Kærlighed er kærlighed... Eller hva?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2013
  • Opdateret: 17 mar. 2013
  • Status: Igang

3Likes
2Kommentarer
380Visninger
AA

1. Kærlighed er kærlighed

Kærlighed er kærlighed...

 

Selvfølgelig skulle vi lege Sandhed eller Konsekvens! Jeg havde ellers håbet, at vi ville undgå det, den aften. Hvad hvis jeg blev spurgt om Sophie? Så ville alle finde ud af, at jeg ikke rigtigt kunne lide hende og at jeg ikke havde modet til, at slå op med hende. Jeg kunne slet ikke blive enig med mig selv om, hvorfor jeg ikke kunne lide hende. Hun var jo perfekt på alle måder. Hendes lange, blonde hår, hendes perfekte hud og hendes blide sind. Da vi havde kysset første gang, troede jeg bare, at det var et kys. Ingen følelser. Men det mente hun åbenbart ikke, og før jeg vidste af det, var vi kærester. Men jeg vidste godt inderst inde, at jeg havde følelser for Sebastian. Det var så underligt, for han er jo en dreng. Jeg havde aldrig nogensinde overvejet, om jeg kunne være bøsse, for Sebastian havde altid været en rigtig god ven. Men også altid lidt mere end det. Tanken om, at jeg skulle være bøsse var lidt umuligt i mit hoved, men når jeg så først begyndte, at tænke på Sebastian, så virkede alt muligt.

Jeg undgik, at vælge Sandhed hele aften. Desuden var konsekvenserne heller ikke så svære. Bund et glas øl, tag ti armbøjninger, slik dig selv på foden. Men så udfordrede Marie mig til, at kysse den person, som jeg var forelsket i, på munden. Alle regnede selvfølgelig med, at jeg ville kysse Sophie, men noget i mig, ville ikke. Jeg ville have sandheden frem, for jeg havde ikke lyst til, at lade som om mere. Måske var det, de mange glas øl som talte, men jeg rejste mig, og det var så der, at jeg begik en stor fejl. Sophie sad lige ved siden af mig og hun så underligt på mig, da jeg rejste mig op og gik hen og kyssede Sebastian.

Jeg kunne høre hele rummet gispe og mærke de lange blik. Men det var lige meget, for mine læber var endelig hjemme. Det føltes både rigtigt og forkert på samme tid, men jeg vil aldrig glemme det. Det var virkelig fantastisk.

Jeg hørte en dør smække bag mig, og der trak Sebastian sig tilbage, med et foruroligende blik.

”Hvad fanden har du gang i?” hørtes Ellas stemme i baggrunden, men jeg hørte ikke rigtig efter. Ikke før et par hænder ruskede i mig og bragte mig tilbage til virkeligheden.

”Hvad er der galt med dig?” Ella var vred, det kunne man høre på hendes stemme. Hun er vel også Sophies tætteste veninde, så hun gjorde jo bare hvad enhver god veninde ville gøre. Hun ruskede hårdt i mig, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Alle andre var helt stille, og ventede på, at jeg skulle svare. Men i stedet rejste jeg mig, tog min jakke og gik.

”Hvor fanden skal du hen, din nar?” råbte Ella efter mig. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle hen, kun at jeg skulle langt væk derfra.

Man kunne næsten ikke se noget i den mørke, kolde nat. Jeg gik ned ad gaden og tænkte over hvad der nu skulle ske. Om jeg havde mistet alle mine venner. Om Sebastian nogensinde ville snakke til mig igen. Om jeg nogensinde ville få mod til at se ham i øjnene igen.

Jeg satte mig opgivende på kantstenen. Det var først der, jeg opdagede, hvor dårligt jeg egentligt havde det. Jeg var svimmel og kvalmen er uudholdelig. Men jeg måtte hjem, jeg kunne ikke bare sidde der og fryse ihjel. Byen plejede, at være så fantastisk om natten, men den nat ville jeg bare væk; Hjem.

”Hvorfor er du allerede hjemme?” spurgte min mor, da jeg stod i døråbningen ind til stuen. Jeg satte mig bare i sofaen ved siden af hende, for jeg kunne ikke rigtig holde ud, at stå op mere. Hun så bekymret på mig og lagde en hånd på min pande. Min far sad i sin stol og så et eller andet, om hvaler i fjernsynet. ”Har du det dårligt, skat?” spurgte min mor, ”du ser helt bleg ud. Hvad siger du, Tom?” Hun så over på min far, som ikke så ud til, at have hørt hende, for han svarede hende ikke.

”Jeg kyssede Sebastian” sagde jeg højt. Min mor så bange fra mig til min far, som langsomt drejede sig for, at se mig ind i øjnene. ”Hvad sagde du?” han så meget alvorligt på mig, men jeg ville ikke skjule noget mere. ”Jeg er bøsse, far” og så brækkede jeg mig ud over ham.

Det første slag gjorde mest ondt. Derefter var det kun min mors hulkende stemme, som gjorde ondt. ”Han er fuld, Tom, han ved ikke hvad han siger, stop nu!” Min far blev bare ved. ”Jeg vil ikke have sådan noget i mit hus, forstår du det, din bøssekarl? Du kan godt glemme det!”

Da han endelig holdte op, kom jeg vaklende på benene. Selvom slagene gjorde utrolig ondt, havde jeg det meget bedre. Bedre med, at have sagt sandheden. Bedre med, at være den jeg er. ”Farvel” sagde jeg og gik ud af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...