Kunsten at forelske sig i en freak

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2013
  • Opdateret: 10 jun. 2013
  • Status: Igang
Hew er endelig kommet til magten på hans skole; han er populær, er på skolens fodboldhold og han ser godt ud. Men et møde med en anderledes pige ændre hans tanker og følelser fuldstændig. Edmè bliver hans eneste ven og han bliver umådelig forelsket i hende, men hun har en kæreste, så har Hew en chance? Se hvordan en pige, kan ændre hele en drengs liv og personlighed.

0Likes
0Kommentarer
785Visninger
AA

6. Kapitel 6

Det var mærkeligt de næste par dage i skolen. Jeg så ikke meget til Edmè derover, for hun var et år ældre end mig, så vi havde ikke de samme timer. Men dem som jeg plejede at hænge ud med i frikvarterene, de ville ikke engang se på mig. Jeg kunne ikke forstå det, for jeg syntes ikke at  jeg havde gjort noget galt. Det varede to dage, og da jeg fortalte det til Edmè sagde hun, at jeg skulle spørgere dem hvad deres problem var, og det besluttede jeg mig så for at gøre. Jeg ledte efter Lyle dagen efter, for jeg vidste, at han ville være ærlig over for mig. Jeg fandt ham omringet af nogle andre drenge fra hans basketballhold (to af dem vidste jeg hed Adair Mailsson og Cormag Griff) og nogle piger, som jeg ikke kendte. Først ville han ikke gå med mig, og da jeg så fik ham overtalt til at gå med mig, blev han ved med, at kigge længselsfuldt tilbage på sin lille gruppe.

”Hva er der?” spurgte han irriteret. Det var lang tid siden at han havde snakket sådan til mig, det var ikke siden, at jeg var kommet til at slukke for sluk kontakten lige efter at hun var kommet til den sidste bane i et computerspil vi plejede at spille. ”Har jeg gjort noget galt? Der er ingen som vil snakke med mig” sagde jeg. Han begyndte at grine, helt hysterisk. ”hvad er det?” spurgte jeg forvirret. Hun tog nogle dybe indåndinger og sagde: ”Du er sammen med hende freaken, alle har set det, og der er billeder på Facebook” han var ved at flække sammen af grin igen, ”havde du regnet med, at du kunne være sammen med os begge? Drop hende, hun er ikke noget værd! Hun er nok ikke engang et godt knald”. Det gjorde mig meget sur, så sur at jeg havde lyst til at slå ham meget hårdt i ansigtet. Han kunne ikke sige sådan noget om Edmè, selvom han så ud til at more sig glimrende. Jeg havde nu alligevel altid vidst at dette ville være folks reaktion på det. Men selvom du ser slaget komme, gør det stadig ondt. ”Hør, jeg smutter! Du bliver lidt nødt til at vælge, man!” Så gik han tilbage til sin gruppe. Jeg vendte mig langsomt om og gik min vej. Han havde ret. Ville jeg beholde min popularitet, kunne jeg ikke se Edmè mere. Men det var jeg ikke sikker på, at jeg havde lyst til. For jeg kunne rigtig godt lide hende. Det eneste problem var hendes tøj. Jeg kunne ikke få hende til at ændre sin tøjstil for min skyld, det ville være så egoistisk. Og hendes tøj var også med til, at gøre hende speciel, hvilket jeg rigtig godt kunne lide ved hende. Hun var anderledes end nogen anden pige jeg nogensinde havde mødt. Men hvis jeg ikke holdte op med at se hende, ville jeg miste alle mine venner og min popularitets status. Folk ville begynde at fortælle historier bag min ryg og jeg ville miste alt min ny opbyggede selvtillid. Jeg kunne havne som Edmès lillesøster, jeg kunne ende med at låse mig inde på mit værelse og skade mig selv. Det havde jeg ikke lyst til. Men på den anden side så ville jeg have Edmè. Men ville en ven være nok. Hvad hvis hun også syntes, at jeg bare var en taber uden min popularitet? Hvad hvis hun blev en af dem som lavede historier bag min ryg og gjorde nar af mig på gangene? Det måtte ikke ske.

