Impossible Love (2) ~Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 mar. 2013
  • Opdateret: 16 sep. 2013
  • Status: Færdig
Dette er 2'eren af Impossible Love.
Hvad sker der efter flodbølgen ramte byen Atlanta.
Overlevede Clara? Overlevede Justin?

78Likes
149Kommentarer
11181Visninger
AA

13. XII

Jeg lagde hovedet tilbage, og lo højlydt. Han smilte, og trak mig ind til ham. Han drejede mig rundt og rundt, men jeg anede ikke hvorfor. Hans læber pressede sig blidt mod mine. Pludselig blev det sort. Justin kom tilbage igen. Hans øjne var kolde og hårde. Smilet fandtes ikke. Jeg kunne ikke kigge væk. Så kom ordene ud af mine læber.

"Ja, og det er også mig, der vil slå op!"

Det flimrede for min øjne, og jeg vågnede rystet op. Min hud var brændende varm, og mit hoved dunkede. Det var den samme drøm dag efter dag. Jeg havde haft den lige siden, jeg slog op med ham. Og hvorfor gjorde jeg også det? HVAD VAR DER GALT MED MIG? Rystende rejste jeg mig fra sengen, og åbnede døren til altanen. Nattenluften ramte mig som piskeslag i hovedet, og fik mig til at gyse. Jeg satte mig med benene dinglende ud over gelænderet, og nød at føle kulden mod min hud. Jeg var stadig svedig over det hele. 

Jeg faldt i søvn med hovedet lænet mod gelænderet. 

 

Da jeg vågnede var jeg kold over det hele, og fik rejst mig op. Solen skinnede mig i øjnene, og jeg fik dovent bevæget mig nedenunder. Jeg fandt en seddel på køkkenbordet fra Pattie. 

Er ikke hjemme idag. Har aftalt med Justin, at han sørger for noget aftensmad.

Det var ikke ligefrem den rareste besked, for det betød jeg var nødt til at tale med ham. Jeg vidste godt, at det var mandag, men hvad kunne der sker, ved at blive hjemme en enkel dag? Pattie var her ikke til at forhindre det, og Justin var her jo heller ikke. Okay jeg pjækkede, og det var jo faktisk min anden gang. Men jeg var ret ligeglad, og ville alligevel komme forsent, hvis jeg besluttede at komme. I stedet for at tage i skole, tog jeg cyklen ind til byen. Jeg gik rundt derinde et par timer, og der var nærmest tomt. Efter et stykke tid begyndte folk alligevel at komme, og jeg gættede på de fleste havde fri fra skole nu. Jeg så pludselig en stor flok piger, de klumpede og hvinede højlydt. Det gik op for mig, at de omringede en enkel person. Justin. Jeg skyndte mig videre, og håbede at ingen opdagede mig. Og da slet ikke Justin. Men jeg nåede ikke ret langt væk, før en pige pegede på mig.

"Er det ikke Justins søster?" 

Der lød højlydt snak, og 4-5 piger kom hen til mig. En lyshåret pige gik lige hen mod mig, og skubbede mig ind i en mur.

"Hvor er hun ynklig. Hvad ser han i hende?" 

"Justin har sikkert ondt af hende, han er sådan en sød person."

"Jeg har lyst til at brække mig, hvor er hun klam."

Sætninger som disse fløj gennem luften, og ramte mig som piskeslag. Jeg blev puffet en del til, og jeg mærkede, at jeg havde fået næseblod. Så kom det værste, de begyndte at spytte på mig. En efter en spyttede de på mit tøj, og grinte. Jeg mærkede tårerne presse på, men ville ikke vise, hvor sårbar jeg var. 

"Er der et problem her?" stemmen skar gennem luften, og alle vendte sig rundt. Justin skubbede et par tøser væk, og kiggede rundt. Han fik øje på mig, og hans øjne lyste af bekymring. De følelser i hans blik, havde jeg savnet. Han gik hen til mig, og rørte ømt ved min kind. "Er du okay?"

"Jaja" mumlede jeg hæst. Han rystede let på hovedet, og tog mig op i hans arme. Derefter vendte hans sig mod pigerne, der havde spyttet på mig.

"Jeg er skuffet over jer! Hvordan kan i gøre det her mod en anden person?" hans stemme rungede i luften, og der var helt stille. "Hvis der skete Clara noget, ville jeg ikke, kunne klare det! Forstår i det? Er det, det i ønsker? At jeg er ulykkelig?" med de ord vendte han sig, og banede sig vej hen til sin bil. Han satte mig forsigtigt ned på forsædet, og skyndte sig hen til sin side af bilen. 

 

Jeg sad i sofaen i Justins hus, og rystede over hele kroppen. Justin kom tilbage til mig med et glas vand. Han rakte det til mig, og satte sig ved siden af mig.

"Hvad gjorde de Clara?"

"De skubbede bare en smule til mig.. Det er okay." jeg ville nødig, få ham til at bekymre sig.

"Clara! Hvad gjorde de?" han hoppede vidst ikke helt på det. Jeg kunne vel lige så godt, fortælle ham det.

"Fint.. De skubbede mig ind i muren, svinede mig til og.. og spyttede på mig."

"SPYTTEDE PÅ DIG?" udbrød han vantro.

"Det er okay, Justin.." mumlede jeg.

"Hvordan kan du overhovedet sige sådan noget? Det sidste det er, er okay!"

Jeg begyndte pludselig at græde. Tårerne strømmede ned af mine kinder, og jeg hulkede voldsomt. Justins ansigt fortrak sig i smerte, og jeg vidste godt, hvad den smerte betød. Det gjorde ondt på ham, at se mig sådan. For han vidste, at det var hans skyld, det der var sket med mig idag. Han endte med at trække mig ind til sig, og vuggede mig i sine arme. 

___________________________________________________________________________________________________________________

Undskyld, jeg ikke fik skrevet igår. Men jeg var utrolig udmattet efter den fantastiske koncert lørdag! Justin gjorde det så godt, det var ubeskriveligt. Men her er da endelig et kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...