Impossible Love (2) ~Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 mar. 2013
  • Opdateret: 16 sep. 2013
  • Status: Færdig
Dette er 2'eren af Impossible Love.
Hvad sker der efter flodbølgen ramte byen Atlanta.
Overlevede Clara? Overlevede Justin?

78Likes
149Kommentarer
10907Visninger
AA

3. II

Følelsen sugede sig ind i min sjæl. Fyldte mit hoved, rungede i min mave. Jeg kunne ikke klare det. Jeg havde det som om, jeg var syg men stadig rask. Følelsen af magtesløshed. Ubeskrivelig kold og ubehagelig. Jeg kunne intet gøre, for at hjælpe Justin.

Overskrifter, tv udsendelser, facebook startsider osv. var fyldt af mig der enten gav mund til mund med Justin eller skadet en papparazzi. Sjovt nok fik de mig i dårlig lys alle steder. Men tingene virkede så fjerne, da jeg sad og kørte skeen rundt i min suppe. Hvorfor bekymre sig om, hvad andre folk tænkte, når Justin var på hospitalet. Jeg kunne ikke besøge ham. Jeg måtte ikke besøge ham! Hvad var det for noget at forbyde?

Pattie trådte ind i stuen. Hun sukkede, da hun så mig ned sunket i sofaen. 

"Clara skat. Du bliver nødt til at spise noget. Du kan ikke sulte dig selv ihjel" Gid jeg kunne.. Gid jeg kunne slippe væk fra marridtene, om Justin der ikke kunne trække vejret,som hjemsøgte mine drømme. Jeg lod Pattie trække mig ind til hende, og lod hende få mig til at, føle mig tryg et øjeblik. Et enkelt øjeblik..

"Kan vi ikke godt besøge ham?" pev jeg. Hun rystede blidt på hovedet, og jeg fældede en tåre. Det var så uretfærdigt! Jeg var så uretfærdigt! Hvorfor græd jeg? Det var Justin, der var på hospitalet! Jeg måtte være stærk. Justin var her ikke til at holde om mig, når det blev hårdest. Jeg vidste godt, at han ville komme tilbage. Det ville han da gøre? Altså efter hospitalet. Han var jo ikke ved at dø eller noget. Men alligevel skræmte tanken om Justin helt alene på et hospital mig. Ensom. Uden nogen andre. Uden mig. Ham uden mig. Mig uden ham. Umuligt. Forfærdeligt. Rædsomt. Skræmmende. 

 

Jeg lukkede stille døren efter mig, og listede hen til min cykel. Det var lykkedes mig, at liste ud af huset og helt hen til min cykel uden at vække Pattie. Altså jeg troede ikke, hun havde opdaget jeg var væk. Klokken var tre om natten, men jeg havde ikke lukket et  øje. Hvordan kunne jeg det? 

Mørkede dækkede himlen, og træerne dannede skygger i det lange måneskin. Vinden stak på min bare hud, og mine ben bevægede sig uden jeg tænkte over det. Men jeg måtte hen til ham. Jeg kunne ikke andet! Mit savn fyldte alt inden i mig. Overskyggede den mindste smule fornuft. Her var ikke en bil at se, og vejen lå ensom hen for sig. Jeg cyklede i et roligt, men alligevel desparat  tempo. 

Jeg ville se ham om lidt. Min Justin. Jeg skulle hen til ham. Min Justin. Jeg skulle besøge ham. Min Justin.

Uopmærksom et øjeblik og jeg skred på cyklen. Jeg røg af cyklen, og rullede ned af skrænten. Det var et held, jeg ikke havde mistet et øje eller noget, da jeg var landet i en tornehæk. Eller var det en hæk? Jeg kravlede op, og ignorerede den borende smerte af torne. Der var ikke langt til hospitalet! Min cykel havde detsværre ikke overlevet, og styret var knækket. Trist gik jeg fra, og bevægede mig mod sygehuset. Endelig kunne jeg skimte den store hvide bygning. Mit hjerte bankede hurtigere.

Han var derinde.

___________________________________________________________________________________________________________________

Undskyld, det er ikke rettet igennem..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...