Kunsten at forelske sig i en freak

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2013
  • Opdateret: 10 jun. 2013
  • Status: Igang
Hew er endelig kommet til magten på hans skole; han er populær, er på skolens fodboldhold og han ser godt ud. Men et møde med en anderledes pige ændre hans tanker og følelser fuldstændig. Edmè bliver hans eneste ven og han bliver umådelig forelsket i hende, men hun har en kæreste, så har Hew en chance? Se hvordan en pige, kan ændre hele en drengs liv og personlighed.

0Likes
0Kommentarer
806Visninger
AA

30. Kapitel 30

Den fredag vi fik juleferie, startede helt forfærdelig. Eftersom jeg stadig var elevrådsformand, forventede man at jeg holdte en tale. Hvilket jeg fuldstændigt havde glemt, da der var så meget julestres. Så da inspektøren kaldte mig op på scenen, stod jeg bare og stirrede ud i luften. Stirrede på hele skolen, som bare stirede tilbage.

”Øh… God jul… Jeg…” fik jeg stammet frem ind i mikrofonen. Så begyndte det. Alle begyndte at råbe i munden på hinanden. Nogle grinte, nogle buhede og andre råbte onde ting. Jeg løb ned fra scenen, men stoppede så. Jeg samlede alt det mod jeg havde og gik tilbage på scenen. Lærerene prøvede at få de andre til at tie stille, så de opdagede mig slet ikke. Jeg fandt Edmè, så hende dybt i øjnene, hun smilte til mig og mimede noget som jeg ikke forstod. Jeg holdt hendes blik, mens jeg råbte ”Hey” så højt jeg kunne ind i mikrofonen. Alle blev straks stille og så på mig. ”Jeg… Jeg er… Jeg er ikke som jer andre, jeg er anderledes. Betyder det, at der er noget galt med mig? For ser man det fra mit synspunkt, så er jeg ganske normal, men i som mobber og får mig og alle andre til at føle os som en freaks, det er jer som der er noget galt med! Jeg nægter at lade jer gøre mit liv til et helvede, bare fordi jeg tør gøre det som ingen andre gør; at være mig selv! I har ingen ide om hvad der sker i folks liv, hvad der gør dem til dem de er, så hvad med at lade dem være som de har lyst til at være og ikke dømme folk på deres udseende! Tak og god jul!” jeg gik skælvende ned fra scenen, ingen i hele rummet sagde noget, man kunne kun høre mine skridt, men jeg fandt vej hen til udgangen. Jeg hørte en løbe efter mig, jeg håbede det var Edmè, men da jeg vendte mig om var det Lyles ansigt jeg så. Vi så på hinanden. Jeg kunne ikke rigtig forstå at vi plejede at være bedste venner, jeg plejede at fortælle ham alt, men i det øjeblik, kunne jeg kun se på ham, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til ham. ”Hew, jeg er så ked af det” han brød stilheden så pludselig. Jeg skyldte ham ingenting og jeg havde intet at sige til ham. Jeg vendte mig om og gik ud udenfor i det kolde vejr, jeg havde hverken min jakke eller skoletaske, så jeg begyndte at løbe. Jeg løb hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...