Kunsten at forelske sig i en freak

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2013
  • Opdateret: 10 jun. 2013
  • Status: Igang
Hew er endelig kommet til magten på hans skole; han er populær, er på skolens fodboldhold og han ser godt ud. Men et møde med en anderledes pige ændre hans tanker og følelser fuldstændig. Edmè bliver hans eneste ven og han bliver umådelig forelsket i hende, men hun har en kæreste, så har Hew en chance? Se hvordan en pige, kan ændre hele en drengs liv og personlighed.

0Likes
0Kommentarer
779Visninger
AA

9. Kapitel 9

De næste uger i skolen, var forfærdelige. Selvom at jeg var tilbage på toppen, var det ikke helt rigtigt. Det var ikke som om, at dem som kom hen til mig kom hen til mig. Hvis du forstår hvad jeg mener. Det var mere som om, at de kom over til min popularitet, de var ikke interesserede i at snakke med mig, de var interesserede i at folk så dem snakke med mig. Jeg savnede Edmè. Når jeg så hende på gangene, gik hun alene og hun mødte aldrig mit blik. Hun så ikke ud til at have nogle venner for hun altid for sig selv, med lange blikke efter hende. Jeg prøvede at få mine tanker væk, ved at koncentrere mig om fodbold. Vores første kamp mod en anden skole kom nærmere og jeg så virkelig frem til det. Det hjalp i noget tid, men en dag da jeg var på vej til elevrådsmøde, gik jeg forbi et tomt klasseværelse. Der kom lyde derinde fra. Det var gråd, der var en som sad derinde og græd! Jeg gik derind og fandt Edmè siddende i et hjørne, med hovedet i sine hænder. Jeg kunne ikke få mig selv til at tale, men hun må have hørt mig alligevel for hun løftede hovedet. Hendes make-up var smurt ud i hele hendes ansigt, hun lignede lidt en pandabjørn.

”Skrid med dig!” råbte hun vredt. Men jeg rørte mig ikke, jeg var lidt chokerede. ”Hv-hvad er der sket?” fik jeg frem. Edmè var ikke typen, som sad alene i et tomt klasseværelse og græd! Det var hun alt for stærk til. ”Hvad rager det dig? Du e-er jo l-lige glad med mig, skrid bare tilbage til dine d-dumme, blonde cheerleaders, je-eg klare mig fint uden dig!” hulkede hun. ”Jeg har aldrig sagt at jeg var ligeglad med dig!” sagde jeg alvorligt. Jeg havde ingen ide om hvorfor min stemme var så rolig, ”fortæl mig nu hvad der er galt!” hun så ned i gulvet, nægtede at sige noget, ”jeg går ikke før du har fortalt mig hvad der er sket!” sagde jeg blidt, for hun måtte ikke tro at jeg var vred på hende. Det var jeg heller ikke, jeg ville bare virkelig gerne vide hvorfor hu græd. Hun kaldte mine venner et ord som jeg helst ikke vil dele med dig, jeg synes ikke det var så pænt sagt. Men på den anden side så var hun ked af det. Jeg gik. Jeg kunne ikke rigtig holde ud, at se hende sidde der og græde. Især efter hun havde sagt, at jeg skulle skride. Jeg var sikker på, at det var fordi mine venner havde været onde mod hende. Det gjorde mig virkelig vred, men jeg følte ikke at der var noget jeg kunne gøre. Da jeg havde fået skæld ud af Cameron og havde sat mig, blev jeg enig med mig selv om, at gøre noget ved Edmès ide. At stoppe mobning. Da jeg sagde det højt for de andre, gloede de på mig, med sådan et Wow-den-kan-snakke-blik, men så begyndte de at diskutere det og for første gang blev de faktisk enige om, at det var en god ide. Det føltes godt, at gøre noget godt. Selvom at jeg vidste, at der ville gå lang tid før folkene på skolen ville holde op med at mobbe, hvis det overhovedet nogensinde ville ske, men det at gøre en indsats for, at det kunne blive til noget, føltes helt fantastisk. Jeg ville begynde, at gøre sådan noget, noget oftere. Men så fik jeg det dårligt. For det var jo Edmès ide. Og så så jeg hende for mig, siddende, grædende, hjælpeløs på gulvet i det tomme klasseværelse. Helt knust. Jeg ville gøre næsten alt for, at hun – og andre mobbeofre - aldrig ville sidde der igen. Jeg håbede, at hendes kæreste ville trøste hende, at han fik hende til at smile og gjorde hende glad. Nu når jeg ikke selv kunne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...