At kysse fjenden

Året er 1943, og Danmark er besat af Tyskland. Den 17 årige Lisa bor med sin familie i en by, hvor de fleste i al hemmelighed er modstandere af tyskerne, bla. Lisas far, som deler illegale blade ud og lægger café til flere sortbørshandlere. Da Lisa en aften lister gennem mørket efter spærretid, hjem fra sin veninde Birgit, møder hun den tyske soldat Fritz. Lisa er lettere forvirret over Fritz' venlighed og bliver ikke mindre uskyldig da Fritz giver hende et kys. Aften efter aften banker Fritz på hendes vindue og deres forhold udvikler sig hurtigt. Men at være tysker-pige er ikke nemt at skjule, især ikke når der er store konsikvenserne hvis det bliver opdaget.

117Likes
151Kommentarer
7256Visninger
AA

7. - At tænke på andres problemer

Jeg slog fortumlet døren op til caféen. Jeg havde lovet mig selv ikke at gøre det, men brød alligevel løftet. Sortbørshandleren var den eneste der sad og drak et krus varmt vand.
"Lisa." gispede mor bag disken og løb hen mod mig. Hun lagde armene om mig og knugede mig ind til sig, mens hun trak mig med ind på mit værelse. Hendes øjne var blodsprængte. Hun lagde mig på min seng. "Lisa, hvordan kunne du?" Hendes stemme rystede. Jeg lukkede mine trætte øjne og prøvede at finde et svar. "Du må hvile dig nu. Når du er frisk kan du vælge." Hun lukkede døren efter sig, før jeg nåede at spørge hvad jeg skulle vælge mellem. Jeg vidste hendes bekymring snart ville blive til vrede, men selv angsten kunne søvnen tynge ned, og jeg sov i flere timer, før mit livs mareridt.
 
Da jeg vågnede op var jeg i tvivl om det var en drøm eller virkelighed, men da mor kom ind af døren var jeg ikke et sekund mere i overvejelse.
"Du er stor nok til at vælge rigtigt Lisa, og denne gang gør du det." Hun var rasende. Jeg turde ikke engang spørge mellem hvad, for jeg kendte svaret. Mine forældre eller Fritz.
"Hvad - hvad nu hvis jeg ikke er stor nok?" hviskede jeg og satte mig op i sengen.
"Det ved jeg du er." Hun lød bestemt, nærmest som om det var en ordre. "Kun et uhumsk kryb ville vælge forkert." Jeg vidste hvad jeg ville vælge. Jeg havde altid vidst det. Jeg havde mistet alt for ham. Jeg ville ikke give op.
"Men ... jeg vælger forkert." Hun gispede, og jeg ventede hvert sekund en reaktion. Hun løftede hånden og slog den så hårdt hun kunne mod min kind. Den sve og blev helt rød, men alligevel blev jeg bare stående og så på hende.
"Du ... du ... UD!" skreg hun. "Du er ikke min datter mere." Jeg løb så hurtigt mit vejr kunne bære. Væk fra hende. Væk fra min barndom. Væk fra mine minder. Væk fra alt der betød noget. Bortset fra Fritz. Vinden piskede mig i hoved og lokkede tårer ud af mine øjne. Da jeg nåede til skolen, løb jeg ind af døren til den tyske del, og fortsatte ind på det gamle rektor kontor. En tysk mand i uniform sad bag et skrivebord, fyldt med papirer.
"Hvor er Fritz?" Jeg snappede efter vejret.
"Fritz?" Soldaten så underligt på mig, "Vi kun en Fritz have og han sendt hjem blev i går." forklarede han på gebrokkent dansk.
"Hjem?" Mit hjerte gik i stå.
"Det ondt gør mig, unge dame." Han holdt en lille kunstpause, "Han såret blev i skyderi danskerne med." Mit hjerte blev sønderknust på et plan, der ikke kunne måle sig med hvordan jeg var blevet overfaldet natten derpå. Tårerne kom frem, som blanke plamager på mine kinder. At miste Birgit, at miste mor og far, ja selv ikke at miste mig kunne måle sig med at miste Fritz. At miste Fritz var som at miste tyngdekraften. Det der holdt mig fast til livet. Jeg nikkede, uden at kunne sige noget. Soldaten lagde en arm om mig.
"Fortæl mig hvad der er sket." Han aede mig forsigtigt. "Fortæl mig alt." Snøftene fortalte jeg om Fritz, om overfaldet, om Birgits bror der var frihedskæmper og om at jeg var spillet mellem to lande. Ord og tårer kom ud i en stor masse, men soldaten sad bare og lyttede ivrigt.
"Bliv her for en nat. I morgen er alt godt igen." sagde han da jeg var færdig og tog min hånd. "Du sove kan i Fritz’ seng, den er ledig." Han førte mig lettere forvirret hen af gangen og viste mig Fritz’ madras. Lugten af ham fyldte mig med en trygheds følelse, og en følelse af at han var der og passede på mig. Jeg lagde mig ned, og soldaten lagde tæppet om mig og stak mig hundrede kroner. I det øjeblik han rakte mig pengene, gik det op for mig at jeg havde begået en grusom fejl ved at fortælle tyskerne om alt det, som jeg ikke engang kunne fortælle Fritz. Om modstand bevægeslen. Om Birgits bror. Jeg havde lyst til at skrige at hun skulle glemme alt det jeg lige havde sagt, men indså at det ikke ville hjælpe. Jeg var fortabt og hjemløs. At græde var befriende, men jeg havde ikke flere tårer tilbage, ingen ord til overs, bare alt og intet. Stikker, tyskerpige, landsforræder, kryb, uhumsk. Ord der beskrev mig nu. Jeg manglede Fritz til at komme og stoppe min tankegang. Fortælle mig at jeg var smuk, hvorfor han elskede mig.
Jeg kom til at tænke på Ingeborg. Hun sad sikkert i koncentrationslejr, bare fordi jeg sagde noget forkert. Jeg bad inderligt til at de ikke havde fanget hende, for hun var ikke jøde. Ordene jeg havde sagt for at slippe væk med tyskeren var brændt fast i min hukommelse og havde pint mig hver dag. At Ingeborg var jøde. Og Ingeborg var sikkert død på grund af det. Hun havde det svære end mig, det var kun retfærdigt at sende en tanke til hende. Jeg savnede min familie og Birgit så ufatteligt meget, når jeg lå, så godt som vel i resterne af Fritz. Jeg kunne vælge mellem noget eller intet, og jeg valgte intet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...