Et liv for et liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2013
  • Opdateret: 2 maj 2013
  • Status: Færdig
"Døde kan da ikke bevæge sig vel?"
"Nej?"
"Hvorfor mangler der så låg på alle kisterne?"
Cairo er en smuk pige, hun gør alt hvad sin far beder hende om. Men det kan vel også blive nok på et tidspunkt? At være datter af Faraoen kan være svært, men da Cairo ønsker sig et mere spændings fuldt liv indgår livsfarlige insekter og levende mumier vel ikke?

Vi går 4000 år tilbage til det gamle Egypten, hvor de lavede pyramider og døde blev balsameret og lagt i kister udformet som mennesker. Følg denne spændende historie om Cairo og hendes ven Khnemu, som opdager hemmelige tunneler og levende mumier. (Coveret er lavet af Laura G.)

16Likes
44Kommentarer
1477Visninger
AA

7. Kapitel 6

”Hvad?” Udbrød jeg uforstående. Hvad snakkede han om? Han kunne jo ikke ligefrem få mit liv? Der findes jo ikke magi? Jeg tror i hvert flad ikke, at han har lært det.

”Din far fik dig og ødelagde derved mig og din farmors liv.” Han udtalte ordene langsomt og tydeligt, så han vidste jeg forstod det. Jeg havde mest bare lyst til at rulle med øjnene, men jeg lod være.

”Det forvoldte os stor skade.” Han sank og åbnede munden for at fortsætte, men jeg kom foran i køen.

”Hvad har det med mig at gøre? Jeg forstår ikke, hvad du vil have? Jeg kan jo ikke give dig mit liv?” Nu var jeg efterhånden blevet meget overrasket i dag, men jeg blev stadig overrasket over, at han bare begyndte at grine.

”Hvad er det der er så sjovt?” Mit toneleje steg i takt med min vrede tog over.

”At du tror, jeg vil have dig.” Godt nok er jeg ikke vildt glad for mig selv, men det gjorde alligevel ondt. En ukendt følelse jog igennem min krop, noget strammede sig om mit hjerte. Jeg følte mig uønsket. Det var ikke nogen rar følelse.

”Nu forstår jeg slet ikke noget.” Min vrede var helt væk, og nu var det sorgen, over at min farfar ikke ville have mig, der tog over.

”I er så dumme og naive, når I ikke er større.” Han rystede på hovedet for at gøre stemningen mere dramatisk, selvom det ikke havde den effekt.

”Hvem betyder mest for dig?” Min farfar kiggede kun på mig nu, hele hans blik var rettet mod mig. Han indprentede alt, hvad jeg gjorde.

”Min far selvfølgelig,” svarede jeg uden tøven. Han smilede skævt til mig.

”Er du nu helt sikker?” Jeg skævede til Khnemu, han stod bare stille og betragtede min farfar.

”Ja.”

”Tænk dig om.” Han gjorde et kast med hovedet i retningen af Khnemu. Jeg sank og tog en dyb indånding.

”Du er faldet for ham, er du ikke?” Det var ikke et spørgsmål til mig, han vidste allerede svaret. Det stod printet i hans ansigt.

”Jo du er. Ens første forelske er altid noget specielt. Men du kunne da godt have fundet en, der var lidt pænere, kunne du ikke?” Mit hjerte stoppede et kort øjeblik, inden det hamrede vreden rundt i min krop, jeg åbnede munden for at svare igen, men han tog sin hånd.

”Din far tog det vigtigste for mig og din farmor fra os.” Mine tanker begyndte at køre i ring, da jeg begyndte at forstå, hvad han ville have. Nej, var det eneste ord, der fløj gennem mit hoved.  

”Min hævn er…” Min vejrtrækning steg i takt med mit hjerte, tårer kæmpede for at komme ud og det susede i mine ører.

”Jeg vil have den person, som betyder mest for dig.” Jeg rystede panisk på hovedet, mens mine ben langsomt gav efter og en smerte skød op gennem min krop.

En smerte jeg ikke kunne bære. En smerte der var så hård. En smerte som ikke var fysisk. En smerte som var inde i mig. Jeg følte, at den delte mit hjerte over i to.

Det hjerte som havde banket så hårdt for en person, var nu brækket i to på grund af den person. Tårerne fik frit løb, mens mine tænder forvandlede mine læber til blod.

”Se lige på dig selv.” Jeg løftede hovedet og kiggede med afsky på min farfar. ”Havde du nogensinde troet, at du ville kunne få ham? Det ville din far ikke tillade.”

”Hvad vil du med ham?” Min stemme var skinger og raspende.

”Han kommer til at dø.” Mine øjne blev store, mens et skrig var på vej op, men jeg holdt det nede. Den smerte der jog igennem min krop kunne jeg ikke beskrive. Jeg begravede mit ansigt i mine hænder.

”Det er okay,” jeg kiggede straks op på ham. Den person mit hjerte bankede for. Den person jeg elskede overalt på jorden.

”Jeg ville ønske, at jeg havde gjort dette noget før,” mumlede han, inden han trykkede sine læber mod mine. Jeg lukkede automatisk mine øjne og mærkede hvordan hele min krop blev sat i flammer.

Det var som at være i et flammehav, der stoppede lige så snart hans læber slap mine. Jeg sad og prøvede at få vejret. Selvom alle mulige tanker kørte rundt i mit hoved, ville jeg aldrig glemme det øjeblik.

”Prøv at se dem.” Min farfar sukkede dramatisk, som om han prøvede at forstille sig, at det var ham og min farmor som unge. ”De er så søde sammen.” Jeg lukkede ham fuldstændig ude.

”Jeg elsker dig.” Han kiggede mig dybt i øjnene, inden han kort trykkede sine læber mod mine. Da han trak sig væk igen, kunne jeg ikke lade være med at sukke stille.

”Jeg er klar.” Han fjernede sit blik fra mig, som om det var for hårdt for ham at kigge på mig.

”Nej,” sagde jeg halvkvalt i mine egne tårer.

”Se at komme væk.” Han vendte sig om i mod mig og hev mig op og stå. Med blide bevægelser fjernede han mine tårer, inden han igen trykkede sine læber mod mine. Jeg greb fat i hans nakke og trak ham tættere ind til mig, mens han lagde sine arme om mit liv.

Kysset sluttede alt for hurtigt. Vi fjernede vores arme fra hinanden og tog et skridt tilbage.

”Jeg elsker også dig.” Jeg kiggede ham dybt i øjnene, inden jeg løb hen til den døråbning, vi var kommet ind af.

Jeg fortsatte med at løbe, indtil den stikkende smerte i siden tog til og mine muskler protesterede hårdt i mod mere. Mine ben gav efter, da jeg stod stille, og jeg dumpede ned på gulvet.

Jeg satte mig op af væggen og trak mine ben til mig. Mine vejrtrækninger satte tempoet ned og blev erstattet med hulk, mens tårer igen løb ned af mine kinder.

Jeg følte mig så alene. Hvem ville overhovedet tro mig? De ville tro, jeg var skør, hvis jeg fortalte det. Hvad skulle jeg sige til Khnemus forældre? Mine hulk steg i styrke, da jeg tænkte på ham.

Den dejlige fyr jeg havde forelsket mig i, var død nu. Jeg løftede hovedet, da jeg hørte de slæbende fodtrin igen, men jeg var for udmattet og hjerteknust til at gøre noget ved det.

Jeg lukkede mine øjne, da en mumie tog fat i mig og rejste mig op. Jeg gjorde mig klar til at dø.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...