At kysse fjenden

Året er 1943, og Danmark er besat af Tyskland. Den 17 årige Lisa bor med sin familie i en by, hvor de fleste i al hemmelighed er modstandere af tyskerne, bla. Lisas far, som deler illegale blade ud og lægger café til flere sortbørshandlere. Da Lisa en aften lister gennem mørket efter spærretid, hjem fra sin veninde Birgit, møder hun den tyske soldat Fritz. Lisa er lettere forvirret over Fritz' venlighed og bliver ikke mindre uskyldig da Fritz giver hende et kys. Aften efter aften banker Fritz på hendes vindue og deres forhold udvikler sig hurtigt. Men at være tysker-pige er ikke nemt at skjule, især ikke når der er store konsikvenserne hvis det bliver opdaget.

117Likes
151Kommentarer
7327Visninger
AA

14. - At drikke længselen væk

Hverken Kurt eller Ingeborg havde nogen intentioner om at holde deres kys hemmeligt for mig, og de flirtede uafbrudt. Mine forældre havde altid lært mig, at jalousi var en grim ting, men alligevel ville jeg ønske at det var mig. Ingeborg var lykkelig, og jeg prøvede at holde mit fokus der. Midt i alt min jalousi og misundelse mellem de to turtelduer, kom jeg på en ting som rent faktisk stod i vejen for deres kæresterier. Hvad ville Kurt sige til når han fik af vide at vi var en del af samfundets udstødte, tyskerpigerne? For min skyld skulle han helst først vide det når vi nåede til Hamburg, da han som enhver anden ville træde hårdt i bremsen og smide os af med det samme.
I stedet for at tænke på min jalousi og Ingeborgs problemer bevægede jeg mine tanker hen til det forbudte område, Fritz. Hvis ikke jeg havde været sikker på at jeg ville se ham snart, hvis han var i live, ville jeg aldrig turde starte den længsel der kørte gennem min krop. Jeg vidste at den kunne dræbe mig, brænde mig op inden fra. Halvt til stede kørte vi gennem byer og hen over øde landveje. Jeg havde overhoved ikke nogen fornemmelse af tiden, men mørket var ved at falde på, så den var nok ved en fem tiden.
"Lad os holde et hvil, det kan vi godt nå og stadig være i Hamburg i dag." Kurt holdt bilen ind på en øde mark. Ingeborg fandt rygsækken frem og delte vores proviant mellem os. Kartofler, kartofler, kartofler og så en smule grød Dahlia havde puttet på flasker. Kurt gik ud for at røre sig lidt efter at havde kørt bilen hele dagen, og der fik jeg min chance for at komme væk fra Fritz og hans læber, men i stedet gøre Ingeborg opmærksom på hendes vanskeligheder.
"Du skal passe på med at falde for dybt i ham. På et eller andet tidspunkt skal du jo fortælle ham at du er en del af samfundets udstødte, helst inden i bliver gift." Min bemærkning var mere spydig end hvad meningen var.
"Det er fortid!" Ingeborgs stemme var hård, som om hun ikke ville se sandheden i øjnene.
