Et liv for et liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2013
  • Opdateret: 2 maj 2013
  • Status: Færdig
"Døde kan da ikke bevæge sig vel?"
"Nej?"
"Hvorfor mangler der så låg på alle kisterne?"
Cairo er en smuk pige, hun gør alt hvad sin far beder hende om. Men det kan vel også blive nok på et tidspunkt? At være datter af Faraoen kan være svært, men da Cairo ønsker sig et mere spændings fuldt liv indgår livsfarlige insekter og levende mumier vel ikke?

Vi går 4000 år tilbage til det gamle Egypten, hvor de lavede pyramider og døde blev balsameret og lagt i kister udformet som mennesker. Følg denne spændende historie om Cairo og hendes ven Khnemu, som opdager hemmelige tunneler og levende mumier. (Coveret er lavet af Laura G.)

16Likes
44Kommentarer
1474Visninger
AA

6. Kapitel 5

”Hvem er du?” Spurgte jeg meget forsigtigt manden i midten.

”Ja, det burde du vide.” Han sender mig et sigende blik, jeg dulmer lidt rundt i min hukommelse, men kan ikke komme på noget. Han snakker mærkeligt, men det er nok på grund af papiret.

”Jeg er din farfar,” fortsætter han, da han ser mit uforstående udtryk. ”Jeg var farao før din far, men da jeg døde fik han pladsen.”

”Hvad laver du så her?” Denne gang var det Khnemu der stillede spørgsmålet. Jeg havde travlt med at kigge rundt. Stedet var en hel normal gravplads, lige bortset fra de levende mumier, så var alt normalt.

”Jeg er kommet for at få hævn.” Jeg rettede mit blik mod mumierne, de var normale, som når man lagde dem i graven. Min farfar havde dog nogle dyre smykker på sig.

”Vent… For hvad? Du levede da godt.” Jeg vendte tilbage til samtalen, da den var lidt mere tilladende end at kigge på de mumier.

”Gjorde jeg?” Han så ud til at tænke sig om, så både mig og Khnemu holdt mund til han fortsatte, hvilket han også gjorde.

”Jo, det gjorde jeg vist. Men så er der dig.” Hele hans hånd pegede på mig, da han ikke kunne skille sine fingere ad.

”Mig? Jeg nåede ikke engang at kende dig?” Jeg mærkede et stik i hjertet, jeg havde altid set min farfar som en fantastisk mand, og så gør han det?

”Ja, det hele er din skyld.” Jeg kiggede på ham med store øjne, hvordan kunne han sige det?

”Gider du så fortælle mig hvorfor?”

”Rolig, det kommer jo nu.” Han tog sig god tid, at jeg til sidst rullede med øjnene og sukkede højt. Hvilket gav mig et sigende blik fra Khnemu og min farfar, altså jeg mærkede dem begge.

”Det hele startede for længe siden. Mig og din mormor ønskede os inderligt en pige…”

”Hvorfor en pige?” Jeg kunne mærke det vrede blik fra ham, da jeg afbrød ham.

”Fordi det ville vi gerne have.” Han tog en dyb indånding og pustede ud. ”Men vi fik jo en søn. Årene gik og din far tog næsten al magten fra os, men så fandt han kærligheden. Den gjorde ham blød og kærlig.” Han spyttede de sidste ord ud.

”Men hun blev altså gravid. Vi måtte ikke være i nærheden af dig i 2 døgn for din far. Han var bange for, vi ville reagere på en forkert måde. Og han havde helt ret. Da vi fandt ud af, at barnet var et hunkønsvæsen, ville vi sende dig bort til fremmede lande.”

”Hvorfor?” Min stemme var ikke mere end en hvisken, men han kunne sagtens høre det. Her kunne et sandkorn falde til gulvet, og man ville stadig kunne høre det.

”Fordi du var en pige. En pige som vi havde ønsket os længe før.” Han var vred nu.

”Der skete ikke noget i noget tid. Vi troede, han havde sendt dig bort, som vi havde bedt ham om. I den tro døde din mormor af alderdom. Jeg var ulykkelig, men jeg blev rasende, da jeg fandt ud af, at han havde beholdt dig.” Han tog nogle dybe indåndinger, hans følelser kom frem med historien.

”Det skulle have været os, der havde fået dig. Det skulle have været os, som fik sådan et fantastisk barn som dig. Det skulle have været os…” Han snakkede mest til sig selv nu, mens han prøvede at få styr på sine følelser.

”Men det blev jo ikke os. Vi måtte leve med din far.” Han nærmest spyttede det sidste ord ud, hvilket fik gåsehuden frem på mine arme.

”Jeg ville sende dig væk, men det ville din far selvfølgelig ikke have…”

”Hvad havde du regnet med?” Min høflighed var for længst gået. Selvom jeg kunne mærke det vrede blik på mig, så ignorerede jeg det bare og kiggede afventende på min farfar. Jeg manglede jo resten af historien.

”Der er nogen som er ved at blive utålmodig.” Det var bare en konstatering. Intet andet.

”Vil du gerne ud herfra? Ud i den frie verden igen?”

”Ja, selvfølgelig vil jeg det.”

”Så synes jeg du skal holde din mund og høre efter.” Jeg snerpede munden sammen og kiggede surt på ham, ikke at han lagde mærke til det.

”Din far, dig og din mor boede sammen på det tidspunkt. Jeg brød ind i jeres hjem…”

”Hvad gjorde du?” Jeg bed mig kraftigt i læben, da jeg igen mærkede blikket.

”Jeg brød ind i jeres hjem, men din far nåede at stoppe mig, desværre. Hvis det bare var lykkes. Der gik noget tid, men så kom han ind til mig en nat. Han undskyldte og sagde, at han elskede mig. Jeg troede på ham, men han dræbte mig.”

”Hvad?” Mit hjerte var helt frosset fast.

”Ja, hvis han ikke kunne beskytte dig, måtte han dræbe mig.” Han kiggede lidt rundt, inden hans blik stoppede på mig. ”Derfor vil jeg have hævn.”

”Hvad vil du have?” Jeg trådte et skridt frem og trak min arm til mig, da Khnemu ville trække mig tilbage.  

”Hvad tror du jeg vil have?” Han bevægede sig rundt om mig, som om han bedømte mig.

”Mig.” Efter den historie var det mit bedste gæt.

”Forkert.” Hans stemme kom et sted bag mig. Jeg kiggede historien igennem engang til.

”Din søn. Min far.” Hvis det var forket, så havde jeg ikke flere gæt.

”Forkert.” Jeg kunne se ham i udkanten af min synsvinkel.

”Så ved jeg det ikke,” svarede jeg og kiggede på ham.

”Jeg vil have, du skal føle, det jeg følte for lang tid siden.” Jeg kiggede underligt på ham, men han fortsatte ikke.

”Og hvad er det så?” Jeg fulgte ham med øjnene, da han igen stillede sig i midten af rummet.

”Et liv for et liv.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...