Real Love. {One direction}

Naomi Blake er blot en normal attenårig pige. Hun bor hjemme,ubekymret og fri.
Men hvad hun ikke ved,er at hun hele livet,har været uvidende om en familiehemmelighed.Da hun en dag overhører en samtale som hun måske aldrig skulle have hørt, bliver hun ude af sig selv.
Overvældet og forvirret,tager Naomi til fest,for at finde sig selv,og glemme den mystiske samtale.
Men hvad sker der,når hun møder en vis person,og risikerer sit eget liv,for at redde personen?

19Likes
11Kommentarer
976Visninger
AA

4. Kapitel 3

NAOMI'S P.O.V.

 

Det var en virkelig dårlig ide at tage til fest. Jeg havde grædt, jeg havde det dårligt, sikkert på grund af at det var så varmt herinde, så jeg gik ud. Jeg havde lænet mig op af et træ, med den øl jeg havde fået af en fyr. Jeg havde også ondt i benene så det var derfor jeg stod lænet op af et træ. Hvad for et træ det var vidste jeg kke.

Jeg kunne se en skikkelse komme mod mig og mit træ. Okay jeg ejede ikke træet, men jeg stod op af det som den eneste så det var vel lidt mit.

"Hej" sagde jeg til personen.

Af hvad jeg kunne se her i mørket var at personen havde krøller på hovedet, så jeg regnede med at det var en mand, da jeg ærligtalt ALDRIG havde set en pige med sådan nogle krøller.

"Hej" svarede han

Han var kommet tættere på så jeg kunne se hvem det var. Og det gætter i aldrig, da det var ingen ringere end Harry Styles fra One Direction. Normalt ville man måske Fangirle lidt, men ja som i ved er jeg overhovedet ikke fan

"Hvorfor er du ikke inde og danse?" Spurgte han.  Vi havde kort øjenkontakt, men jeg afbrød den.

"Jeg kunne spørge dig om det samme."  Svarede jeg koldt og nippede til min øl, imens jeg fandt jorden meget interessant. Jeg ved ikke hvad Harry gjorde, men vi var tavse et par minutter.

"Det var virkelig forkert at tage herhen." Sukkede jeg og vendte mit hoved mod Harry.

"Hvad mener du ?"  Spurgte han. Han forstod selvfølgelige ingenting. Jeg trådte et skridt tilbage, så jeg stod over for ham. Jeg var lige ved at falde, men Harry var hurtig til at gribe mig.

"Ser du." Jeg tog en dyb indånding. "Åh gud,hvad laver jeg." Min hånd hvilede på min pande "Du kender jo ikke engang mit navn."

Jeg grinede lavt og tog en tår af den næsten tomme øl.

"Så fortæl mig dit navn,mit navn er Harr-","Jeg kender dit navn Harry. Alle kender dit navn." Afbrød jeg Harry. Jeg kunne se nogle bevæge sig rundt i buskene. Jeg lod som ingen ting, indtil jeg så min far, med noget der lignede en pistol.

Harry var den kendte fyr de skulle dræbe. Det kunne jeg ikke lade ske.

"Mit navn er Naomi og mine forældre e-PAS PÅ!" Sagde jeg og kastede mig nærmest over ham idet min far skød efter ham.  Han ramte, bare ikke Harry, men mig....

 

❤❤❤

HARRY'S P.O.V.

 

 

Jeg vågnede op ved lyden af velkendte stemmer. Mit hoved dunkede voldsomt hvilket fik mig til at skære grimasser.  "Han er vågen!" Nialls hvisken fik de fleste hoveder til at vende sig mod mig.

"Harry!" Louis høje stemme fik en bølge af smerte til at strømme op i mit hoved, og jeg tog mig hurtigt til hovedet.

"Oh, undskyld." Jeg åbnede mine ellers sammenknebne øjne, og skimtede de fem trætte skabninger omkring mig.

De var alle helt smadrede, især Niall lignede en der ikke havde sovet hele døgnet.

Han T-shirt sad skævt, og hans hår var helt uglet.

"Hej drenge," sagde jeg og sendte Louis, Zayn, Liam, Niall og Ed et træt smil.

De kom alle hen til sengen jeg lå i.

"Hvad skete der Harry?" Lød Eds morgen hæse stemme.

Han tog hånden hen til munden for at gabe ind i den, og blinkede et par gange.

Men ja.. Hvad skete der egentlig?

 

"Jeg kender dit navn Harry. Alle kender dit navn." Afbrød Naomi. Jeg så mig rundt omkring.
Det var halvmørkt, og luften stank af røg. Pludselig hørte jeg en lyd ovre fra busken, men tænkte ikke længere over det. Det var jo nok vinden.

"Mit navn er Naomi, og mine forældre er - PAS PÅ!"


"Harry?" Zayns stemme afbrød mine tanker, og fik mig til at hoppe let. "Ja." Jeg kom tilbage til virkeligheden, og så på mine venner. "Hvordan kom i egentlig hjem?"

Louis kunne ikke undertrykke sit smil, hvilket fik mig til at undre mig endnu mere.

"Edward kørte os." Liam kiggede ned i jorden, og så ud som om at han var flov, men blev trøstet af Niall der blidt klappede ham på ryggen. Jeg så forvirret på Ed."Hvad? I min bil." Ed svarede ikke, hvilket gjorde at mine øjne blev store.
"Jamen Ed! Du kan da ikke kø-","ssh!" Jeg smilte skævt.

"Så drenge, nu må i hellere smutte hjem og sove." En rødhåret kvinde kom ind med et glas vand til mig.

Jeg drejede hovedet mod kvinden og smilede taknemlig.

"Hvad er klokken?"

Drengene stoppede deres gang mod døren, og lyttede nysgerrige.

"4:55".
Ikke sært at de var så trætte.

❤❤❤

Æh,hej! Sorry for det ikke så gode kapitel fra Harrys synsvinkel.
Jeg er virkelig træt for tiden,og min skrivelyst er i bund.
Men i ved .. YOLO xD

Jeg har ikke rettet kapitlet igennem,fordi jeg er doven. ( Men så er det godt at du har en meget sød veninde/medforfatter som har rettet det for dig xD )

XX RAINYBOW aka. FREYA

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...