"Et forhold er bygget på tillid. Jeg ved det. Det er gået galt for dig en gang. Kan du huske hvordan du stolede blindt på ham, og så da de andre smed sten efter dig, så han bare på dig."
"De andre? Du var faktisk en af de andre!" Det var ikke min mening at det skulle blive en diskussion, men jeg kunne mærke vreden stige til kinderne.
"Sådan har du også været. Hør nu hellere efter min morale, i stedet for at gå uden om. Det er jo ikke min skyld, hvis Kurt forlader dig ved alteret, fordi du først der fortæller ham at du er en tyskertøs!" Min stemme var højere end forventet og jeg tog mig forbavset til munden.
"Det er mit problem okay? Lad mig om det, imens kan du jo finde din tyskerprins!" Hendes øjne var blanke og vrede, men pludselig bredte sig en frygt i dem. Jeg vendte mig om og så Kurt stå med store øjne og kigge på os.
"Du er en tyskertøs!" Han spyttede ordene ud, som om han ikke rigtigt troede på at de var sande, mens han så hadefuldt på Ingeborg. "Det er ikke engang det der gør mig så inderligt vred. Det er at du har løjet for mig!" Han tog om min arm og rev mig ud af bilen. Angsten stod malet i Ingeborgs ansigt. Jeg lå forkullet i sneen og så skræmt op på dem. Jeg bebrejdede ham ikke noget, sådan ville enhver anden på den rigtige side reagere. Mere eller mindre hadefuldt.
Hans knyttede næve ramte hendes kæbe. Hun skreg af smerte og en stribe af blod løb ned over hendes mundvige. Derefter stoppede han. Det gik op for ham hvad han havde gjort. Jeg kom på benene og vaklede bagud i den kolde sne.
Jeg havde lyst til bare at løbe fra alting, men i stedet samlede jeg min vrede og sprang på ham bagfra. Vi rullede ud af førerhuset og ned på sneen. Han havde sikkert aldrig set en pige slås, og det havde jeg heller ikke. Ingeborg skreg igen. Jeg lå over ham og holdt hans hænder fast mod jorden. Han gjorde ingen modstand.
"Undskyld." hørte jeg Ingeborg gispe. Hun gav tegn til at jeg skulle flytte mig og bøjede sig så over Kurt. De havde begge tåre i øjnene. Forvirret satte jeg mig op i førerhuset igen. Hans hånd gled op over hendes kind.
"Jeg er en tyran. Se ikke på mig."
"Nej, sig ikke sådan." Han tørrede striben af blod, der langsomt gled ned over hendes hals væk. Så kyssede hun ham. Jeg kunne ikke forstå det, hvordan de kunne tilgive hinanden så let. Ingen af dem havde jo gjort noget galt. Ingeborg havde haft en anden kæreste engang for længe siden, og Kurt havde bare et stort temperament og havde reageret som enhver anden. Men alligevel tror jeg aldrig selv jeg ville havde kunnet gøre det. Uden at trække sig væk fra kysset gled de rundt i sneen. Jeg kiggede væk, for at ikke blive alt for jaloux.

