Et liv for et liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2013
  • Opdateret: 2 maj 2013
  • Status: Færdig
"Døde kan da ikke bevæge sig vel?"
"Nej?"
"Hvorfor mangler der så låg på alle kisterne?"
Cairo er en smuk pige, hun gør alt hvad sin far beder hende om. Men det kan vel også blive nok på et tidspunkt? At være datter af Faraoen kan være svært, men da Cairo ønsker sig et mere spændings fuldt liv indgår livsfarlige insekter og levende mumier vel ikke?

Vi går 4000 år tilbage til det gamle Egypten, hvor de lavede pyramider og døde blev balsameret og lagt i kister udformet som mennesker. Følg denne spændende historie om Cairo og hendes ven Khnemu, som opdager hemmelige tunneler og levende mumier. (Coveret er lavet af Laura G.)

16Likes
44Kommentarer
1515Visninger
AA

5. Kapitel 4

 

Det eneste jeg ventede på var det øjeblik, hvor mumien ville dræbe mig. Men det øjeblik kom aldrig. Det ville måske heller ikke være kommet. Men det kom i hvert flad ikke.

Khnemu havde nemlig slået eller sparket, jeg var ikke sikker, til mumien, der holdt fast om min hals. Mumien, som ikke var forberedt på det, slap med det samme min hals og faldt ned på gulvet.

Khnemu greb min hånd og trak af sted med mig. Jeg havde stadig lukket øjne, jeg var bange for at se noget, som jeg ikke havde lyst til at se. Ud af det blå stoppede vi op og jeg blev trukket mod væggen, jeg strammede mine øjne endnu mere i.

”Er du okay?” Jeg slog brat øjnene op, da jeg hørte Khnemus stemme. Det første jeg lagde mærke til var, at vi stod ret tæt, hvilket fik min hud til at brænde, mit hjerte løb hurtigere og mine håndflader blev svedige.

”Ja,” kvækkede jeg lige så snart, jeg havde opfanget, hvad han sagde til mig. Min stemme var tør og min hals føles, som om den var fyldt med sand.

Jeg kiggede op på hans ansigt, han kiggede dybt ind i mine øjne og fangede mit blik, mine øjne var som låst fast, jeg kunne ikke bevæge dem. Min vejrtrækning blev hurtigere og mit hjerte hamrede af sted. Alt i mens hans ansigt kun kom nærmere.

Mine hænder blev svedige, men alligevel gjorde jeg mine læber fugtige. Det var det her jeg havde ventet på, hele mit hjerte havde ønsket det, men jeg havde ikke kunne se det før nu.

Vores læber var så tæt på hinanden nu, men inden de nåede at forenes i et kys, hørte vi støj ikke langt fra hvor vi var. Vi røg væk fra hinanden og kiggede i retningen af lyden.

 Jeg pegede den anden vej end hvor lyden kom fra, Khnemu nikkede og tog min hånd. Sammen løb vi videre gennem pyramiden.

”Hvad vej?” Vi nåede til at kryds og stoppede begge forpustet op.

”Lige meget, bare vi ikke bliver fanget, som vi gjorde før.” Jeg fortsatte videre og mærkede et hårdt stik i siden, jeg måtte bukke mig for smerten.

”Hvad sker der? Er du okay?” Khnemus bekymrede stemme lød i mit øre. Jeg var ikke sikker på, hvor stærk min stemme var, så jeg nikkede bare med hovedet og fik rejst mig op.

”Jeg er okay.” Jeg sendte ham et blik, som tydeligt sagde: Jeg er okay. Han forstod og vi løb videre ind i den tætte pyramide.

Med hjertet i fuld galop, sveden der piblede frem overalt og den lammede stikken i siden gjorde, at jeg løb langsommere, men Khnemu satte bare tempoet ned, så vi kunne følges al.

Mit hjerte var ved at boble af glæde og der blev sat ild til min hånd, da Khnemu tog den. Jeg gispede sagte, men de følelser kunne ikke dække over rædselen ved at løbe fra mumier og frygten om, at de altid var lige rundt om hjørnet.

Alle de følelser var nye for mig. Jeg havde aldrig oplevet at være bange eller frygte noget. Det værste der kunne ske var, at man blev fanget i en sandstorm eller man blev bidt af giftige dyr eller dræbt af dyr. Der var ikke noget med at flygte fra mumier.

Også den rare følelse jeg fik, når jeg så på Khnemu. Eller ilden fra min hud, når han rørte mig. Mit bankende hjerte føles, som om det kun bankede for ham, der var ingen anden. Han fik mig til at føle, at jeg var lykkelig og glad, men samtidig fik han følelser som nervøsitet og angst frem.

Jeg var bange for ikke at være god nok. Jeg var nervøs for at gøre noget forkert, som kunne få ham til at hade mig. Jeg var begyndt at tænke mere over, hvad jeg sagde og gjorde. Noget jeg aldrig havde tænkt på før.

Luften var begyndt at blive bedre. Vi kunne smage friskheden i luften, det var dejlig befriende. En let brise gled forbi os. Der gik et øjeblik, inden vi kiggede mærkeligt på hinanden. En brise? Frisk luft?

”Det kan være en udgang.” Han var glad og skulle til at fortsætte, da jeg greb hans hånd.

”Det kan også være en fælde.” Vi måtte tænke os grundigt om her, vi måtte ikke løbe nogen risikoer.

”Lad os gå stille og roligt. Vi bliver jo nød til at tjekke det ud.” Han kiggede mig direkte ind i øjnene, da han sagde det. Jeg sukkede og fulgte efter ham ned af gangen.

Vi gik stille og roligt og holdt os tæt mod væggen. Luften blev bedre og bedre jo nærmere vi kom lyset. Jeg prøvede at lytte, men der var ingen stemmer, ingen fodtrin, der var ingenting, udover vores åndedrag.

Khnemu gik forrest og stoppede, da vi nåede døråbningen. Lyset var for skarpt, til vi kunne se noget. Han skulle til at fortsætte, da jeg hev ham tilbage.

”Hvad laver du?” Hvæsede jeg ud mellem sammenbidte tænder.

”Vil du ud eller blive herinde og vente på at blive dræbt af mumierne?” Han sendte mig et skarp blik, som jeg indeni gøs ved. Det var heller ikke et fair spørgsmål.

”Hvad hvis det er en fælde?” Jeg ignorerede bevidst spørgsmålet. Khnemu svarede bare ved at rulle med øjnene.

”Fint, men hvis der sker noget, så er det ikke mig, som står for det.”

”Der sker ikke noget.” Han tog min hånd for at berolige mig, men det fik forkerte følelser rundt i min krop, så jeg trak den til mig igen. Han ignorerede det dog bare.

Vi trådte igennem døråbning og gik længere ind, men stoppede så brat op. Det skarpe lys var fra solen og luften var rigtig nok luft. Men det hele kom fra et hul i loftet. Dog var det ikke det værste. Flere mumier stod inde i rummet med en mand i midten og længere fremme end de andre.

”Velkommen til menneskebørn.” Han bredte armene ud og man kunne ane et bredt smil under papiret. Gåsehuden trådte dog først frem, da han lagde hovedet tilbage og lo.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...