Impossible Love (2) ~Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 mar. 2013
  • Opdateret: 16 sep. 2013
  • Status: Færdig
Dette er 2'eren af Impossible Love.
Hvad sker der efter flodbølgen ramte byen Atlanta.
Overlevede Clara? Overlevede Justin?

78Likes
149Kommentarer
10880Visninger
AA

23. XXII

Jeg blev ved med at stirre på ham indtil, at han vendte sig mod mig.

"Hader du mig?" spurgte han seriøst.

"Det vil jeg nok ikke sige men-" startede jeg.

"Hader du mig?"

"Jeg hader dig, for det du gjorde!" udbrød jeg tilsidst. Han nikkede, som om han allerede vidste det. 

"Så tag tilbage. Tag tilbage. Glem det hele. Glem alle vores minder. Glem at det i første omgang, var mig som ville have dig adopteret.." sagde han. Han lød ovenikøbet vred. Det gjorde mig nervøs, me jeg kunne intet sige. Jeg kunne ikke rigtig fatte, det han lige havde sagt. Pattie havde sagt, det var ham der gerne ville adoptere mig. Men Justin havde aldrig selv sagt det.

"Og hvorfor ville du overhovedet det? Jeg er ikke andet end en overflødig pige." sagde jeg, og gjorde min stemme en smule hård.

"Jeg havde dårlig samvittighed." indrømmede han, og kiggede i gårdspladsen, som om han så mig stå der i rækken iført vores fineste tøj. Andet end jeg ikke havde haft mit fineste på.. "Jeg fornærmede dig fra første sekund. Jeg følte, at jeg skyldte dig det." sagde han, og kiggede endelig på mig. 

"Og nu er du træt af mig, og vil tage mig tilbage?"

"Jeg kan ikke blive træt af dig." sagde han hurtigt. "Det er jo umuligt."

"Hvorfor har du så bortført mig, og taget mig med herhen?" spurgte jeg. 

"Fordi.." startede han, og kiggede lidt væk. "Du skal have valget.. Vil du tilgive mig, eller vil du tilbage?" 

"Det er jo latterligt, Justin!"

"Er det nu også det?"

"Ja det er. Så skal jeg tilgive dig i tvang?" spurgte jeg, og sendte ham et koldt blik.

"Så længe du tilgiver mig.." sagde han, og ville nok sige noget mere, men vi blev afbrudt. En dame stod udenfor bilen, og bankede på vores rude. Det var mor Anna. Hende der havde fungeret som vores mor på børnehjemmet. Jeg mærkede straks et savn efter hende. Sjovt nok når jeg ikke havde tænkt på hende, så længe som jeg havde været væk. Justin rullede vinduet ned. Annas øjne lyste op, da hun så Justin og jeg.

"Clara!" udbrød hun begejstret. "Og Justin!" sagde hun endnu mere begejstret. "Kom ind. Kom ind." sagde hun. Vi trådte begge ud af bilen, og jeg fik med det samme et stort bamseknus. 

 

De lavede straks te og kaffe til os, og børn sværmede rundt om os. Nogen af dem kendte jeg og andre ikke. De fleste var mest interreseret i Justin. 

"I kunne godt have ringet, og sagt i kom.. Men det gør heller ingen tid, vi har altid tid til gæster." stor smilede hun. Jeg rykkede lidt tættere på Justin, for huset gjorde mig utilpas. Det mindede mig om Mia. Det mindede mig de mange gange, jeg havde troet ingen ville have mig. Justin måtte kunnet have mærket mit ubehag, for han lagde en hånd på mit lår under bordet. Jeg slappede af med det samme. "Clara kan jeg lige tale med dig hurtigt." sagde Anna, og smilte venligt til mig. Jeg nikkede hurtigt. Justin gav mit lår et klem, og jeg valgte ikke at være sur på ham i den stund, at jeg var her. Så fulgte jeg med Anna ud i opgangen, hvor vi kunne være lidt alene.

"Jeg er virkelig glad for, at i truffet denne store beslutning." sagde hun, og smilte stort til mig. Jeg anede ikke, hvad hun talte om. "Det er virkelig en stor ting, at i har valgt at adoptere. Og så, så tideligt." sagde hun. Fuck, fuck, fuck. Selvfølgelig. Jeg var en idiot, jeg burde have indset, at de troede, vi ville adoptere. Normalt kom man ikke bare forbi et børnehjem. Hvis man gjorde, havde man en grund, og det var ikke den grund, vi var her for. Jeg burde have vidst det, og jeg kunne ikke sige nej. Det kunne jeg bare ikke.

"Jeg er også rigtig lykkelig." fik jeg klemt ud imellem et falsk smil.

Jeg skulle have fat i Justin, og det skulle være nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...