Hamburg var ikke som jeg havde forventet. Der var grå blokke, nogen af dem var halve, og der var næsten kun kvinder og børn i gaderne. Krigen havde virkeligt haft sit tag i byen, det var sådan, at hvis man fik øje på en mand, der endnu ikke var blevet sendt i krig, krævede man en ordentlig forklaring.
Jeg blev bekymret for om Fritz overhoved var i byen og frygtede, at de havde sendt ham i krig igen. Mine fingre knugede om den lille lap avis, hvor jeg havde kradset Fritz adresse ned, i frygt for at glemme den. Apfelstraße 5, 20867 Hamburg.
Kurt havde et kort over byen som lå udspredt over Ingeborg, mens jeg prøvede at finde Fritz adresse. Børnene tyndede ud på gaderne, jo længere op på aftenen vi kom. Mit blik ledte mere og mere panisk rundt efter 20867. Endelig fandt jeg Fritz hus og pegede ivrigt på det for Kurt. Han sukkede.
"Selvfølgelig helt henne i den anden ende af Hamburg." Derefter vendte han bilen og kørte ned af en mennesketom gade, hvor kun en enkelt, og den anden vi havde set den dag, mand sad i et hjørne.
Apfelstraße var en lille snæver gade med små huse. Foran nummer fem stod en masse cykler låst fast og der var et skilt hvorpå der stod Bike zum Verkauf. Spænding bredte sig da jeg steg ud af bilen. Ingeborg og Kurt blev siddende derinde.
"Det er nok bedst du går derind alene." sagde Ingeborg. Kurt nikkede. Lige siden jeg overfaldt ham, havde jeg ikke turde kigge ham i øjnene af flovhed.
Jeg gik ud i den kolde aftenluft og ned af en lille trappe der førte ned til døren. Jeg ringede på døren, og stod lidt i kulden og ventede. Da der ikke kom nogen gik jeg direkte ind. Det var jo en butik, selvom den nok havde lukket. Underligt nok var døren ikke låst. Jeg gik ind i den mørke cykelhandler. Der hang spindelvæv fra loftet og det så ikke ud til at cykelhandlen stadig var i brug. I hjørnet lå en bunke af tomme øl flasker.
Jeg kaldte efter Fritz. Lyden af min stemme i det uhyggelige rum gav mig et lille chok. Jeg bad til, at det ikke var Fritz der havde drukket alle flaskerne. Jeg bed mig i læben og listede ovenpå. Der var kun et værelse med en enkelt seng, hvor en gammel mand lå og sov. Jeg rømmede mig og manden så forskrækket på mig, derefter så han rolig ud igen.
"Lisa." Hans stemme var hæs og svag.
"Hvor kender du mit navn fra?"
"Talt så meget han har dig om. Rask han blev, så sindssyg han blev fordi savnede dig gjorde. Ikke tilstedeværende han været har siden. Kun fuld været han." Han talte meget hurtigt med en mærkelig ordstilling og en stærk accent, men jeg forstod hvad han sagde. Skræmt satte jeg mig ved siden af ham.
"Hvor er han nu?" hviskede jeg rystende.
"Hospital." Den gamle hostede voldsomt, der var tydeligt at han var syg. "Tilbage få ham du må. Inden sende i krig de ham gør." Jeg rejste mig.
"Tak." Tårer flydte mine øjne. Flaskerne var Fritz’. Han havde været mindst ligeså ude af den som jeg, og hvis han var på hospitalet var han måske dødelig syg. Jeg takkede manden, som måtte være Fritz’ far, igen og løb ud til Kurt og Ingeborg igen.
"Vi må til hospitalet nu!" Uden nogen forklaring startede Kurt bilen igen. Det var egentligt godt, at vi havde fortalt ham grunden til at vi var her, så vi ikke bare var blevet sat af midt i Hamburg.
"Hvad skete der?" spurgte Ingeborg, mens Kurt kørte som et lyn ind gennem gaderne.
"Fritz har drukket sig i hegnet siden han bliv rask, hans far er syg og ligger derinde. Han sagde at jeg skulle rede ham før han blev sendt i krig. Han sagde at han ikke havde været sig selv." vrøvlede jeg og prøvede at få styr på alt den information jeg havde fået.
Da Kurt efter alt for lang tid kørte ind på hospitalet løb jeg med dem begge i hælene ind. En venlig dame snakkede med Ingeborg, som til mit held drømte om at blive tysklærerinde, og damen viste os hen til gangen hvor Fritz var. Der var mænd overalt derinde modsat uden for. Kun de ansatte var kvinder. Alle mændene havde større eller mindre skader fra krigen. En manglede en arm, en anden havde et stort sår på benet.
Jeg åbnede døren til Fritz stue og hørte mig selv skrige. En læge kom hen imod mig og talte til mig på tysk. Jeg så Fritz forfærdede blik, der mødte mit et kort sekund. En smerte løb gennem mig.
Lægen rystede mig, men det eneste min hjerne gjorde var at følge blikket ned af Fritz arm, og hen mod den hånd han knugede. Kvinden i sengen havde en stor rund mave, og på brystet havde hun en baby. Kvinden så træt ud. Hendes kønne grønne øjne var hadefulde, trods hun ikke anede hvem jeg var. Jeg rev mig ud af lægens greb og satte i løb udenfor. Fritz rejste sig og løb efter mig. Jeg kunne høre hans skridt bag mig, kvindens kald efter ham og Ingeborgs kald efter mig, men jeg valgte at ignorerer det hele. Fritz var blevet far.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...