Et liv for et liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2013
  • Opdateret: 2 maj 2013
  • Status: Færdig
"Døde kan da ikke bevæge sig vel?"
"Nej?"
"Hvorfor mangler der så låg på alle kisterne?"
Cairo er en smuk pige, hun gør alt hvad sin far beder hende om. Men det kan vel også blive nok på et tidspunkt? At være datter af Faraoen kan være svært, men da Cairo ønsker sig et mere spændings fuldt liv indgår livsfarlige insekter og levende mumier vel ikke?

Vi går 4000 år tilbage til det gamle Egypten, hvor de lavede pyramider og døde blev balsameret og lagt i kister udformet som mennesker. Følg denne spændende historie om Cairo og hendes ven Khnemu, som opdager hemmelige tunneler og levende mumier. (Coveret er lavet af Laura G.)

16Likes
44Kommentarer
1484Visninger
AA

3. Kapitel 2

Selvom jeg hele tiden fik hætten i øjnene var den det værd. Ingen på gaden genkendte mig, så jeg kunne frit gå gennem gaderne og ud til de små huse langs Nilen.

Nu var det jo heller ikke ligefrem, fordi det strømmede frem med folk. De fleste var henne og arbejde på pyramiderne, men de få der var synes alle sammen at ligne ham drengen.

”Undskyld, men de står på nogle værdifulde afgrøder.” Først troede jeg ikke det var til mig, men da jeg kiggede ned og så, hvor jeg stod, vendte jeg mig om mod drengen.

”Undskyld, det var ikke med vilje.” Startede jeg og prøvede at få mit bankende hjerte tilbage på plads igen, mens jeg med lange skridt gik væk fra marken, så jeg ødelagde så lidt som muligt. ”Er du…” Fortsatte jeg, men da jeg kiggede op, var han gået tilbage til huset.

”Hej!” Råbte jeg efter ham, hvilket fik ham til at vende sig overrasket i mod mig, og mig til at løbe op til ham. Huset var lavet af træ, som kun fik det til at se endnu mere faldefærdigt ud. Stof var smidt hen over træet for at holde sandkorn og flyvende afgrøder ude.

”Kunne du ikke tænke dig, at tage med ned i en af pyramiderne og tjekke om alt er som det skal være?” Jeg fremtrak et lille smil, mens følelserne rasede inden i mig. Min far havde bedt mig om, at tage et kig på en af pyramiderne. En god start på en lang samtale.

”Ellers tak, jeg har andet at bruge min tid på.” Min kæbe ramte jorden, mens han vendte sig om mod huset. Jeg var tæt på at komme med en skarp bemærkning men lod være.

”Du vil blive betalt for det.” Han vendte sig meget langsomt imod mig igen. Hans øjne lyste op på sådan en speciel måde, at jeg allerede dér vidste, at han ville sige ja.

”Okay på én betingelse.” Han kiggede mig dybt i øjnene, jeg nikkede stumt. Små søde lyserøde sommerfugle var begyndt at flyve rundt i min mave, mens mit hjerte steg og gjorde mine håndflader fugtige, var mit hoved et stort virvar af tanker. ”Jeg vil have penge først.”

”Selvfølgelig,” jeg rystede på hovedet, inden jeg langsomt og fumlende fandt nogle penge frem fra min inderlomme. Han tog i mod dem, vendte sig om og gik ind i huset. Mens han var inde i huset, rystede jeg mine hænder og arme. Temperaturen var vidst steget et par grader eller 10.

”Skal vi komme af sted?” Jeg vendte mig overrasket om, inden jeg nikkede til ham. Jeg fik fat i en løs hårlok og lod mine fingere famle rundt med den.

”Denne her vej,” sagde jeg så, og begyndte at gå frem i et rask tempo. Nu skulle vi se pyramider.

                                                                 ***

 ”Wow.” Blev han ved med at sige og røre ved stenene, som holdt pyramiden sammen. Mens han var så optaget af stenene, lod jeg mig kigge lidt på ham.

Han havde arbejdet med noget tungt, for de overarms muskler kunne ikke bare være kommet af sig selv. Hans hår var pjusket, men på en eller anden måde fik det ham til at se mere hård ud.

”Hvad var det vi skulle?” Spurgte han, da han var færdig med at kigge på sten. Jeg blinkede med øjnene og lod blikket glide hen over gravene.

”Vi skal bare tjekke, at alt er som det skal være.” Jeg fremtrak et kort smil, inden jeg vendte rundt for at gå ind i næste rum. Alle gravene lignede hinanden bortset fra størrelserne, farverne og opbygningen. Hvilket vil sige, at de er lige så forskellige som vi er.  

”Hvad hedder du egentlig?” Spurgte jeg hen over skulderen.

”Jeg hedder Khnemu.” Grinede han. Han havde et pænt grin, som fik mit hjerte til at bevæge sig hurtigere.

”Hvad er det, der er sjovt?” Jeg rystede følelsen af mig og vendte mig i stedet om imod ham.

”At du har taget mig med herned, men du aner intet om mig.” Han sendte mig et bredt smil, som afslørede hans tænder.

”Tro mig, jeg ved alt om dit udseende.” Mumlede jeg mellem sammenbidte tænder.

”Hvad?” Kom det fra et af de andre rum, man kunne tydeligt høre smilet i hans stemme.

”Jeg hedder Cairo,” sagde jeg højt, inden jeg trådte ind i et nyt rum, hvor hieroglyffer fyldte det meste af væggen.

”Prinsesse?” Han kiggede måbende på mig, jeg trak hætten af hovedet.

”Ja og lad være med at kalde mig prinsesse.” Jeg sendte ham mit bedste dræberblik, han tog hænderne op foran sig.

”Rolig,” han rystede på hovedet. ”Kan du læse de der tegn?” Han lod sin ene hånd følge en halvmåne.

”Ja og det hedder hieroglyffer.” Svarede jeg ligeglad, inden jeg lod ham være alene i rummet.

”Hvor gammel er du egentlig?” Ud fra lyden af hans skridt kunne jeg høre, at han fulgte efter mig.

”16 og dig?” fastslog jeg, inden jeg måtte tabe kæben for det syn der mødte mig. To store egyptiske statuer af guder stødte ud af væggen, mens min farfar lå begravet i en stor grav ved siden af.

”17,” henkastede han, men jeg hørte ikke længere efter.      

”Hey Cairo.” Udbrød Khnemu pludseligt, man kunne tydeligt høre overraskelsen i hans stemme.

”Ja?”

”Døde kan da ikke bevæge sig vel?”

”Nej?”

”Hvorfor mangler der så låg på alle disse kister?”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...