Impossible Love (2) ~Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 mar. 2013
  • Opdateret: 16 sep. 2013
  • Status: Færdig
Dette er 2'eren af Impossible Love.
Hvad sker der efter flodbølgen ramte byen Atlanta.
Overlevede Clara? Overlevede Justin?

78Likes
149Kommentarer
10871Visninger
AA

12. XI

Jeg ville græde, men hvorfor græde? Jeg ville le, men hvorfor le? Jeg ville ligge mig ned og dø, men hvorfor dø? Det var kun min egen skyld, alligevel gjorde det ondt. Og han gjorde det ikke bedre. Jeg vidste godt, at han var sur på mig. Men også såret. Han snakkede kun koldt til mig, sendte mig falske smil og sommetider ignorede han mig ligefrem. Men det var også kun min egen skyld. Alt var min egen skyld, jeg havde jo ligesom startet hele den her pause ting. Jeg sad med en bøtte benogjerrys, og stende tv døgnet rundt. Pattie virkede bekymret over mig, men jeg tror også, at hun var en smule glad. Bare en smule. 

Jeg kunne høre dørklokken ringe, og Pattie der åbnede. Jeg ventede spændt, men der lød ingen skridt på trappen. Efter en time stak Pattie hovedet ind af døren.

"Han spiser med idag. Kommer du ned?" der var ikke nogen tvivl om, hvem han var. Jeg nikkede svagt på hovedet, og så straks hun var forsvundet, fløj jeg op af sengen. Jeg lagde meakup, ordenede hår og tog noget pænt tøj på istedet for en t-shirt, Justin havde glemt her. Da jeg var færdig, kunne jeg afslappet gå nedenunder. Han skulle ikke se, hvad det her gjorde mod mig. Det havde selvfølgelig været svært at skjule randerne under øjnene, men måske opdagede han dem ikke?

 

Jeg havde ret, han opdagede dem overhovedet ikke. Han opdagede faktisk ingenting, eller mere rigtigt sagt han ignorerede mig. Kiggede ikke en eneste gang på mig. Så ville jeg hellere have, at han snakkede ondt til mig. Lyder det latterligt?

"Jeg skal mødes med en veninde imorgen.." sagde han, og jeg lagde mærke til, at han kastede et stjålent blik herhen. Vent lige lidt? En veninde? Jamen..jamen..jamen..

"Men Justin vi holder jo kun pause." fløj det ud af mund. Han kiggede kort på mig, og grinte kort.

"Slap af. Hun skal hjælpe mig med noget speciel stemmetræning." jeg følte mig som et fjols. Hvorfor var jeg så jaloux på alle og enhver?

"Når" mumlede jeg, og kunne mærke mine kinder brændte. "Jeg er færdig nu." jeg tog min tallerken, og satte den over på køkkenbordet, hvorefter jeg gik op af trappen. Men noget standsede mig. Jeg satte mig på trappen, så de lige akkurat ikke kunne se mig. Men jeg kunne høre dem.

"Justin! Kan du ikke se, hvad det gør mod hende?" spurgte Pattie.

"Faktisk så.. Jeg kan ret godt lide den her pause ting." svarede han. Jeg var lige ved at falde ned af trappen, men greb fat i gelænderet i sidste øjeblik.

"Jeg forstår det ikke.. Du var så glad med hende, og lige pludselig siger du til hende, at du vil holde pause." 

Vent hvad? Var det, det han havde sagt til alle? At det var ham, der ville holde pause? Den idiot! 

"Det er mit liv mor og mine valg." svarede han. "Jeg smutter nu." 

 

Da han var gået, gik jeg ned i køkkenet. Pattie sad stadig  ved spisebordet, hun smilte træt til mig. 

"Du ved da godt, at det var mig, der ville starte den her pause ting, og ikke ham?" ville jeg vide.

"Søde. Det bliver ikke nemmere af, at prøve at glemme sandheden.." sukkede hun. Glemme? Hvis der var nogen, der havde glemt, så var det Justin. Jeg skulle få ham til at huske, skulle jeg! Og han ville aldrig glemme det!

Jeg gik arrigt hen ad gaden, og standsede først foran Justins hun. Efter tre kraftige bank åbnede han. Han så ikke engang overrasket ud, men lukkede mig bare ind. Jeg gik hen mod ham, og prikkede ham på bryset. Han gik længere og længere bagud, og jeg prikkede hårdere og hårdere og hårdere.

"Hvem tror du, du er?" snerrede jeg. På trods af, at jeg havde klemt ham op i et hjørne, var han stadig ret rapkæftet.

"Justin, hvem tror du?"

"Jeg tror, at du er en fucking løgner. Det så lavt, at du ikke engang kan fortælle sandheden til folk. Vi ved alle sammen, at det var MIG, der ville holde pause!"

"Ved vi alle sammen det? Det tror jeg skam ikke." svarede han. Han fik mig virkelig op i det rødefælt, og uden at tænke over det, udbrød jeg: "Måske skulle den her pause aldrig stoppe?" For første gang så han en smule overrasket ud, og jeg fortsatte: "Hvis det er sådan du i virkeligheden er. Du har ikke gjordt det let for mig det her!"

"Det var dig, der ville holde pause!"

"Ja, og det er også mig, der vil slå op!"

___________________________________________________________________________________________________________________

Igen og igen tusinde tak for søde kommentare og mange tak til alle mine læsere! 

Faktisk ville jeg først udgive kapitlet imorgen, men skal både være sammen med en veninde, til trommer og så til en fødselsdag. Så i var heldige, og fik kapitlet idag :)

 

Hvem har i mest ondt af Justin eller Clara? 

 

OM 2 DAGE SKAL JEG HEN OG SE JUSTIN!! OMG KAN BARE IKKE VENTE MED AT SE MIN BABYYYYYYY!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...