Verdens Våben

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2013
  • Opdateret: 17 mar. 2013
  • Status: Igang
Jeg har skrevet denne novelle i anledning af at vi i min klasse skulle skrive en science fiction novelle i Dansk. Jeg har endnu ikke fået min karakter at vide, men jeg krydser fingrer for den ^^.
Modtager gerne helst kritik

0Likes
0Kommentarer
317Visninger

1. Verdens Våben

 

Bip, bip, bip. Lyden blev ved med at gentage sig; bip, bip, bip. Jeg åbnede langsomt mine øjne, for så at klemme dem hårdt i igen, da lyset skinnede ind i mine øjne. Bip, bip, bip. ”Hun vågner,” sagde en eller anden, og blev hurtigt efterfulgt af begejstret mumlen der løb igennem menneskene i rummet. Bip, bip, bip. Jeg virrede med øjnene, da jeg igen prøvede at åbne dem. Bip, bip, bip. Jeg blinkede et par gange, og satte mig så langsomt op. Bip, bip, bip. Mine øjne vandrede rundt i det helt hvide rum. Bip, bip, bip. Jeg åbnede munden for at sige noget til alle menneskene i de hvide kitler, som stod og stirrede på mig, mens de mumlede triumferende til hinanden. Bip, bip, bip. Jeg lukkede hurtigt munden igen, da en pludselig nervøsitet ramte mig. Bip, bip, bip. Der var for mange øjne rettet mod mig; Alt for mange mennesker der var opmærksomme på hver en enkelt bevægelse jeg lavede. Bip, bip, bip, bip. Lyden steg i fart med mit hjertes slag. Dunk, bip, dunk, bip, dunk, bip. Nervøsiteten steg, da mine øjne pludselig faldt på manden der stod i døråbningen. Bip, bip, biiiiiiiiiiip. I ét split sekund stod jeg foran manden, mens alle stemmer fortog sig i et, så den eneste lyd der var at høre var maskinen der klagede. ”Er du min herre?” lød det fra en klokkeklar stemme, som jeg opdagede kom fra min mund. Manden smilede grumt til mig, og klappede mig blidt på hovedet. ”Ja,” svarede han.

Jeg vågnede med et sæt, da jeg endelig havde løsrevet mig fra drømmen. Jeg havde drømt denne drøm i flere dage nu. Drømmen om min skabelse. Jeg var deres eneste eksemplar. Deres eneste succes. Den dag havde været min fødsel, og fødslen til jordens undergang. Jeg repræsenterede starten og slutningen for denne jord, og det hele afhang af min herres valg. Jeg var skabt til at adlyde min herre og kun min herre. Hvis han ønskede nogen død og beordrede mig til at dræbe personen, ville jeg være tvunget til at gøre det. ”Arianne, Michael vil gerne se dig,” sagde Miriam, da hun kom gående ind i rummet. Jeg så op på hende og smilede halvhjertet til hende. ”Jeg kommer nu,” sagde jeg og rejste mig op.

Jeg kom gående med rolige lange skridt ind i rummet og gled lydløst hen til min herres side. Han holdt møde med en masse andre mennesker. Nogle havde jeg set før og nogen havde jeg aldrig set. Jeg stirrede på manden der var i gang med at tale nu, og jeg kunne se hvordan sveden løb ned ad panden på ham, hvordan han hele tiden løsnede sit slips på og hans øjne, som hele tiden flakkede fra mig til min herre. Jeg gjorde ham nervøs. Jeg gjorde alle i rummet nervøs. De vidste hvem og hvad det var jeg var, og de frygtede det. Da manden så satte sig ned igen åbnede døren sig pludselig og ind ad døren stormede en dreng på de sytten til atten år. Alle øjne var blevet rettet mod ham. Selv jeg havde rettet hele min opmærksomhed mod ham. ”Undskyld jeg kommer for sent,” sagde han og i et kort øjeblik mødtes vores øjne. Jeg blinkede utallige gange; chokeret af den pludselige lyst til at smile et ægte smil og så modstræbende væk fra hans chokoladebrune øjne. Han blinkede lidt med øjnene og rystede så på hovedet da forvirringen skød ind over ham, da øjeblikket forsvandt.
     Igennem hele mødet havde hans øjne flakket fra mig til den der var i gang med at tale, og hver gang vores øjne mødtes havde han smilet til mig. Han havde det sødeste smil jeg nogensinde havde set og hver gang var det som om mit hjerte slog et ekstra slag. Hver gang skulle jeg anstrenge mig forfærdeligt meget for ikke at smile til ham, og hver gang havde jeg set væk. Selv nu da alle var ved at pakke deres ting sammen, kunne jeg mærke hans blik strejfe mig flere gange.
     ”Daniel, vil du være så venlig at følge med mig på mit kontor,” sagde Michael til drengen. Jeg så op på min herre og han vendte sig om til mig. ”Også dig Ari,” sagde han og havde fuldstændig skiftet sit toneleje til en blidere spindende stemme da han talte til mig. Jeg nikkede lydigt til ham og svarede monotonisk, ”Ja herre.” Michael begyndte med lange sikre skridt at gå hen mod hans kontor; sikker på at vi ville følge efter ham uden at skulle gentage sig selv. Jeg gik uden tøven lige i hælene på ham, og rettede blikket mod Daniel da han løb op på siden af mig. Han smilede let til mig og sagde så, ”jeg hedder Daniel.” Jeg så ham i øjnene og kunne ikke se nogen som helst fjendtlighed i dem. Han prøvede faktisk være venlig over for mig. Jeg rettede hurtigt blikket mod min herres ryg og svarede så lidt efter, ”Arianne.” Jeg skævede til ham og opdagede så hurtigt at hans blik var rettet mod mig.

