Kunsten at forelske sig i en freak

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2013
  • Opdateret: 10 jun. 2013
  • Status: Igang
Hew er endelig kommet til magten på hans skole; han er populær, er på skolens fodboldhold og han ser godt ud. Men et møde med en anderledes pige ændre hans tanker og følelser fuldstændig. Edmè bliver hans eneste ven og han bliver umådelig forelsket i hende, men hun har en kæreste, så har Hew en chance? Se hvordan en pige, kan ændre hele en drengs liv og personlighed.

0Likes
0Kommentarer
780Visninger
AA

31. Kapitel 31

Der var kun mine bedsteforældre hjemme, men jeg gad ikke snakke med dem, så jeg skyndte mig bare op på mit værelse (eller det vil sige, det ene gæsteværelse som jeg delte med Rad), jeg smed mig på sengen og lå bare og stirrede op i loftet. Der blev banket på døren et par gange, men jeg sagde bare at jeg ville være alene. Jeg satte noget på og skruede højt op. Så lå jeg bare der, og prøvede at forstå sangteksterne. For jeg har engang læst at når man er glad, så nyder man musikken og når man er trist, så forstår man sangteksterne. Jeg lå der i noget som føltes som timer, indtil der igen blev banket på igen. ”Lad mig være!” råbte jeg, døren gik op, ”Sådan skal du ikke snakke til mig, unge mand”, det var Edmè. ”Jeg er så stolt af dig!” råbte hun for at overdøve musikken. Jeg rejste mig og gik hen og krammede hende. Hun er virkelig bare den bedste krammer i den her verden. Hun skruede ned for musikken og smed sig på sengen. ”Hvor var det bare vildt! Ingen sagde noget, alle stod bare sådan og lignede idioter” hun lød meget glad, ”inspektøren sagde at vi stille og roligt skulle gå tilbage til time og sådan, og så begyndte der et bifald, jeg ved ikke hvor det kom fra, men det var for dig! Det var dit bifald, åh, du skulle have været der. Det var så fantastisk…” hun så så entusiastisk ud og hun kunne slet ikke stoppe med at fortælle hvor modig hun syntes jeg var. Det gjorde mig glad, at hun var stolt af mig. Men jeg var alligevel ikke helt glad. Jeg vidste godt hvorfor. Hun var lige der, hun var så glad og hendes læber så så indbydende ud. Men jeg kunne ikke røre dem. ”… Jeg må ringe og fortælle Shug om det, han kunne rigtig godt lide dig, det her får ham helt op og køre!” Bare hans navn gjorde mig endnu mere trist, for det var bare så unfair. ”Hey, er der noget galt?” sagde hun bekymret, for jeg var begyndt at græde. ”Nej, jeg har det fint! Jeg er vel bare stadig lidt chok, tror jeg” sagde jeg så glad som jeg kunne. Hun gav mig et kram og jeg duftede til hendes hår, det duftede altid dejligt af shampoo. ”Kom lad os gå en tur, så kan vi snakke om det”, hun rejste sig, tog mine og trak mig med hende nedenunder. Jeg måtte bruge min bedstefars jakke, da jeg jo havde efterladt min egen på skolen.

Vi gik i noget tid uden at sige noget. Det er noget af det gode ved Edmè, selvom hun ikke siger noget, siger hun alligevel så meget. ”Hvad sker der, hvorfor er du så nedtrykt?” spurgte hun, da vi nåede den lille snebeklædte legeplads. Jeg trak på skuldrene, ”jo, du ved det godt. Men hvis du ikke har lyst til at tale om det, er det helt fint” sagde hun og satte sig på den ene gynge. Jeg satte mig på den anden. ”Jeg ved det ikke, jeg kan ikke finde ud af det hele lige fortiden” sagde jeg og kiggede ned i sneen. ”Er det noget du vil snakke om?” Jeg syntes det var sødt af hende at spørge, i stedet for bare at gå i gang med at spørge, men jeg vidste ikke om jeg ville snakke om det, eller det vil sige; jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. ”Jeg ved det ikke. Jeg er bare lidt lost” jeg kunne mærke at hun så på mig, men jeg så ikke på hende, turde ikke møde hendes blik i frygt for at mine øjne ville fortælle sandheden. Jeg rejste mig fra gyngen. ”Hvor skal du hen? Har jeg gjort noget, så må du fortælle mig det!” sagde hun hurtigt, men jeg kunne ikke rigtig overkomme det i mit hoved, så jeg gik. Der var alt for mange tanker og følelser, jeg kunne slet ikke kontrollere dem. Jeg havde ikke lyst til at græde, alligevel kunne jeg ikke holde tårerne tilbage, de strømmede ud. Jeg begyndte at løbe, som om jeg kunne løbe væk fra det hele. Jeg kunne høre Edmè kalde på mig og løbe efter mig, men jeg var for hurtig for hende.

 Jeg ville ikke hjem, så jeg løb ned på skolen, ned på fodboldbanen, var dækket af sne. Jeg stod midt på banen og så rundt på de tomme pladser. Jeg lukkede øjnene og forestillede mig at de var fyldt med jublende tilskuere, som råbte mit navn, som heppede på mig og var glade for at se mig, jeg forestillede mig at det var sommer og solen skinnede gyldent ned på mig. Jeg satte mig i den kolde sne og jeg kunne mærke hvor gennemblødte mine bukser blev, men jeg frøs ikke. Jeg forestillede mig Edmè, som stod foran mig. Hun var så smuk, som hun stod der i lyset. Hun rakte sin hånd frem og jeg tog den. Men da jeg åbnede øjnene var der ingen, kun den legemsløse luft. Jeg rejste mig op, og begyndte at lave en snemand, sådan at tilskuerne havde noget at se på, når jeg gik min vej. Det virkede som en god ide på det tidspunkt, men nu virker det så latterligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...