden i mig kom ud.
Der var mørkt og koldt. Mine tænder klaprede. Det var som et sort hul hvor en brik manglede, en brik der pludselig ikke kunne fås. Jeg var ikke vred på ham. Bare forvirret. Forvirret og såret. Den kraft der havde holdt mig i live og nede på jorden var forsvundet. Jeg kunne få den tilbage ved at tilgive ham, men måske var det ikke den rette løsning. Der lød skridt mod jorden og Ingeborg lagde armene om mig. Jeg kunne se Kurts silhuet i baggrunden.
"Vi bliver nødt til at køre nu. Vi skal være hjemme inden i morgen og jeg skal hente nogen ting først." Kurts stemme var forsigtig. Ingeborg trak sig lidt væk.
"Kom Lisa." Hun tog min hånd og trak mig op.
"Tag bare hjem uden mig, jeg bliver her."
"Kom nu Lisa. Du kan ikke blive her, i fjendens land og især ikke i den tilstand."
"Det er ikke fjendens land. Og jeg bliver nødt til at blive. Jeg kan ikke tage med." sagde jeg og fortsatte, "Måske ses vi igen en dag, måske aldrig, men du skal have tak for at havde været en del af mit liv." Ingeborg stod stille et sekund og så så hen mod Kurt. De udvekslede blikke og Kurt tog derefter om mig og bar mig som en baby. Alting var for uoverskueligt til at jeg kunne sige imod, men da de satte mig ind på førersædet kravlede jeg ud igen.
"I får mig ikke med, lige meget om i binder mig til bilen." Jeg satte mig på asfalten. Mine tanker svævede stadig om Fritz og kvinden.
For mit blik så jeg hvordan de i et halvmørkt værelse så tæt op af hinanden og kyssede. Hendes finger gled hen over ham og hendes snoede sig som en slagen rundt om hans. Han legede med en af hendes blonde lokker. Men hans blik var anderledes. Han var fuld. Billederne dannede sig for mit indre blik og jeg faldt langsomt ind i en verden af minder og fantasier, der skar ar i min sjæl. Den bidende kulde forsvandt langsomt og bliv til intetheden. Jeg sev ud af min krop og så mig selv oppefra. Siddende alene på parkeringspladsen. Hele min krop var blå af kulde, men jeg kunne intet mærke selv. Hvordan jeg gled længere og længere væk, til min krop bare var en lille prik og alting blev mere og mere sort. Alting var dejligt stille...

Jeg huskede alt. Alting. Fritz, moren, barnet, fantasierne som havde været virkelighed. Min hjerne var helt klar. Min krop var derimod tung og gjorde ondt. Fritz holdt om mine ene hånd, men det var kun lillefingeren jeg kunne mærke. Hvis jeg kunne ville jeg havde bedt ham gå.
Trods kvindens hadefulde blik mod mig, ville jeg nødig ødelægge hendes liv. Heller ikke barnets. Det ville vokse op uden en far, selvom de fleste andre børn deromkring ville lide af samme skæbne, ville jeg ikke lade Fritz gøre det også. Men intet af dette fandt vej ud af min mund, fordi jeg selv så brændende ønskede at have ham for mig selv. Jeg så rundt i det lille hvide rum, der skar i mine øjne. Der var ingen læger og det eneste møbel var den seng jeg lå i.
"Du er i live." Ordene faldt over hinanden, "Du må aldrig gøre det igen. Aldrig. Men jeg ved det er min skyld." Fritz var ødelagt. Han lignede en vase der var slået i tusinde stykker og ikke kunne samle sig selv.
"Jeg kan ikke være vred på dig," Min stemme var meget svagere end jeg havde forventet, "selvom jeg ville ønske jeg kunne. Men lad ikke mig komme i vejen, det var forkert af mig at komme tilbage. Fortsæt dit liv, det vil være som om jeg aldrig har eksisteret." Jeg så ikke på ham, men på det grå loft.
"Du ved godt det aldrig bliver sådan." Tavshed. "Selvom jeg for dit eget bedste håber du svare nej, vil du så tilgive mig?"
"Det er så svært. Jeg har intet valg. Det skulle bare ikke være os to, jeg skulle ikke havde forsøgt at finde dig igen."
"Lisa." Jeg vendte mit blik mod ham og længslen blev større og større. "Kys mig." I samme sekund han sagde det satte jeg mig op og ramte hans læber. Jeg havde ikke noget valg. Jeg kunne ikke sige nej til det han gav mig. Det var naivt. Jeg var hel igen. Det sorte hul var blevet lappet.
Tankerne om moren og barnet, om Kurt og Ingeborg og om hvad jeg skulle gøre forsvandt, og jeg så kun en mulighed. Jeg glemte min forfrosne krop. Jeg glemte at jeg havde været døden nær. Jeg glemte at jeg havde mistet Ingeborg, Kurt, Birgit, mor og far for ham. For det var det hele værd. Hans hænder tog fat om min krop. Han tog mig op i sin favn og åbnede vinduet. I en hastig bevægelse kravlede han ud og ned af en stige fra førstesalen.
"Lad os stikke af." hviskede han og så løb så ud i de mørke gader med mig i favnen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...