Impossible Love (2) ~Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 mar. 2013
  • Opdateret: 16 sep. 2013
  • Status: Færdig
Dette er 2'eren af Impossible Love.
Hvad sker der efter flodbølgen ramte byen Atlanta.
Overlevede Clara? Overlevede Justin?

78Likes
149Kommentarer
10832Visninger
AA

22. XXI

Eftersom det var lørdag, og det betød ingen skole, havde jeg alt den tid til at kede mig, jeg havde lyst til. Jeg besluttede mig for at slå tiden lidt ihjel ved, at tage en svømmetur. Vandet var koldt, da vi var helt henne i september måned, men det var lige, hvad jeg trængte til. Da jeg havde klædt om til badetøj, ringede det på døren. Pattie var ikke hjemme, så jeg frygtede langsomt hvem, det var. For hvis det var ham.. Forræderen.. Jeg gik dog nedenunder, og åbnede. Mest fordi jeg frygtede, at jeg ellers ville få besøg på altanen igen. Han havde været der tidlig imorges, så hvorfor ikke bare gøre det igen? Rigtig nok var det Justin, der stod i døren. Han gav mig et hurtig elevatorblik, og hævede derefter øjenbrynet. I det mindste kommenterede han ikke min påklædning. 

"Hør Clara.. Jeg var en id.." begyndte han, og jeg vidste godt, hvad han ville sige, så jeg afbrød ham hurtigt.

"Ja du var. Der er ikke noget at tale om Justin, jeg syntes bare, du skal gå igen." sagde irriteret. Han lod sig dog ikke skræmme af det dræberblik, jeg sendte ham. Et suk forlod hans læber. Hans dejlige fylde læber, som var helt fantastiske at ky... Åh! Clara forsatan! Du må stoppe med at miste din koncentration, skældte jeg ud på mig selv. Jeg måtte have set underlig ud i hovedet, for Justin kiggede meget mærkelig på mig, Men han tog heldigvis ikke fat i det, men startede bare en ny lorte sætning. 

"Vil du køre en tur?" spurgte han seriøst. Hvad var der galt med ham? Var han faldet, og mistet den del af sin hjerne, som måske aldrig rigtig havde været der?

"Hvad tror du selv?" snerrede jeg, og kiggede ledt på ham.

"Kom nu." bad han. Jeg smækkede døren op i hans klamme fjæs, og så havde han nok forstået budskabet.. Det var ikke sandt, det var en stor fed løgn. Hans fjæs var ikke klamt. Det var lækkert, men den detalje er nemmere at overhøre..

 

Han kom igen en time efter. 

"Jeg tror du har glemt en taske hjemme ved mig." påstod han. Jeg kneb øjnene sammen, og kiggede mistroisk på ham.

"Ja så? Må jeg se?" spurgte jeg. 

"Den ligger i mit hus, jeg kan lige køre dig derhen." forslog han. Der var noget lusket over det her. Jeg kiggede længe på Justin for, at se om han holdte noget skjult.

"Og det er ikke fordi, du bare vil have mig med ud at køre?" spurgte jeg stadig skeptisk.

"Helt ærligt Clara! Sådan er jeg ikke!" udbrød han, og så fornærmet ud. Jeg sukkede, og fulgte med Justin hen til hans bil. Jeg havde ikke den store lyst til at sætte mig ind i bilen, men gjorde det da alligevel. Jeg spændte min sikkerhedssele, selvom vi kun skulle køre 100 meter. Til min store frygt kørte Justin lige forbi hans hus, og tog afkørslen ud af byen.

"Hvad har du gang i?" udbrød jeg vredt. "Sæt mig af nu!" sagde jeg. Jeg hørte den velkendte klik lyd, og vidste at Justin lige, havde låst dørene. "LUK MIG UD!" skreg jeg, og rev i min dør. Jeg ville ikke have revet i den, hvis ikke det var fordi, at jeg vidste han havde låst dem.. "Luk mig nu ud!" sagde jeg desperat, men intet hjalp. Det var også lige meget. Jeg lagde armene over kors, og vendte mig væk fra ham. Lige meget hvad Justin, havde tænkt sig, skulle jeg nok få det i vasken. Han ville slet ikke blive tilgivet nu. Efter en halv time kørsel, som føltes som 4, besluttede Justin alligevel at sige noget. 

"Vi kan lige så godt få det bedste ud af det nu." sagde han. Jeg vendte mig mod ham for, at kunne se ham rigtigt.

"Der er ikke noget, der er det bedste." fastslog jeg. Han kiggede på vejen, men kløede sig hurtigt i håret. 

"Det afhænger af, hvad du, vælger at gøre det til.." mente han. Han var fuld af lort.

"Jeg gør det ikke til en skid." vrængede jeg. Han så kort på mig, før han igen rettede sin opmærksomhed mod vejen.

"Kan du se, hvor vi er?" spurgte han. Jeg kiggede ud af vinduet. Landskabet var begyndt at ændre sig til mere grønt, og jeg kunne ikke lugte den hjemmelige salte duft, som ellers altid hang i luften. Justin drejede ind ad en side vej uden asfalt, og det begyndte straks at ryste i hele bilen. Store grandtræer tornede sig op over os, og fik det til at føltes som om, at vi sad i vores egen lille hule. "Tænk dig godt om." sagde Justin. Jeg kunne ikke se noget velkendt men bare skov. Hvad var det, at han ville have mig til at se? Først da vejen svingede, og et stort hus kom til syne, genkendte jeg det. Jeg mistede vejret, og glemte kort at være sur på Justin.

"Hvorfor?" ville jeg vide. Hvorfor havde han taget mig tilbage?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...