Hans mørke side (1D fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2013
  • Opdateret: 25 aug. 2013
  • Status: Igang
Natascha er en pige på 17 år, hvis liv er perfekt. Hun har en fantastisk familie, dejlige venner, og så har hun fundet drømme fyren, Liam hedder han. De er perfekte for hinanden, men hvad Natascha ikke ved er at Liam lever et dobbelt liv. Ud over at være denne perfekte kæreste, er han også leder for en bande i New York City. Hans bande stjæler. De låner penge ud til folk der har brug for det, hvilket lyder meget godt, men hvis ikke de aflevere tilbage når de vil have det, bliver de tæsket, slået ned, stukket med knive, brændt med cigaretter. Dette sker dog også for tilfældige folk på gaden. En dag finder Natascha ud af det, men hvordan? Kommer det til at gå ud over hendes familie og venner? Hvad sker der med deres perfekte forhold?

18Likes
12Kommentarer
1816Visninger
AA

8. Kapitel 7 Liam

 

Jeg bevæger mig stille ind mod min garderobe for at få noget tøj på. Min bande og jeg skal mødes med Harry her om en times tid, så jeg skal lige have noget tøj på inden jeg smutter. Jeg kigger hurtigt hen på Natascha. Hun ligger så stille og sover. Jeg har det skidt med at skulle der ud og mødes med Harry. Han er sgu en cool fyr, han fortjener ikke at være blandet ind i alt dette lort. Jeg håber bare virkelig for hans skyld at han har pengene med. Min krop er i flammer. Min mave gør ondt som en i helvede. Jeg har det fysisk dårligt. Jeg lader igen mit blik falde hen på Natascha. Jeg kan ikke være bekendt at gøre dette mod hende, og slet ikke når det er Harry. Vi kan begge to godt lide Harry. Han har aldrig gjort noget forkert, udover at købe stoffer til en fest. Jeg trækker en af mine hvide tank tops over mig, et par lidt løst cowboy bukser og en vest. Jeg smutter hurtigt ud på toilettet og sætter mit hår inden jeg går hen til sofaen hvor Natascha ligger. Jeg tænker tilbage på tidligere i dag. Vi havde et kæmpe skænderi. Et skænderi der endte lykkeligt heldigvis. Men jeg er stadig bange for at hun vil fortsætte med at spørge ind til hvad det er jeg har gang i med Andy og de andre. Jeg sætter mig på hug ved siden af hende og lader min hånd glide over hendes kind, inden jeg kysser hende blidt.

 

”Mus, kan du lige hurtigt vågne?” hvisker jeg blidt. Hun åbner meget langsomt øjnene, men lukker dem igen da lyset er for skarpt. Jeg smiler.

 

”Jeg smutter lige ud sammen med drengene, vi skal bare ud og løbe lidt rundt. Fjolle som de barnlige fjolser vi er,” siger jeg og kysser hende igen. Hun nikker bare og spørger om hvornår jeg er hjemme igen. Jeg har altid synes at hendes trætte lidt hæse stemme var fræk. Det er den også i dag, men det er ikke det jeg lægger mærke til. Jeg lægger mærke til bekymringen i hendes stemme. Hun husker tydeligt hvad der skete tidligere. Jeg hader at skulle svare hende på hvornår jeg kommer hjem. Jeg har aldrig nogen ide om det. Men jeg skal komme med et svar.

 

”Senest klokken to i nat babe. Bare rolig jeg skal nok klare mig. Der kommer ikke til at ske mig noget som helst. Jeg passer på mig selv ik? Du skal bare sove videre, se lidt tv og bare hygge dig okay?” jeg kigger på hende. Hun åbner øjnene og vi får øjenkontakt. Vi sidder bare og kigger hinanden i øjnene. Hun lader sin hånd krybe uden for dynen for at flette sine fingre ind i mine.

 

”Liam jeg mener det, jeg vil ikke miste dig. Du bliver nød til at passe på dig selv!” hun kigger på mig med trætte og våde øjne.

 

”Jeg vil gøre alt for ikke at miste dig, så selvfølgelig passer jeg på mig selv Natascha,” jeg læner mig frem for at kysse hende. Vores læber mødes i et kys jeg virkelig har brug for lige nu. Et kys som betyder 'lad mig ikke miste dig'. Da vores kys slutter kigger jeg hende i øjnene igen. Inden jeg giver hendes hånd et klem og smutter ud af døren.


