Impossible Love (2) ~Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 mar. 2013
  • Opdateret: 16 sep. 2013
  • Status: Færdig
Dette er 2'eren af Impossible Love.
Hvad sker der efter flodbølgen ramte byen Atlanta.
Overlevede Clara? Overlevede Justin?

78Likes
149Kommentarer
11616Visninger
AA

19. XVIII

Justin's synsvinkel:

Det var fredag, og det var Claras store aften. Noget sagde mig, den ikke blev så stor igen, da hun ingen date havde. Jeg ville egentlig godt med hende, men det var bare tanken om en fest med umodne teenagere der skræmte mig. Jeg ved godt, hvad i tænker. Han er en dårlig kæreste. Og der måske noget om sagen, men jeg var ret ligeglad i øjeblikket. Det øsede ned, da jeg kørte gennem byen. Clara stod under halvtaget, og ventede tålmodigt på mig. Hun så underlig glad ud, og.. tilfreds? 

"Hej." sagde hun, og hoppede ind ved siden af mig. På de to sekunder hun havde været ude i regnen, var hun allerede nået at blive drivvåd.

"Hey, smukke." sagde jeg, og bakkede ud af skolens parkeringsplads. "Tager du med i aften?" spurgte jeg, og koncentrerede mig om vejen. 

"Selvfølgelig, og der er endda en dreng, som han inviteret mig med." sagde hun tydeligt, og smilte stort. Ikke det gjorde mig det store, for det var sikkert en nørd eller noget. Clara havde ikke opbygget noget specielt forhold til nogen som helst, så hvor stor var chancerne til at en pretty boy, havde inviteret hende? 

"Mmm.. Hvem?"

"Chris"

"Hvem?" spurgte jeg ligegyldigt. Hvor langt kunne man lige komme med Chris? Jeg havde jo aldrig mødt fyren.

"Han er populær.." begyndte hun, og jeg blev straks en smule mere opmærksom. Populær? "Sporty.." fortsatte hun. Sporty? "Alle pigerne er vilde med ham." tilføjede hun. Hvad?! "Men han ser da også godt ud." afsluttede hun med et smil. Jeg var lige ved at køre galt!... Okay det var ikke sandt, men overdrivelse fremmer forståelse. Jeg lod værre med at sige noget, og det irriterede hende tydeligvis. Hun troede nok det intet betød for mig, men i virkeligheden betød det alt. En ubehagelig følelse gnavede sig ind i hjertet. Jeg tror aldrig, jeg havde været mere jaloux. Jeg satte hende af ved Pattie og hendes hus, kyssede hende hurtigt farvel, og så hende forsvinde ind af hoveddøren. 

 

Clara's synsvinkel:

Selvom Justin ikke havde sagt ja, til at tage med selvom, jeg havde fortalt om Chris, ringede jeg hurtigt og aflyste. Jeg gad ikke gå til fest med ham, så hellere alene da. Chris var en fin fyr, det var slet ikke det. Det var mere det, at han sikkert kun inviterede mig, fordi jeg var Justins kæreste. Hvor sejt var det ikke at sige, at man "datede" Bieber's tøs. Ikke jeg var Justins, eller det var jeg vel, men jeg ville fortrække at kalde Justin, Clara's fyr. Clara's Badass. Ja det lød skam meget godt. Det skuffede mig en smule, at Clara's badass var helt ligeglad, med jeg skulle følges med skolens populæreste dreng. Men Clara's badass var meget svær at forstå. Okay vi dropper det bare, og kalder ham Justin igen, ikke? Jeg fandt min kjole frem, som var den samme, jeg havde haft på til prisuddelingen. Den var lang, stropløs, hvid og med et lilla skær. Jeg elskede kjolen, og valgte at krølle mit hår til aftens lejlighed. Meakup og ting som det, var ikke så meget mig, så jeg lagde et hurtig lag mascara og lidt lipgloss. Det burde være nok, når jeg heller ikke havde en date. Det mindede mig om, jeg skulle spørge Justin om han ville køre mig. Jeg skulle lige til at ringe til ham, da dørklokken kimede. Jeg sukkede, og gik ned og åbnede. Hele døren var fyldt med en buket hvide roser. Hvis ikke det var fordi, jeg kunne kende Justins sko og bukser, havde jeg ikke fattet en brik. Jeg kunne ikke rigtig se ham for blomsterne, og var på nippet til at grine.

"Undskyld jeg var en idiot. Jeg vil gerne følges med dig, selvom du skal følges med ham der... drengen der.." sagde han. Jeg vidste godt, at Justin huskede drengens navn. Han ville bare lade som om, det intet betød for ham. Han havde lige bevist, at det gjorde det. Justin stak blomsterne op i hovedet på mig, og regnede nok med, at han rakte mig dem, for han kunne ikke rigtig se mig. Jeg skyndte mig at tage blomsterne, og løb ind for at sætte dem i vand. Jeg prøvede at lade værre med at smile, da jeg kom tilbage.

"Hvad var det, du sagde før?" spurgte jeg uskyldigt, selvom jeg godt havde hørt det. Jeg ville bare høre det igen.

"Jeg vil gerne følges med dig."

"Ikke det."

"Jeg var en idiot?"

"Ja det." grinte jeg. Han smilte hurtigt.

"Men jeg kan godt forstå, hvis du vil følges med Hr. Perfekt." sagde han, og kiggede på sine sko.

"Jeg vil meget hellere følges med en idiot." indrømmede jeg mig, og lænede mig frem for at kysse ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...