Et liv for et liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2013
  • Opdateret: 2 maj 2013
  • Status: Færdig
"Døde kan da ikke bevæge sig vel?"
"Nej?"
"Hvorfor mangler der så låg på alle kisterne?"
Cairo er en smuk pige, hun gør alt hvad sin far beder hende om. Men det kan vel også blive nok på et tidspunkt? At være datter af Faraoen kan være svært, men da Cairo ønsker sig et mere spændings fuldt liv indgår livsfarlige insekter og levende mumier vel ikke?

Vi går 4000 år tilbage til det gamle Egypten, hvor de lavede pyramider og døde blev balsameret og lagt i kister udformet som mennesker. Følg denne spændende historie om Cairo og hendes ven Khnemu, som opdager hemmelige tunneler og levende mumier. (Coveret er lavet af Laura G.)

16Likes
44Kommentarer
1459Visninger
AA

4. Kapitel 3

”Hvad?” Spurgte jeg forundret. Jeg lod hånden glide hen over hieroglyfferne, de var så smukke og fantastiske.

”Kom selv og se.” Han lød sur, bange og forvirret. Jeg rynkende undrende panden.

”Er drengen bange? Plejer det ikke altid være drengen, der skal redde pigen?” Jeg lod et drillende smil finde frem til mine læber.

”Lad vær med at lave sjov og kom og gik i stedet for!” Han var virkelig sur nu. Jeg sukkede dybt, inden jeg begik mig ind i rummet.

”Her er jo ikke...” Jeg standsede brat sætningen, da jeg så kisterne. Alle lågene var skubbet af, nogle var røget ned på gulvet, mens andre stadig lå på kisterne. Støvet på gulvet var fyldt med fodspor.

Jeg trak vejret dybt ind og holdt vejret, mens jeg gik hen til den nærmeste kiste. Tænk hvis der var nogle i den. Hvad skulle vi gøre? Jeg prustede ud og kiggede ned i kisten med bankende hjerte.

Der var ikke nogle i den. Jeg lukkede mine øjne, lod mine skuldre synke og slappede fuldstændig af.

”Er det her for sjov?” Khnemu prøvede at grine, men det lød slet ikke rigtig. Der lød en mumlen i den anden ende. Jeg åbnede mine øjne og kiggede bag mig. Fire mumier kom stavende i mod os med armene foran sig.

”Det tror jeg ikke, du skal regne med.” Jeg tog fat i hans arm og hev ham efter mig.

”Hvad sker der?” Han prøvede at kigge tilbage, men det var svært, når han løb og jeg havde fat i hans ene arm.

”Jeg ved det ikke, men jeg regner ikke med, at du vil dø her.” Jeg stoppede brat op, da mine øjne faldt på døråbningen foran os.

”Hvorfor stopper...” Han kiggede tilbage også frem igen. Nu havde vi otte mumier efter os.

”Fedt,” bekræftede han opgivende. Nu havde vi begge opgivet håbet.

”Kan du ikke vejen i templerne?” Han kiggede med et nyt håb på mig, som jeg desværre måtte slukke med en hovedrysten.

”Hvad skal vi så gøre?” Han slog opgivende ud med armene. Jeg tænkte hurtigt og kiggede mig omkring.

”Løbe, den vej.” Jeg pegede og satte i løb mod den eneste døråbning, som ikke var fyldt med levende mumier. Han fyldte bare efter mig, selvom ingen af os havde nogen idé, om hvor vi var på vej hen.

”Hvad nu?” Han stoppede op, da vi nåede til et kryds.

”Hvor skulle jeg vide det fra?” Tanker kørte gennem mit hoved. Hvad ville der ske med os? Hvad med mumierne? Hvad ville folk finde ud af? Hvordan ville mumierne dræbe os? Ville de sluge vores hjerner ud? Ville de spise os? Ville de bare dræbe os? Ville de... Jeg slukkede for de negative tanker.

”Den vej.” Jeg pegede og satte i løb, men blev stoppet af en flok mumier. Khnemu greb fat i min arm og hev mig efter ham. Jeg trak min arm til mig og løb efter ham.   

”Ved du overhovedet vejen?” Han rystede på hovedet og jeg rullede med øjnene. Det her kørte da bare.

Med bankende hjerte løb vi gennem flere gange og rum med kister, hvor lågene var skubbet af. Jeg hadede mig selv, for ikke at have lært pyramiderne at kende.