Jeg har ikke lyst til at forlade hende. Jeg har ikke lyst til at forlade den tryghed hun giver mig. Jeg har ikke lyst til at forlade noget som helst der har noget med hende at gøre. Min mave gør så ondt man skulle tro det var løgn. Jeg kan ikke rigtig klare at jeg skal møde Harry face to face igen, og slet ikke med resten af min bande. Jeg ryster i det jeg begynder at løbe. Jeg føler, at jeg vil skvatte for hvert skridt jeg tager. Jeg kan hører bilerne, de kører forbi som om er normalt. De skal hjem til deres små familier. Hjem fra job. Hjem til kærester. Hjem til tryghed. Jeg skal ud på en skrækkelig tur. En tur ingen vil ud på. Jeg ryster stadig. Kigger hurtigt til højre hvor jeg ser 7eleven. Pigen inde i butikken vinker til mig. Jeg kender hende godt. Hun ved nøjagtig hvilken kaffe jeg skal have. Jeg vinker hurtigt tilbage, inden jeg drejer ind af en sidegade. Jeg drejer igen et par gange, inden jeg kommer til den blindgyde, hvor vi skal mødes med Harry. Jeg kigger rundt i gyden. Jeg kender hver et hjørne. Hver en centimeter. Det er her helvede eksisterer. De andre er ikke kommet endnu. Desværre ved jeg godt hvad de laver. Andy er i gang med en pige. Ikke en han vil have noget med, bare en han lige synes skal have noget af hans, ja jeg behøver ikke sige mere. Jeg vil ikke tænke på den måde han misbruger piger på. Luke er sikkert sammen med Louis. Louis er en super fed person. Virkelig cool. Han ved heller intet om det her. Eller måske gør han? Han gjorde ikke for et års tid siden. Jeg kan virkelig godt lide Louis. Han er så barnlig, og alligevel ældre end mig. Første gang jeg så ham, sang han på vores lokale bar. Han synger virkelig godt. Andy mente jeg skulle synge med ham, men det gjorde jeg ikke. Jeg skulle hjem til Natascha, så det havde jeg ikke tid til.

Jeg hører nogen lyde bag mig og vender mig hurtigt om. Jeg ser Andy og de andre bag mig. De spørger om jeg er klar til at gennembanke endnu en fyr. Jeg svarer bare at det er jeg, selvom det gør så ondt at sige. Jeg er ikke klar til at banke flere overhovedet. Jeg er ikke klar til at se folk blive banket. Hvordan kan det være jeg er blevet blød? Er det fordi det er blevet mere alvorligt mellem Natascha og jeg? Jeg plejer intet problem med at banke folk halvt ihjel. Nu står jeg og ryster på grund af det. Min mave gør så ondt på grund af det. Mit hjerte hamrer der ud af. Intet ved det her føles normalt.

 

”Liam hallo! Hører du efter?!” Andy råber hen til mig, og river mig ud af mine tanker. Jeg kan mærke endnu et sug af smerte løbe gennem min krop. Jeg væmmes bare ved lyden af hans stemme.

 

”Nej undskyld. Hvad sagde du?” spørger jeg tilbage. Jeg kigger ham i øjnene med had i blikket. Han virker overrasket over mit blik.

 

”Jeg sagde bare at han gerne skulle være her om få minutter,” jeg nikker bare kort til ham inden jeg kigger rundt på de andre.

 

”Husk vores principper drenge. Ingen penge tæsk, alle pengene ingen tæsk,” siger jeg mens mit blik vandre i mellem dem. De nikker bare og griner. Det er første gang jeg har sagt det til dem. Men jeg mener det sgu. Jeg vil ikke have at Harry får nogle tæsk. Jeg håber han har alle pengene med, så jeg slipper for at skulle se dem tæske ham.

 

Andy har lige tændt en smøg, da jeg kan høre skridt på vej ind i gyden. Jeg vender mig og møder Harrys blik. Han ser så rolig ud, men jeg kan se at hans krop ryster. Han har en taske med. Den samme som vi gav ham med stoffer i. Han går hen så han står foran os. Jeg står tættest på ham da det er mig der er lederen.

