Kunsten at forelske sig i en freak

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2013
  • Opdateret: 10 jun. 2013
  • Status: Igang
Hew er endelig kommet til magten på hans skole; han er populær, er på skolens fodboldhold og han ser godt ud. Men et møde med en anderledes pige ændre hans tanker og følelser fuldstændig. Edmè bliver hans eneste ven og han bliver umådelig forelsket i hende, men hun har en kæreste, så har Hew en chance? Se hvordan en pige, kan ændre hele en drengs liv og personlighed.

0Likes
0Kommentarer
758Visninger
AA

2. kapitel 2

Mit første elevrådsmøde gik enligt meget godt. De andre snakkede bare og jeg sad bare og prøvede at forstå og følge med i hvad de snakkede om. De spurgte ikke om min mening, så jeg holdt den for mig selv. Jeg fik strengt at vide, af hende den lille, buttede pige med de store briller, at det var en af mine pligter at byde nye elever velkomne. Hun var ret så sur hele tiden, og så kun tingene fra negative synvinkler. Hun hed Cameron og var et år yngre end mig. Jeg brudte mig ikke særlig meget om hende, hun virkede meget kommanderende. Det var jo trods alt mig som var formand. Men jeg fik at vide, at der skulle starte en ny på pige i løbet af næste uge og at jeg skulle gå på kontoret for at få oplysningerne om hvornår hun skulle starte. Men det nåede jeg ikke, jeg havde fodboldtræning, og så glemte jeg det dagen efter og dagen efter det…

Men da jeg så om onsdagen, ugen efter, var på vej ned til biblioteket, fik jeg øje på noget som der ikke var som det plejede. Der stod en spøjs påklædt pige midt på den menneskeforladt gang, med hovedet begravet i en masse stykker krøllet papir. Hun var ikke høj, men heller ikke lav og jeg havde aldrig set nogen som hende. Hun var iført et par hullet gule jeans, en T-shirt med et bandnavn som jeg ikke kendte og en stor, sort, slidt læderjakke. Hun havde kort pjusket hår og store sølv ringe i ørene. Der kom jeg i tanke om de oplysninger som jeg ikke havde hentet på kontoret. Men hun måtte være den nye pige, for hun så meget fortabt ud. Min første indskydelse var at hun så meget underlig ud og at det ville skade mit ry, hvis folk så jeg snakke med hende. Men det var jo min pligt, så jeg tog mig sammen, sikrede mig at der ikke var nogle som jeg kendte i nærheden og gik derhen.

”Undskyld, men det ser ud som om du kunne bruge noget hjælp!” jeg synes at jeg lød overraskende normal, i forhold til at jeg ikke havde lyst. Hun kiggede op. Hun havde utrolig meget eyeliner rundet om begge øjne og to næsepiercinger i det ene næsebor. Men selve hendes øjne, var utrolig smukke, helt klare og lyse blå, og hendes hud, helt perfekt og ganske hvid. Det var nok det sorte hår, som fik hende til at se lidt bleg ud. Men det klædte hende. ”Åh ja, tusind tak! Jeg er ny er lidt lost” smilte hun. Hendes tænder var lidt skæve, men det gjorde ikke noget. Hun virkede meget sød. ”Hvad leder du efter?” spurgte jeg med et skævt smil. Hun gav mig lyst til at smile. ”Mit skab! Det er nummer 116, og jeg har ledt over alt, men det er ikke til at finde nogle steder!” hun kiggede igen ned i hendes papirer og så helt opgivende ud, ”måske har de givet mig det forkerte nummer?” jeg begyndte at grine, ”hvad er der?” spurgte med sådan en skøn latter i stemmen. ”Det er fordi, alle skabene fra nummer 100 og op efter, er i den anden ende af skolen!” Det vidste jeg fordi mit skab var nummer 188, og derfor også i den ende. Eller også var det bare fordi at jeg er gået forbi det så mange gange. ”skal jeg følge dig derhen?” spurgte jeg, og hun så taknemmeligt på mig, og nikkede. Jeg var på en måde glad for at vores skole er så stor, for få fik vi god tid til, at snakke sammen. ”Jeg hedder forresten Edmè” hun rakte sin hånd frem og jeg tog den. Hun havde virkelig bløde hænder og det føltes rart at mærke dem. ”Hew, Hew Dollag” sagde jeg, det fik hende til at smile. Hvilket gjorde mig glad. Hun var virkelig nem at snakke med, og efter lidt tid havde jeg fuldstændig glemt alt om mit ry og folk som kiggede på os. Det så heller ikke ud til at hun havde noget imod det, men på den anden side måtte hun vel være vant til det, hvis hun går i sådan noget tøj hver dag. ”Jeg kan virkelig godt lide din jakke” sagde jeg, og det var sandt, selvom den nu var lidt for stor til hende. ”Tak, det er min kærestes, jeg fik den af ham som afskedsgave, da jeg rejste hertil.” Derefter kunne jeg ikke lide jakken mere. Jeg ved ikke hvorfor jeg lige pludselig blev jaloux, det lignede mig overhovedet ikke. Måske fordi jeg aldrig rigtig har haft en kæreste. Da jeg var 13, var jeg til en klassefest, hvor vi legede Sandhed eller Konsekvens. Så var der en af mine venner som udfordrede mig til at kysse den pige, som sad ved siden af mig. Det var mit første kys. Men vi blev aldrig kærester. Det var bare et kys. Edmè fandt sit skab og takkede mig, men jeg gik ikke. Mine fødder ville ikke lystre, de stod bare stille og jeg var sikker på at jeg lignede en kæmpe idiot. Men hun så bare på mig med et smil og spurgte om jeg ville hjælpe hende med at fylde hendes skab når de havde fri. Det ville jeg gerne. Meget gerne. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig i matematik timen. Jeg havde det underligt, jeg havde aldrig følt sådan før. Edmè var ikke en pige som jeg normalt ville snakke med. Hendes tøjstil skræmte mig lidt. Men jeg kunne alligevel ikke lade vær med at tænke på hende, på hendes øjne. Hun var enlig meget køn, ikke som de blonde cheerleaders, som heppede til mine fodboldkampe, mere som en østers. Altså hvor muslingen er meget pæn, og sådan, men når du åbner den finder du perlen, og hvis man kun ser muslingen, så finder man aldrig perlen. Jeg tænker på en rigtig flor perle, når jeg tænker på Edmè. Men så kom jeg i tanke om, at hun havde en kæreste. Hun tænkte nok på ham, som jeg tænkte om hende. Det håbede jeg, for det var en god følelse og det måtte gøre hende glad. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...