Jeg er den sandhed du gemmer

Dani er en ung kvinde, hendes liv er knap begyndt, men alligevel er der intet der hænger sammen. Hun er ude i store problemer, og det hele skyldes hendes storebror og det han udsatte hende for da hun kun var et lille og uskyldigt barn.
Hun er den pige der aldrig bliver lykkelig, pigen der aldrig rigtig finder ro.

5Likes
2Kommentarer
1090Visninger
AA

14. Mød ondskaben indeni

Hendes ansigt var stift af rædsel. Hun lagde hånden på maven og bed så hårdt i sin underlæbe at den begyndte at bløde. Her stod hun, klædt i hvidt, det røde hår smukt opsat og med denne frygtelige besked i hånden. Hun sank en klump og kastede så graviditetstesten ned i skraldespanden. Hun ville ikke vide det, ikke tænke på det, hun skulle giftes om lidt, åh gud, hun skulle giftes. Men alligevel sank hun sammen, slog toiletbrættet ned og satte sig mens hun begravede sit ansigt i sine hænder. Hun ville have sagt nej, det var derfor hun sådan havde håbet på en negativ test. Hun elskede ham ikke, hun var dårlig for ham, hun ønskede Luke det bedste i verdenen, men hun havde aldrig elsket ham. Hun havde haft behov for kærlighed og tryghed i en sådan form at kun han kunne give det til hende, men hun kunne ikke give ham noget tilbage. Og nu sad hun her, med dette resultat.
Dani løftede blikket og kiggede hen på spejlet hvor en forsvunden men velkendt skikkelse viste sig. Først kiggede han bare på hende, men så begyndte han at grine, latteren var hård, skadefro og ramte hende lige i hjertet. Frustreret førte Dani hånden op i det røde hår, uglede det, ødelagde den flotte frisure og skreg så mod spejlet: ”skrid! Skrid, skrid skrid! Jeg vil ikke! Du er ude af mit liv, du er fortid!” Men han rystede bare på hovedet og lo igen. ”Dani, du bliver aldrig lykkelig, ved du ikke det? Du ødelægger alt, og jeg vil aldrig forsvinde ud af dit liv.”

Hun rystede blot stædigt på hovedet og et lille hulk satte sig fast i halsen på hende. ”Jeg kan ikke det her, det er for meget. Jeg ville jo..” Hun vendte sig mod det lukkede vinduet og strøg gardinet let til side for at kigge ud på den smukke park, alt var pyntet op, gæsterne var ved at ankomme og sætte sig ned. Det var så smukt og forfærdeligt på én og samme tid.

”Dani, søde, lille Dani, vi ved begge to hvad der sker. Du vil ikke svigte den parasit der er indeni i dig. Du går ud og gifter dig med ham, og du bliver en sød, lille kone. I starten.” Tårerne begyndte nu at strømme ned ad Danis kinder, for hun vidste at han havde ret. Hun ville have sagt nej, men det kunne hun ikke nu. Ikke nu, det kunne hun bare ikke. ”Hvad mener du med i starten?” Hun tørrede heftigt blodet væk fra underlæben og stirrede hen på spejlet med øjne fyldt af tårer. Men hun blev ikke mødt af forståelse, i stedet blev hun mødt af den sædvanlige, barske latter. ”Åh, Dani. Alle disse år, og du har endnu ikke regnet ud hvem jeg er. Du er ynkelig! Men så skal jeg fortælle dig det inden du går ud og giver dit liv væk til manden du ikke elsker. Jeg er din fremtid. Jeg er hvad der ødelægger dig på den værste måde. Du har ikke set Jason i noget tid, har du? Du kommer til at opsøge ham, du hader ham. Jeg er hvad du gør ved ham, du har altid vidste at du vil komme til at ende det en dag, så derfor er jeg her. Derfor forsvinder jeg aldrig. Jeg er ondskaben i dig. Og vi to? Vi ses meget snart igen.”

Han tog sig til hovedet, kørte hånden igennem blodet og lo så, aldrig havde Dani hørt en ondere latter. Men i stedet for at skænke dette flere tanker trak hun vejret dybt ind og sukkede. Hun rejste sig og kiggede ind i spejlet. Hun var godt klar over det. En dag ville Jason dø, han ville dø for hendes hånd, men indtil da havde hun et ansvar. Nu skulle hun giftes.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...