At kysse fjenden

Året er 1943, og Danmark er besat af Tyskland. Den 17 årige Lisa bor med sin familie i en by, hvor de fleste i al hemmelighed er modstandere af tyskerne, bla. Lisas far, som deler illegale blade ud og lægger café til flere sortbørshandlere. Da Lisa en aften lister gennem mørket efter spærretid, hjem fra sin veninde Birgit, møder hun den tyske soldat Fritz. Lisa er lettere forvirret over Fritz' venlighed og bliver ikke mindre uskyldig da Fritz giver hende et kys. Aften efter aften banker Fritz på hendes vindue og deres forhold udvikler sig hurtigt. Men at være tysker-pige er ikke nemt at skjule, især ikke når der er store konsikvenserne hvis det bliver opdaget.

117Likes
151Kommentarer
7265Visninger
AA

4. - Den yndige pige og den forbudte dreng

To bank på ruden. Jeg smed min bog på sengen, trak mørklægningsgardinet op og åbnede vinduet. Så snart jeg så hans ansigt fyldtes min krop af længsel.
"Du må ikke være her." hviskede jeg lavmælt, "Jeg kender dig ikke engang."
"Du kender mig." Han kravlede ind af vinduet, "Og du ønskede jeg ville komme." Jeg nikkede halvkvalt.
"Du må ikke tvinge mig."
"Jeg har ikke noget valg. Jeg længtes ligeså meget som dig." Hans hånd lå bag min nakke og han trak mig ind i et langt kys. Følelsen der gik igennem min krop. Det han tændte. Han opfyldte min længsel.
"Hvis ikke jeg havde mødt dig havde jeg aldrig haft et behov får dig." Jeg prøvede at lyde streng, men min stemme var lille og svag.
"Jeg har set på dig gå rundt med andre fyre i tre år. Nu er det min tur." Jeg holdt mit blik fast på hans ansigt. Hvis jeg så ned af ham blev jeg til en feltmadras eller en nazi-tøs. Samfundets bund.
"Tre år?" Jeg satte mig fortumlet på sengen.
"Tre hele år har jeg set dig gå frem og tilbage fra skole. Sjældent alene. Du er ret populær blandt mændene." Han lukkede vinduet og trak mørklægningsgardinet for. "Ikke at der er noget at sige til det. Jeg har jo også længtes i tre år."
"Jeg .... jeg ved ikke hvad jeg skal sige." Det var som om fornuften var trykket ud af mig. Han tog min hånd, og jeg kunne ikke andet end at tage imod den tryghed han gav mig.
"Du behøver ikke at sige noget."
"Gå, du må gå nu." Ordnende var svære at få ud. Den lange muskeløse krop. De olivenfarvede øjne. Det mørke hår. Jeg rejste mig bestemt op og prøvede at fokusere på fornuften.
"Jeg kommer igen i morgen." Jeg kunne ikke modsige ham. Han kyssede mig på panden og kravlede ud i mørket igen. Fra den ene dag til den anden var jeg blevet en skændsel. Forvirret lagde jeg min bog ned i kassen med de illegale blade fra delte ud og lagde mig i sengen. Jeg hørte alle de bebrejdede stemmer i mit hoved.
"Hitler-kælling."
"Nazi-tøs."
"Det havde jeg ikke troet om Dem, Lisa."
"Sikke en uhumskhed." Birgits stemme, mor stemme, far stemme, hele byen. Jeg havde mest af alt lyst til at skrige. Råbe til dem at de skulle forsvinde. Så hørte jeg Fritz' tyske accent blande sig ind mellem dem.
"Jeg elsker dig Lisa."
"Landforræder." Jeg stod mellem to lande. Ingen af dem kunne jeg give slip på.
 
Jeg satte mig ved mit skrivebord for at lave en matematik aflevering, men faldt igen og igen ud af den. Ingeborgs blanke øjne havde indgraveret sig i min hukommelse. Øjne der ligeså vel kunne blive mine. Det stod klart nu. Jeg var som hende. Udstødt, hvis nogen fandt ud af det. En skændsel. Jeg så med egne øjne hvordan de klædte hende næsten nøgen, i skolegården, dagen derpå, og hvordan hun måtte løbe gennem gaderne hjem.
Jeg lå i min nysgerrighed, eller nærmere frygt, og tænkte på hvad hendes forældre sagde. Om de smed hende ud hjemmefra. Om hun overhoved stadig boede hjemme. Ingeborgs forældre havde altid haft gode bånd med min familie. De var de eneste der tog rigtigt imod os da mine forældre kom til byen. De kunne aldrig finde på at sende deres datter bort, men kunne mine forældre?
Et bank på døren fik mig til at lukke mit matematikkladdehæfte i med det samme. Far kom ind.
"Jeg skal dele bladene ud nu." Han åbnede min kiste med bøger og hæv posen op med illegale blade. "Så kan brunskjorterne få sig!" Jeg smilede tilbage, men åndede først lettet op da han forlod værelset igen. Efter jeg var begyndt at lyve, var det blevet ubehageligt at være i samme rum som mor, far, Birgit eller nogen anden der tilhørte Danmark. Jeg græmmedes.
 
Hans væltede mig blidt bagover så vi landede på sengen. Ivrigt fandt hans tunge vej gennem min mund. Men på trods af den længsel han opfyldte, måtte jeg trække mig tilbage. Et forhold var ikke kun bygget op på kys og kærtegn, også på tillid.
"Jeg kender dig ikke."
"Du kender mig, Lisa." Jeg fangede hans blik. Han havde ret. Tildeles.
"Fortæl mig noget om dig." Jeg satte mig op af væggen med benene trukket op under min natkjole.
"Jeg hedder Fritz. Jeg er enogtyve år. Min far ejer en cykelhandler i Hamburg, men midt i min ud læring som cykelsmed blev jeg sendt til Danmark, i år 1940. Min far bor alene nu." forklarede han kedsomligt.
"Hvad føler du for mig?" Spørgsmålet jeg havde villet stille ham aften efter aften. Faktisk kendte jeg ham slet ikke. Kun den længsel han gav mig.
"Lisa," Han tog mine hænder og så på mig, "jeg føler at jeg skal passe på dig. Jeg føler mig forpligtet overfor dig, fordi jeg ikke kan klare at miste dig. Jeg føler en længsel efter at blive elsket af dig. Jeg føler jalousi hver gang jeg ser dig med en anden. Som om det er dig der holder mig fast til livet. Dig der er grunden til at jeg bliver på jorden." Ordene var overvældende.
"Kan du stole på mig?" Hans blik gled rundt i mit værelse. Over mit skrivebord, mit klædeskab og kassen med mine bøger og fars illegale blade. I mørket var det svært at se hans reaktion. Mit hjerte kunne briste hvert øjeblik. Hvis han afviste det spørgsmål, mistede jeg min ild. Min tyngdekraft. Så var jeg en tyskerpige uden tysker.
"Ja." Jeg gispede da hans kolde hånd ramte min kind. "Jeg stoler på dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...