Alle de steder vi løb igennem var lågene på kister skubbet af, gulvet var fyldt med fodspor og luften blev klammere og klammere jo tættere vi kom på midten.

Khnemu stoppede brat op, men så hurtigt var jeg ikke. Jeg bragede ind i hans ryg, men han var for optaget af noget foran os. Mumier stod foran os og til siderne.

”Løb, så holder jeg dem tilbage, så længe jeg kan.” Jeg kiggede overrasket på ham.

”Nåh, nu vil du gerne spille helt?” Jeg rystede på hovedet. ”Vi er taget herind sammen, og vi kommer ud sammen.” Nu var det hans tur til at ryste på hovedet.

”Nu er du dum at høre på.” Vi kiggede begge rundt, vi var omringet af mumier.

”Hvad vej så?” Han kiggede på mig. Jeg kiggede på ham og lod mig få et øjeblik, hvor jeg bare kiggede og indprentede alle hans ansigtstræk. Det var kun mig og ham, inden jeg lod mig falde tilbage til mumierne, som var begyndt at komme nærmere og tættere på os.

”Lad os bare tage den vej.” Jeg pegede og satte i løb, mens jeg slog vildt med armene. Jeg gøs hver gang jeg ramte en mumie, men med lukkede øjne kom jeg igennem det.

En anden hånd tog fat i min hånd, jeg skulle til at hive min hånd til mig, da jeg troede, det var en mumie, men fandt hurtigt ud af, at det var Khnemus hånd. Vi fortsatte bare igennem fantastiske rum med hieroglyffer, åbne kister og flotte statuer.

”Hvor er vi henne?” Spurgte Khnemu efter vi havde løbet et stykke tid. Vi trak begge vejret i hurtige stød, mens vores hænder klamrede sig til hinanden.

”Jeg ved det ikke. Det var nemmere, da vi kunne nogen af rummene, men her kender jeg ingen.” Jeg kiggede mig frustreret omkring.

”Har du aldrig været inde i denne pyramide før?” Han kiggede kort ned på vores hænder, inden han lod sit blik glide op til mit ansigt.

”Jeg har aldrig været i nogen pyramider. Arbejde er ikke lige mig.” Jeg lavede en grimasse.

”Jamen så er vi to.”

”Det kunne være man skulle skifte?”

”Det var måske en ide…” Vi grinede begge to, det løb hult og ikke rigtig af latter, men det var befriende. Vi fik på en eller anden måde alle de dårlige ting ud og lod alle de gode blive.

Men den fred varede ikke længe, for pludselig lagde vi mærkelig til unaturlige lyde, der kom hen i mod os. Stavende trin var nogen som ikke havde sko på.

”Skal vi?” Spurgte Khnemu og stak sin hånd frem i mod mig. Jeg nikkede og tog hans hånd. Sammen løb vi igennem flere rum, inden vi blev stoppet af en lille flok mumier.

”Vil du høre en hemmelighed?” Forhørte han sig hos mig. Med bankende hjerte, svedige hånder og krøllet støvet tøj kiggede jeg måbende på ham.

”Og det synes du var det rette tidspunkt?” Jeg lod mit blik falde ned på vores hænder, som stadig holdt i hånd.

Mit bankende hjerte galt to ting. Et: Jeg var ret bange for de mumier. To: Hans hånd fik ild til at flamme op inden under huden. Tre: Jeg kunne måske mere end godt lide ham. Okay, så tre ting, men så heller ikke mere.

”Ja.” Kort og fattet. Han regnede med, vi skulle dø nu. Det gjorde jeg vel også. Jeg var faktisk ikke sikker, mine følelser og tanker kørte bare rundt. Jeg kunne ikke finde hoved og hale i dem.

Han tog min tavshed som et svar til at forsætte: ”Nu hvor jeg skal dø af menneske ædende mumier, eller hvad de nu vil med os, så er jeg glad for, at det er med dig.”

 Hans blik fangede med det samme jorden, da han var færdig. Jeg kunne ikke lade være med at smile og mærke en blussende ved mine kinder.

”I lige måde.” Han mødte mit smil og smilede tilbage. Jeg skulle til at fortsætte mit svar, da to lodne hænder greb fat om hals. Jeg kunne ikke svare, jeg kunne ikke skrige. Jeg kunne kun stå stille og vente på øjeblikket. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...