Det næsten perfekt liv...

Ja, livet har sine op-ture og nedture, men i dette liv har den kun haft en retning, til det en dag det går helt galt...

0Likes
0Kommentarer
286Visninger
AA

2. Komplimenterende er de ihvertfald!

"Pfffffft.", lyder det på gangene. Jeg griner, og vender mig om. En flok drenge er samlet ved et skab, og studere mig nøje. Jeg går videre med selvsikre skridt, og et fjoget smil. Da jeg når over til mit skab, og har åbnet det, kigger jeg efter resten af mine venner. De sidder allesammen på en bænk med alle deres smartphones, og ved ikke en mine om hvad der foregår i omverdenen. 

"What's up, guuuuys?", siger jeg, og drejer mig model-agtigt rundt. "DAMN!" , hører jeg nogen siger. "Fuck, er det dig Melissa?", udbrøder Maria, med vidt opspærret mund og åben mund. Jeg fniser, og giver dem alle sammen et knus. "Hold kæft hvor ser du bare godt ud!", siger Christopher, og griber fat om min røv. Jeg slår ham over fingerene, og sætter mig ved siden af Maria. "Ved du hvad, vi skal ud og shoppe idag!", siger hun, og smiler. Hun er min allerbedste veninde og det vil hun altid være. My bad bitch! 

Da den yderst inspirerende og lærerige skole tid er forbi, er det bare om at komme hurtigst ud som muligt. De fleste skulle nemlig ud i byen, og bussen bliver altid prop fuld med gymnasier-elever. I hånden har jeg Maria slæbende. Jeg hiver hende afsted, med alle de kræfter jeg har og spekulere på hvad fanden der går rundt i hovedet på hende nu. "VI SKAL FUCKING NÅ DENNE HER BUS!", skriger jeg hende i hovedet, og niver hende i siden. Hun giver sig et spjæt, og er meget hurtigere nu. 

Bussen er fuld som sædvanligt. Jeg sidder klemt fast mellem to fede dudes. Bag mig sidder Maria, og kigger fredeligt ud af vinduet. Jeg får nærmest panoia over det, og rykker mig en smule. Jeg prøver at skifte stilling, dog uden held. 

Endelig er vi ude i byen, og den velkendte duft rammer, og en følelse af glæde skylder igennem mig. "OMG! Kom lige her, Mel. Du skal lige se det her!", råber Maria op, og tage hastige skridt hen imod mig. Hun viser mig hendes mobil, og jeg kan se hun er inde på formspring. "Hvad er der?", spørg jeg hende uinteresseret. "Du ved hende Sara dér, ikke? Hun sidder herinde og fyrer noget lort op på formspring om dig!" Hun siger det hurtigt, og viser mig det, efter hendes lange talestrøm. Hun har ret. Der står al muligt pis om mig, uden nogen pointe i det hele taget. "Hun har intet liv!", siger jeg, og ignorer det bare. Inderst inde brænder jeg efter at flå hendes hoved af, men min selvkontrol er heldigvis i stand.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...