Kunsten at forelske sig i en freak

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2013
  • Opdateret: 10 jun. 2013
  • Status: Igang
Hew er endelig kommet til magten på hans skole; han er populær, er på skolens fodboldhold og han ser godt ud. Men et møde med en anderledes pige ændre hans tanker og følelser fuldstændig. Edmè bliver hans eneste ven og han bliver umådelig forelsket i hende, men hun har en kæreste, så har Hew en chance? Se hvordan en pige, kan ændre hele en drengs liv og personlighed.

0Likes
0Kommentarer
803Visninger
AA

23. Kapitel 23

Alison blev utrolig sur, mere end jeg havde regnet med. Et frikvarter kom hun stormende hen til det bord, hvor jeg sad og lavede lektier, og begyndte straks, at råbe ad mig. Jeg fik ikke helt fat i alt hvad hun sagde, men det var noget med, at jeg ikke havde snakket med hende hele ugen, at jeg havde brændt hende af på vores sidste date og jeg var begyndt, at hænge ud med Edmè igen. Det var nok, det sidste, som hun var mest vred over. Hun blev ved med, at sige, at hun var meget bedre end Edmè, og at hun slet ikke kunne forstå, at jeg gad tilbringe så meget tid sammen med Edmè, da hun var min kæreste. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle sige, så jeg sagde ikke noget. Hun slog ikke op med mig, hvilket jeg fandt overraskende, for hun lød virkelig som om hun var lige ved det. Jeg regner med, at det var fordi hun ikke var klar til, at give slip på alt hendes popularitet endnu. Jeg ved, at jeg skulle havde slået op med Alison for længst, men jeg kunne bare ikke rigtig få mig selv til det. Hun virkede så skrøbelig, men en fin lille, lyserød porcelænskop, hvis jeg gav den det mindste skub, ville den falde ned på gulvet, og blive smadret i tusinde stykker. Det ville jeg ikke, for jeg kunne vel godt lide hende, bare ikke på den måde. Eller kunne jeg overhovedet lide hende? Kunne jeg virkelig godt lide denne selvglade, arrogante, opmærksomhedskrævende diva? Jeg tror det var der, at det gik op for mig, at jeg faktisk ikke kunne lide hende, på nogen måde. Hun var vel bare kommet på det rigtige tidspunkt; mens jeg ikke snakkede med Edmé. Jeg var nødt til, at slå op med hende. Om det så ville knuse hende til milliarder af stykker, blev jeg virkelig nødt til det.

Efter det med Edmè havde jeg besluttet, at jeg aldrig ville fortælle en pige noget, som kunne såre hende, over telefonen. Så en lørdag aften, tog jeg over til Alisons hus. Hun var som altid alene hjemme. Hun var enebarn og hendes forældre var aldrig hjemme, for hendes far arbejdede i udlandet, og kom kun hjem få gange om året. Jeg har aldrig fundet ud af, hvorfor hendes mor aldrig var hjemme og jeg havde aldrig mødt. Alison blev først overrasket over, at se mig, derefter blev hun glad, for vi havde ikke snakket sammen siden vores skænderi over i skolen. Hun lukkede mig ind og viste mig ind i stuen, mens hun lavede kaffe til os. Da vi kom ind og sidde, så hun mig dybt i øjnene og ventede på, at jeg skulle sige noget. Jeg tog mig sammen og åbnede munden. ”Alison, jeg har noget jeg er nødt til, at fortælle dig…” startede jeg, men hun afbrød mig, ”… Jeg har noget jeg skal fortælle dig først, Hew” sagde hun spændt, ”Jeg har fundet ud af, at vi har virkelig gode chancer for, at bliver ballets konge og dronning!” Det forvirrede mig lidt, for jeg havde slet ikke tænkt over, at der ville være et bal eller, at der skulle udvælges en konge og dronning. Jeg havde så meget andet i hovedet, og jeg kunne slet ikke fatte, at det var det eneste hun tænkte på. Det gjorde mig vred. Da jeg ikke reagerede på hendes nyhed, spurgte hun om der var noget galt. Tiden var kommet, ”Alison, jeg bliver nødt til, at slå op med dig”, det føltes så godt, at få det ud. Men det faldt i ikke i god jord hos hende. Hun stirrede vantro på mig, og begyndte så, at grine, virkelig højt og falsk, ”Ha, hvor er du sjov!” Da jeg ikke begyndte, at grine, som hende, gik det vist op for hende, at jeg var seriøs. ”Nej, du kan ikke slå op med mig! Vi skal være ballets konge og dronning og vi kommer til, at styre hele skolen, det er sådan det skal være!” Hun begyndte, at hyperventilere, og jeg lagde en hånd på hendes skulder, ”Undskyld, men det er sådan det må være!” Hun stirede på mig, med tåre i øjnene, ”Det er hende, er det ikke? Hende den klamme freak!” råbte hun. Hun kunne ikke snakke sådan om Edmè. Jeg var virkelig tæt på, at give hende en lussing, men jeg tænkte, at det ville være virkelig ondt. Jeg havde jo lige slået op med hende. Men jeg var vred, så vred, at jeg sagde ting som jeg måske ikke burde havde sagt: ”Nej, det er fordi du er en møgforkælet, selvfed diva, som ikke kan stå på egne ben, og som ikke kan se andre end sig selv! Fat det nu! Jeg kan ikke lide dig, alle kan ikke lide dig!” råbte jeg og stormede ud af huset. Jeg kunne ikke holde ud, at være derinde et minut længere, lugten af dårlig parfume, var helt uudholdelig. Jeg løb ud, men noget standsede mig. Min fars bil holdte i indkørslen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...