Et liv for et liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2013
  • Opdateret: 2 maj 2013
  • Status: Færdig
"Døde kan da ikke bevæge sig vel?"
"Nej?"
"Hvorfor mangler der så låg på alle kisterne?"
Cairo er en smuk pige, hun gør alt hvad sin far beder hende om. Men det kan vel også blive nok på et tidspunkt? At være datter af Faraoen kan være svært, men da Cairo ønsker sig et mere spændings fuldt liv indgår livsfarlige insekter og levende mumier vel ikke?

Vi går 4000 år tilbage til det gamle Egypten, hvor de lavede pyramider og døde blev balsameret og lagt i kister udformet som mennesker. Følg denne spændende historie om Cairo og hendes ven Khnemu, som opdager hemmelige tunneler og levende mumier. (Coveret er lavet af Laura G.)

16Likes
44Kommentarer
1460Visninger
AA

8. Epilog

”Cairo?” En mandestemme, som jeg synes at genkende, snakkede et sted foran mig. Det var muligvis ham, der holdt fast i mig.

Hvorfor kunne han ikke bare få det overstået? Dræbe mig nu og her i stedet for at trække pinen ud? Mit hjerte bankede kun svagt nu, men smerten sad stadig i mig.

”Cairo?” Manden rystede i mig, hvilket fik mig til at åbne øjnene og blinke overrasket ved det syn, der mødte mig. Mit hjerte satte med det samme tempoet op.

Hvordan kunne han være her? Hvordan havde han fundet mig? Tårer gik igen op i mine øjne og faldt ned af mine kinder.

”Cairo,” udbrød han forvirret. Han tørrede mine tårer væk, inden han hev mig ind i et dejligt varmt kram.

”Hvad laver du her?” Spurgte jeg, lige da han gav slip på mig. ”Far,” tilføjede jeg lidt efter.

”Det var bare en joke.” Han smilede stort ned til mig. Hele min verden gik i stå, alt frøs.

”Du sagde, at jeg aldrig arrangerer noget sjovt.” Han begyndte at grine. ”Det her var i hvert flad sjovt. Synes du ikke?” Jeg rystede på hovedet.

”Hvor smuttede din ven hen?” Der opstod en kort tavshed, inden han selv svarede: ”Han fandt sikkert en af mine mænd, som viste ham vejen ud.”

”Er han uskadt?” Jeg kiggede på ham med store øjne, mens mit hjerte begyndte at hoppe af håb.

”Ja, selvfølgelig er han det, hvorfor skulle han ikke være det?” Han rystede kort på hovedet.

”Skal vi komme hjemad?” Han begyndte allerede at gå, inden jeg nåede at svare. Jeg fulgte bare efter med et bankende hjerte og et stort smil på læberne.

”Var I i alle rummene?” Jeg kiggede opmærksomt op på ham, men jeg kunne ikke skjule min glæde ved, at Khnemu stadig var i live.

”Ja.” Det bedste svar jeg kunne tænke mig. ”Bare ikke der hvor din farfar lægger begravet…”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...