Alt dette sad jeg og spekulerede over, under dagens elvrådsmåde. Jeg kunne alligevel ikke finde rundt i alle deres debatter og det så heller ikke ud som om de ville høre min mening eller havde brug for noget opbagning. Så jeg holdte mig for mig selv og tænkte over, hvad jeg skulle gøre. Da jeg kom hjem tjekkede jeg min Facebook og Lyle havde ret. Der var billeder af os, fra da vi var i parken. Kommentarerne var ikke søde. De var faktisk alt andet end søde. Jeg har slet ikke lyst til at fortælle dig om det, så du må bare forstille dig det.

Jeg ingorede dem og fortsatte, at være sammen med Edmè. Jeg blev vant til tikke at tjekke min Facebook, og ignorere folk på gangene. Det var ret så ensomt. Men Edmè var der til at muntre mig op. Hun fortalte mig meget om politik og hvad jeg kunne gøre bedre for skolen som elevrådsformand. Det fik mig til, at tænke meget over om jeg burde deltage mere i møderne. Hun sagde, at hvis hun var formand, ville hun straks sætte en stopper for alt det mobning som forgik på skolen. Hun forklarede mig, at jeg var den eneste, som havde taget godt imod hende, at alle andre kun spredte rygter bag hendes ryg og var lede overfor hende. Jeg sagde, at nok havde noget at gøre med, at hun var meget anderledes end hvad vi var vant til på vores skole og at hvis hun bare kunne klæde sig lidt mere normalt, ville folk helt sikket godt kunne lide hende. Hun fortalte mig, hvor vigtigt det var for hende at skille sig ud fra mængden. At hun engang var som alle andre og var blevet træt af, at hun ikke måtte være den hun var pga. andre folks meninger. Hun sagde, at hvis folk virkelig kunne lide hende, så ville de være ligeglade med hvad for noget tøj hun gik i, eller hvad for noget musik hun lyttede til. Hendes tøj var hendes måde at udtrykke sig selv på, udtrykke at hun ikke var bange for at skille sig ud og for de lange blikke fra de folk, som havde fordomme om hende. Hun sagde at hun elskede den opmærksomhed hun fik fra alle, at alles øjne altid søgte hende. 

”Hvorfor være alle andre, når du kan være dig selv? Jeg mener, hvorfor er det så vigtigt, at være en del af en bestemt gruppe, eller være populær? Dem som betyder noget for mig er jo lige glade, med hvordan jeg ser ud. Det burde de i hvert fald være, ellers er det vel bare ikke nogen som fortjener min kærlighed. Jeg er født til at skille mig ud, så hvorfor skulle jeg holde mig tilbage?” sagde hun. Hun sagde, at hun ville være et forbillede for alle de piger, som ikke tør vise hvem de er, fordi nogle andre rækker ned på dem. Hun ville den inspiration, som hun aldrig havde da hun var mindre. Jeg forklarede hende, at nogle ikke var lige så modige som hende, at det var vigtigt for nogle folk at være en del af noget. Til det sagde hun, at det tager lang tid, at blive som hun og at hun heller ikke var blevet som hun var, uden at være blevet såret utallige gange. Først troede jeg at hun ville begynde at græde, men hun gjorde det ikke. Det så ud som om, at hun virkelig kæmpede for at holde tårerne tilbage, så jeg sagde at hun gerne måtte græde, hvis hun havde lyst. Hun så mig dybt i øjnene og hulkede og så begyndte tårerne at trille ned ad hendes kinder. Jeg omfavnede hende og hun pressede sig ind imod mig. Jeg trøstede hende så godt at jeg kunne. Jeg fortalte hende, at hun var den mest fantastiske person jeg nogensinde havde mødt, og at hun var min bedste ven. Hun sagde, at jeg også var hendes bedste ven. Og så sad vi bare der, på hendes værelse og krammede hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...