Real Love. {One direction}

Naomi Blake er blot en normal attenårig pige. Hun bor hjemme,ubekymret og fri.
Men hvad hun ikke ved,er at hun hele livet,har været uvidende om en familiehemmelighed.Da hun en dag overhører en samtale som hun måske aldrig skulle have hørt, bliver hun ude af sig selv.
Overvældet og forvirret,tager Naomi til fest,for at finde sig selv,og glemme den mystiske samtale.
Men hvad sker der,når hun møder en vis person,og risikerer sit eget liv,for at redde personen?

19Likes
11Kommentarer
1024Visninger
AA

2. Kapitel 1 Naomi

Naoimi's synsvinkel:

"Jeg er hjemme " Råbte jeg da jeg trådte ind i den store villa. Ingen svarede så jeg regnede med at jeg var den første hjemme. Mine forældre arbejde med... det ved jeg faktisk ikke. De har aldrig fortalt mig det, og de siger også jeg ikke må gå ind på deres kontor, selvom det nu har været fristende mange gange.

Jeg smækkede døren i og smed skoene, ved siden af de mange andre sko. Jeg tror mine forældre er glade for sko, siden de mindst har 10 hver. Også er der mig der kun har 1 par normale sko. Mine meget slidte converse. Og med slidte mener jeg at de kan gå i stykker når som helst.

Jeg gik ind i køknet for at finde noget at spise. Jeg fandt 2 æbler og lidt brød, som hurtigt var væk. Mine venner syntes jeg er madglad. Ligesom Niall, I ved fra det der band der hedder One Direction. Endnu et band som jeg var helt ligeglad med. Når men jeg gik ind på mit værelse, som var ret så rodet, og smed mig i vandsengen. Eller jeg smed mig ikke fordi så ville den gå i stykker også ville jeg da få en kæmpe skideballe

Jeg så ud over det store rodede værelse og overvejede om jeg skulle rydde op.  Jeg besluttede mig for ikke at rydde op og fandt i stedet min computer frem. Jeg tjekkede hurtigt min twitter og Facebook. Ingen nye ting. Og det var så der kedsomheden begyndte at melde sig. Jeg keder mig ret hurtigt, hvis jeg ikke laver noget sjovt. Jeg begyndte at sidde og hoppe i sengen. Det plejer at få kedsomheden til at forsvinde. Nu tænker i sikkert at jeg er mærkelig, men jeg elsker bare at gøre mærkelige ting.

Pludselig bankede det på døren og jeg farede sammen. Jeg sprang om bag min seng og fandt en paraply frem, som lå gemt væk under min seng. "Kom ind " råbte jeg og holdte paraply frem mod døren. Hvem ved om det er en lejemorder, som har lært at banke på? Ind af døren kom der ikke en høflig lejemorder, med mindre man kan kalde min mor en lejemorder. Jeg smed paraplyen væk  og rejste mig fra mit skjul." Hej." Sagde jeg. "Jeg skulle lige se om du var hjemme." Sagde min mor og gik.

*

Det var blevet aften og det betød jo så aftensmad. Vi skulle have spaghetti med kødsovs. Mine forældre sagde at jeg godt måtte spise på mit værelse hvilket var yderst sjældent. Når men det var dejligt at spise på værelset.

Da jeg enlig blev færdig ville jeg gå ned med min tallerken. Jeg kunne høre mine forældre snakke. De snakkede ikke så højt men jeg var ikke så langt fra dem, så jeg kunne godt høre det.

"Hvordan nakker vi den næste person. Du ved ham der den kendte? Han er jo vogtet 24/7." Kunne jeg høre min mor sige. "Jeg ved det ikke. Måske kan nogle af de andre lejemordere hjælpe." sagde min far.

Jeg gik helt i stå og var næsten ved at tabe min tallerken. Var de lejemordere? Og det vidste jeg ikke noget om. Jeg kunne da blive en totalt sej lejemorder. Ej okay det var overhovedet ikke min drøm. Men at de havde været det i alt den tid uden jeg vidste det. Jeg var vred, skuffet og ked af det. At have forældre som slog andre ihjel var overhovedet ikke det fedeste. Jeg skyndte mig op på mit værelse i håb om at de ikke havde hørt mig.

Jeg lagde mig i sengen og vidste ikke om jeg skulle græde. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, så der var kun en løsning: Fest

 

______________________________________________________________________________

Så kom første Kapitel :D

Dette er min første movella, så er meget glad for jer 3 som har sat den på favoritlisten :D

Sasha:)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...