Michael satte sig roligt ned på sin stol og rettede stift blikket mod os hen over hans kontorbord. ”Ari, det her er min søn,” sagde han, mens han gav et lille nik mod Daniel. ”Og det her,” han gestikulerede mod mig og hans øjne lyste næsten op da han så fortsatte, ”er Arianne.” Daniel skævede kort til mig, og rettede så hurtigt blikket mod hans far. ”Jeg har besluttet at overlade Arianne i dine hænder, men før jeg gør det vil jeg gøre det klart for dig at denne pige ikke er noget legetøj og hun er heller ikke noget menneske.” Jeg havde fået store øjne og var blevet vildt forvirret. Havde han virkelig lige givet mig til en anden. Jeg var hans elskede legetøj. Selv hvis han sagde jeg ikke var et legetøj, så var jeg ikke meget mere end hans yndlings legetøj i en bunke af alt andet legetøj. Jeg havde virkelig aldrig troet at der ville være en dag, hvor han ville give mig bort frivilligt. Det havde aldrig sket før. Jeg havde skiftet herre flere gange igennem årene, og ikke en eneste af dem havde givet mig væk frivilligt. Enten blev de tortureret til de gav op eller også blev de dræbt. Jeg havde for længe siden opgivet håbet om at leve et liv uden død og ødelæggelse. Jeg havde opdaget at hvert eneste sted jeg satte fod på, ville det ende med død og kaos omkring mig.
     Det gav et sæt i Daniel og han betragtede mig kort. ”Hvad mener du med at hun ikke er et menneske?” spurgte han. Michael smilede et ret så halvhjertet smil og svarede affærdigende, ”Ari kan fortælle dig alt, hvad du behøver at vide.” Han gjorde tegn til os at vi måtte gå.
     Da vi stod uden for døren, vendte jeg mig mod Daniel og nejede for ham. ”Undskyld men dette er nødvendigt,” sagde jeg mens jeg holdte hans blik med mine øjne og pludselig stod vi et helt andet sted end før. Det hele var øde og himlen var rød. Jorden var som rødt sand og flere steder var der røde klippestykker spredt ud over det hele. Der var intet at se i miles omkreds, andet end os. Daniel havde fået store øjne og betragtede mig forsigtigt og jeg vidste at han havde skiftet sin mening om mig. Han vidste hvem jeg var. ”Du er hende er du ikke. Pigen der skulle være det stærkeste våben mennesket har skabt,” råbte han pludselig da genkendelsen ramte ham. Blæsten tog pludselig til og mit røde hår svævede i kraften af den stærke vind. Jeg så ham dybt ind i øjnene og i et split sekund så han hvad ingen andre havde set i mig. Mine grønne øjne havde været fyldt med sorg og pine. Mine fødder forlod pludselig jorden og jeg svævede et par centimeter hen over jorden. ”Korrekt,” sagde jeg. ”Jeg er Verdens Våben.” Min stemme var kold da jeg begyndte fortællingen af starten på mit liv.
     Landskabet omkring os ændrede sig til et helt hvidt rum med masser af mennesker i hvide kitler der sværmede rundt i hast, da maskinen midt i rummet begyndte Skabelsen. Scanneren kørte langsomt frem og tilbage og langsomt kunne man se en skikkelse tage form til en ung teenagepige. ”Hendes krop og funktioner er færdige. Vi mangler bare at få liv i hende,” sagde damen der styrede skærmen der var på maskinen. ”Påbegynder Del 2,” lød det fra en monoton computerstemme og den begyndte at tælle procenttallene op. ”Halvtreds procent. Firs procent. Halvfems procent. Hundred procent. Den er hermed færdig.” Glasset begyndte let at åbne sig og man kunne pludselig høre den irriterende bippen. I et splitsekund efter åbnede skikkelsen øjnene og rummet begyndte igen at skifte form.
     Vi stod igen i det øde landskab, men denne gang var det ikke øde. Det var blevet til en hel by. Der var bygninger overalt og vi stod i dette øjeblik i en gyde. ”Arianne, dræb dem,” lyd det pludselig fra en mand i den anden ende af gyden. Manden vendte sig om og begyndte at gå sin vej, mens den anden mig var gået til angreb på et helt hold af mafia folk. En efter en faldt de om og langsomt spredtes der røde plamager af blod på jorden. Mit andet jeg bevægede sig lydløst, hurtigt og yndefuldt igennem massen af mænd klædt i mafiaens tøj og hver og en jeg rørte faldt om døde på jorden i et splitsekund. Jeg vendte mig mod Daniel mens jeg gestikulerede til begivenhederne der fandt sted foran os og sagde, ”Dette er kun en del af den magt, du kan have, hvis det er det du ønsker.” Han så på mig og svarede mig beslutsomt, ”Jeg er ikke ude efter sådan en magt. Jeg vil ikke udnytte dig.” Jeg hævede mit ene øjenbryn i skepsis og sagde så, ”lad os se hvad du siger når du har set det hele.”
