Impossible Love (2) ~Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 mar. 2013
  • Opdateret: 16 sep. 2013
  • Status: Færdig
Dette er 2'eren af Impossible Love.
Hvad sker der efter flodbølgen ramte byen Atlanta.
Overlevede Clara? Overlevede Justin?

78Likes
149Kommentarer
10872Visninger
AA

8. VII

Det er på det tidspunkt, man tror alt, er som det skal være, at intet er det. Kompliceret, ja. Men sandt. Justin og jegs forhold kørte på skinner, og det var som om, vi havde kendt hinanden hele livet. Men så en dag. En tilfældig tirsdag faktisk vidste jeg pludselig, at jeg havde glemt noget. Jeg spekulerede over det hele dagen. Havde jeg glemt, at slukke mit glattejern? Nej. Havde jeg ikke låst af? Jo. Havde jeg glemt, at tage min vitaminpille? Det måtte være det! Det måtte det simpelthen. Men det føltes ikke som det. Det føltes som noget helt andet. Noget meget vigtigere. Meget vigtigere.

 

"Hvad er der med dig?" spurgte Justin imens han så til, da jeg tilberedte pastaen. Jeg sukkede, da jeg godt kunne droppe, at sige "Ikke noget." Han ville simpelthen ikke hoppe på den.

"Jeg.. Der er noget, jeg har glemt." svarede jeg, og sukkede endnu engang. Det er så irriterende, at prøve at huske. Føltes umuligt, men man kan ikke lade være. 

"Glemt? Virker ikke så slemt, som du faktisk gør det." sagde han opmuntrende. "Det er sikkert bare en lille ting. Har du glemt at tage din vitaminpille?"

"Ja.."

"Aha! Så let var det." sagde han tilfreds, og hoppede af barstolen. Han kyssede mig på kinden, og jeg lod ham tro, at det bare var det. Selvom jeg godt vidste, at det var noget helt andet. 

 

Jeg lå trygt i Justin's arm, og stirrede op i loftet. Lyden af hans åndedrag var beroligende og samtidigt foruroligende. Jeg ønskede også, at ligge at sove, men det jeg havde glemt, plagede mig på livet løs. Jeg ved ikke hvorfor eller hvordan, men pludselig mærkede jeg Justins greb strammes. Hans åndedrag var normale og vågne. 

"Er du okay?" spurgte han, og jeg lod ham trække mig endnu tættere. 

"Jaja" mumlede jeg ned i dynen. Han strøg mig over håret. 

"Jeg ved godt, at der er noget, der går dig på lige nu.. Men sov, vil du ikke nok? Det hele bliver lettere dagen efter." trøstede han kærligt. Jeg trak mig fri fra dynen, og tvang et smil frem i mørket. 

"Selvfølgelig. Jeg er bare nervøs, fordi vi skal have karakter imorgen." sagde jeg. Okay, jeg løg. På det vildeste faktisk, men jeg ville ikke bekymre ham. 

"Du skal nok klare det. Jeg klarede det, og så kan du også godt." sagde han, og kyssede mig på panden. 

 

Jeg vågnede af vækkeuret, og skyndte mig at slukke det, så det ikke ville vække Justin. Jeg fandt mit tøj nogenlunde lydløst, og skyndte mig at få vasket ansigtet på toilettet. Jeg fik lagt meakup og ordnet hår rimelig lydløst, og det eneste der støjede var min rumlende mave. Derfor var jeg også nødt til, at skynde mig ned og få mad i maven. 

Da jeg endelig havde spist op, kiggede jeg tilfældigt ud af vinduet. Og så skete det. Umuligt men virkeligt. Hun stod der. Hende jeg havde glemt. 

På stranden stod Mia, fordybet i en samtale med en anden person.

Mia var, hvad jeg, havde glemt.

Jeg havde glemt min bedsteveninde. 

___________________________________________________________________________________________________________________

Tak til alle mine læsere får at læse, det jeg skriver og for alle de skønne kommentare. Bliver altid helt varm indeni ved at læse dem, så skriv endelig nogle flere! :D

Skriver så tit jeg kan, og har massere af tid for tiden. (Lockouuuuuuuuuuut!)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...