Kunsten at forelske sig i en freak

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2013
  • Opdateret: 10 jun. 2013
  • Status: Igang
Hew er endelig kommet til magten på hans skole; han er populær, er på skolens fodboldhold og han ser godt ud. Men et møde med en anderledes pige ændre hans tanker og følelser fuldstændig. Edmè bliver hans eneste ven og han bliver umådelig forelsket i hende, men hun har en kæreste, så har Hew en chance? Se hvordan en pige, kan ændre hele en drengs liv og personlighed.

0Likes
0Kommentarer
766Visninger
AA

29. Kapitel 29

 

 

Jeg havde det tit som om jeg var med i en dårlig teenagefilm (det eneste der manglede var noget baggrundsmusik) for hver dag var en kamp. Jeg ved det lyder virkelig åndsvagt, men jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare det. Jeg havde så mange frustrationer, men jeg kunne ikke få dem ud. Jeg kunne ikke engang snakke med Edmè om det. Der var så mange ting jeg ville sige, men der var ingen ord. Thank God for the music. Det var den eneste måde jeg kunne komme ud med mine tanker. Sangene kom i baner. Jeg tror Daividh var ret imponeret, for jeg kom med en ny sang næsten hver uge. Jeg ville ikke vise dem til nogen udover ham, selvom han blev ved med at opfordre mig til at optræde med dem. Jeg turde ikke.

Jeg ved ikke om jeg har glemt at nævne dette; men de andre fik mig smidt af fodboldholdet. Så jeg havde ikke engang det at tænke på. Og jeg ville ikke fulde min mor med flere problemer, hun var stadig meget trist og sagde ikke ret meget. Jeg ville heller ikke snakke med Rad for han virkede så glad og lykkelig! Og selvom jeg gerne ville, så så vi ham næsten aldrig, han var hele tiden sammen Columb. Jeg var selvfølgelig glad for at han var glad, men jeg savende ham også.

En weekend, kort før jul, tog Edmè hjem til Shug. Hun skulle være der hele weekenden. Jeg kunne ikke tænke på andet end at jeg ikke skulle se hende i tre hele dage. Jeg ved det lyder dumt, men jeg var vant til at se hende hver dag, så tre dage føltes som tre år. Men mine bedsteforældre gav mig slet ikke tid til at tænke på hende. Jeg skulle både hjælpe med at pynte huset, købe gaver og fælde juletræ. Det var første gang jeg skulle holde jul hos dem, da vi plejede at holde det hos min fars forældre. Min bedstefar og jeg tog om lørdagen ud for at fælde et juletræ. Selvom jeg havde fire trøjer og jakke på, frøs jeg stadig. Min bedstefar er en meget stolt mand, som jeg altid har set op til. Da han var ung, var han i millitæret og jeg elskede at høre historier om de missioner han havde været på, selvom min bedstemor sagde det meste var noget han selv fandt på. Han var bare rigtig god til at fortælle, så god at jeg plejede at lukke øjnene og forestille mig at jeg var med i hans historier. Men han fortæller aldrig historier mere, han var egentlig blevet meget tavs. Når han så endelig snakkede var det for det meste for at brokke sig over et eller andet, eller for at fortælle var meget han afskyede en eller anden kendt person. Men så på vej hjem, sagde han pludselig noget;

”Hvem er hun, Hew?” sagde han højt, for at overdøve radioen. Jeg fik lidt af et chok, fordi han, som sagt, aldrig sagde noget, specielt ikke til mig, og så på grund af spørgsmålet. Vidste han noget Edmè? ”Hvad mener du?” svarede jeg ham, jeg havde lidt svært ved at kontrollere min stemme, men jeg prøvede at skjule det og lade som ingen ting. ”Heward, jeg ved når en mand er… jeg mener… har … følelser… for en pige, du ved” sagde han nervøst, ”for det er vel en pige”, han spurgte mig om jeg var bøsse! Han spurgte om jeg var forelsket! Det var virkelig underligt, og så akavet. Jeg gik lidt i panik, men han lo bare lige så stille. ”Godt så det er en pige”, jeg skævede til ham og kunne se at han smilte, så jeg besluttede at åbne mig for ham, hvem skulle jeg ellers sige det til (og jeg vidste jeg kunne stole på ham). ”Edmè” sukkede jeg, ”hun hedder Edmè” jeg kiggede ned i mit skød, turde ikke se ham i øjnene. ”Og hun har… øh… rendt af sted med dit hjerte, så at sige?” Jeg nikkede langsomt, og begyndte så at fortælle ham det hele, lige fra da vi mødtes til den aften hvor jeg kiggede på hende mens hun sov, jeg snakkede indtil at vi var hjemme. Han lovede at han ikke ville fortælle det til nogen, men han syntes at jeg burde fortælle det til nogen, udover ham, en som vidste hvad han skulle gøre. Men mest syntes han at jeg skulle fortælle det til Edmè. Da vi kom ind i huset, var det som om samtalen aldrig havde fundet sted. Jeg følte at lidt af min byrde var blevet løftet, men mine skuldre var stadig belæsset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...