     Vi skiftede scene igen, og pludselig svævede vi oppe i luften ovenover byen. Et par meter væk foran os, svævede mit andet jeg i luften. Man kunne se, hvordan mine læber bevægede sig rytmisk og man kunne høre hvordan jeg gradvist hævede stemmen og pludselig begyndte hele jorden under os at åbne sig til et stort hul. Hver en enkel bygning faldt sammen og det hele var et stort kaos. ”Min daværende herre havde truet folket i byen at hvis de ikke gjorde som han sagde, ville de ikke vide hvad ramte dem før det var for sent,” sagde jeg til Daniel og så på ham, ventende på et svar. ”Jeg står ved hvad jeg sagde før. Jeg vil ikke have denne slags magt over dig eller nogen anden,” sagde han efter en smule tøven.
     Vi skiftede endnu engang scene og denne gang stod vi inde i en klub. Musikken kørte højt i baggrunden og midt på dansegulvet stod jeg. Min krop fulgte musikkens bevægelser og jeg så virkelig ud til at more mig, men da jeg så åbnede mine øjne, begyndte det hele at gå galt. Musikken døde ud og det blev helt mørkt i hele rummet. Pludselig blev lyset tændt igen og oppe på scenen stod en yngre version af Daniels far. Pigerne skreg af begejstring da de så hvem det var og mændene i rummet var forsvundet. ”Du kan få lige så meget berømmelse som din far. Du kan få alle de piger du lyster og du ville blive verdens berømt. Ikke et eneste menneske ville ikke vide hvem du var. Du kan få alt hvad du ønsker. Bare fortæl mig hvad du ønsker,” sagde jeg og nejede let. ”Jeg er din og du er min nye herre, hvis du vil have mig.” Han så tryllebundet på mig og jeg vidste at jeg havde vævet min magi på ham allerede før han sagde noget. ”Jeg kan altså gøre lige hvad jeg har lyst til? Ingen ville kunne sige hvad jeg skal og ikke skal? Hele verden ville kunne blive min?” spurgte han ivrigt men tøvende.
     vi stod pludselig igen på den øde slette, og jeg så ham ind i øjnene med et grumt smil på læberne. ”Jeg vil bringe dig alt hvad du ønsker,” svarede jeg ham så. Hans øjne lyste op i et glimt og han strålede da han spurgte, ”hvornår kan vi starte?” Jeg havde mistet ham i det øjeblik han havde besluttet sig og uden at have vidst det havde han skrevet under på sin egen død.
     Jeg stod helt tæt op af Daniel og så ham dybt ind i øjnene. Min hånd var dybt inde i hans bryst med et greb om hans hjerte der slog imod min hånd. Hviskende spurgte han, ”hvorfor?” Jeg smilede og svarede ham koldt, ”fordi jeg er den der vælger min herre, men før jeg kan vælge den næste skal jeg dræbe den der har valgt at følge mørket efter at have fået chancen til at ændre kilden til den. Du valgte mørket og nu bliver jeg nødt til at finde din sjæl i den næste.” I det øjeblik min mund stoppede med at bevæge sig, knuste jeg hans hjerte og jeg kunne se hvordan livet ebbede ud af ham i hans øjne da de langsomt fadede ud.
     Det var synd at han havde givet efter, men sådan var det. Det hele var jeg tvunget til at gøre. Det var det de havde skabt mig til. Mit navn havde ikke været Arianne for dem. Nej, jeg blev kaldt Djævlens Datter. Jeg var fristelsen for menneskene. Jeg ledte de udvalgte på afveje og det endte altid med at de døde. Jeg havde virkelig troet at denne dreng ikke ville have faldt for det. Jeg havde håbet at han ikke ville falde. Jeg havde håbet på at han var drengen der ville redde mig fra min elendighed. Måske ville jeg finde den rette en dag, men det blev ikke til noget for denne omgang.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...