Impossible Love (2) ~Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 mar. 2013
  • Opdateret: 16 sep. 2013
  • Status: Færdig
Dette er 2'eren af Impossible Love.
Hvad sker der efter flodbølgen ramte byen Atlanta.
Overlevede Clara? Overlevede Justin?

78Likes
149Kommentarer
10973Visninger
AA

2. I

Kender i den følelse af at drømme og være vågen? Ja? Det var sådan det føltes, at flyve rundt under vandet. Bare værre. Alting virkede uvirkeligt da jeg fløj rundt under flodbølgen, og så af alligevel så virkeligt.. Så virkeligt.. Hvor var han? Hvor var ham, som jeg havde troet, ville være der resten af mit liv? Jeg kom til forstand, selvom jeg var forvirret. Bange. Allermest havde jeg følelsen af intet, at kunne gøre. Hvad hvis der var sket ham noget? Hvad hvis der var sket Justin noget..

Jeg brugte de sidste kræfter på at trække mig op. Nu stod jeg på toppen af noget der mindede mig om taget på en bil. Men jeg var ligeglad.. Hvor var Justin? Jeg kunne ikke se ham, så han måtte være under vandet. SÅ HAN MÅTTE VÆRE UNDER VANDET! Ligeglad med alt andet sprang jeg under det grumsede vand. Jeg åbnede øjnene, og kneb dem en smule sammen. Så fik jeg øje på en skikkelse. Selvom jeg var træt, fik jeg ham på en eller anden måde op til vandoverfladen. Jeg svømmede hen til bilen, hvor jeg før havde været, og fik med besvær skubbet ham op på bilens tag. Jeg kravlede selv op, og kiggede chokeret på Justin. Han måtte ikke være død.. Det kunne ikke være rigtigt. Hvis han var død, var jeg død. Altså indeni.. Jeg begyndte at give ham hjerte masage, og en hel del vand flød ud af munden på ham. Så mærkede jeg hans puls. Den var der. Men den var lille. Det ville ikke vare længe. Ordene gik igen og igen i mit hoved. Jeg var strandet på et bil tag, med en dreng nær døden. Jeg følte mig magtesløs. Pludselig kom der en kano sejlende, og jeg opdagede, at der sad en kamera mand. Jeg skyndte mig hen til ham, og begyndte at forklare ham, at jeg manglede hjælp. Men han var ligeglad, og blev ved med at blitze med sit kamera. Flere papparazzier strømmede til. De begyndte at spørge, hvad der var sket. Der var ikke tid nok.. Det gik langsomt op for mig. Ingen af dem ønskede at hjælpe mig, men havde kun en god artikel i tankerne. Der var kun en udvej. Jeg gav ham mund til mund. Jeg var ikke meget for det foran alle dem, men det var den eneste udvej. Han begyndte at hoste kraftigt, og hans slog øjnene op et kort øjeblik. Jeg mærkede på hans puls. Den var der. Og meget tydeligere end før. Han var nok bare besvimet nu, men det var ikke alvorligt. Jeg havde reddet ham. Papparazierne var mere end begejstret end før. Til sidst blev det for meget. Kunne de da ikke forstå, at det var alvor? Jeg tog den nærmeste hårde ting, og opdagede det var en flydende sko. Så kastede jeg den lige mod et kamera. Manden blev så forskrækket at han røg bagud, og ind i fire andre. Så skubbede jeg hårdt til kanonen, og den vendte på hovedet. De sidste der var tilbage, blev ved med at tage billeder, men jeg kunne i det mindste nå komme væk. Og jeg kunne også nå, at tilkalde noget hjælp. For hjælp var, hvad jeg havde brug for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...