 

”Har du pengene med Styles?” spørger jeg ham koldt om. Jeg har lyst til at smile til ham, pjatte med ham. Ligesom vi gjorde på stranden. Jeg vil synge med ham. Jeg vil være den rigtige med mig med ham. Han kigger på mig med et blik fuld af medlidenhed, og alligevel fuld af frygt.

 

”Ja jeg har. Dem alle sammen. I denne taske. Som du bad om Payne.” Den gjorde ondt. Jeg kunne høre hvor meget han hadede denne situation. Hvor meget han ville ønske han aldrig havde lånt nogle former for stoffer af os. Jeg ønsker også at han aldrig havde lånt dem. Men det ændrer intet. Vi kan bare ikke ændre fortiden.

 

”Lad mig tælle dem!” siger Andy og hiver tasken ud af Harrys hænder.

 

”Jeg vil smutte hjem ad nu,” siger Harry og vender sig for at gå.

 

”Du bliver fandme her!” råber Luke, i det han stikker Harry en knytnæve i ansigtet. Harry vælter rundt.

 

”Tror du seriøst vi tror på en løgner som dig?” spørger Calum ham. Harry ryster på hovedet. Jeg tror hans næse er brækket. Slaget ramte ham hårdt. Han prøver at rejse sig op igen. Men i det han gør det, løber Michael hen og sparker ham i skridtet. Harry falder sammen igen. Jeg får det så dårligt ved at se det her. Jeg har lyst til at løbe hen for at hjælpe ham, men det kan jeg ikke.

 

”Pengene passer,” råber Andy bag mig.

 

”Så lad ham gå nu, han har gjort hvad han skulle,” siger jeg og kigger rundt på dem. Andy griner af mig.

 

”Hvorfor Payne? Vi har det da lige så sjovt,” han går hen og sparker Harry gentagende gange i maven. Han begynder nu også at brænde Harry med sin smøg. De sidste fire stiller sig omkring ham, de slår og sparker ham. 

Ashton finder en kniv frem. Jeg kan ikke klare det her mere. Jeg ryster. Jeg kan ikke styre mig. Jeg er ved at gå amok på dem.

 

NU STOPPER I KRAFTDEME! HARRY HAR GJORT HVAD HAN SKULLE, SÅ HVIS I IKKE SKRIDER VÆK FRA HAM SKAL JEG NOK SØRGE FOR AT DET BLIVER DET SIDSTE I LAVER UDENFOR FÆNGSLET!” jeg råber så højt jeg nogensinde har gjort. De kigger på mig med chok i blikket. Men de går alle væk fra ham. Han ligger bare sammenkrøllet som et barn. Jeg kigger igen på dem alle fem med had i blikket.

 

Vi går hjem lige nu!” jeg siger det meget hårdt. Andy smider sin cigaret inden han råber til de andre at de bare skal tage med ham. De snupper tasken og løber væk ud fra gyden. Jeg bevæger mig med dem. Ikke fordi jeg vil med dem, men for at bevise jeg stadig er på deres side. Efter ti minutters tid løber jeg ind i gyden igen. Harry ligger stadig fuldstændig sammen krøllet. Jeg løber hen til ham.

 

Harry virkelig undskyld!! Jeg ved ikke hvad der gik af dem! Jeg ringer til ambulancen nu! Anhold mig hvis du har lyst,” jeg er på randen til at græde. Jeg går fuldstændig i panik. Men jeg får ringet 911.

 

Liam,” Harrys dybe stemme fanger min opmærksomhed.

 

Jeg kunne aldrig finde på at melde dig,” siger han. Jeg når ikke at svare fordi jeg får ambulancen i røret.

 

Hej det er alarmcentralen.”

 

Jeg hedder Liam Payne, jeg ligger i en mørk gyde hvor jeg har fundet en ung mand som er blevet gennem tæsket. I bliver nød til at komme hurtigst muligt. Han har det virkelig skidt!” jeg råber nærmest ind i telefonen. Manden fortæller mig at de har sendt en ambulance ud efter ham nu. Han fortæller mig også hvad jeg skal gøre. Jeg gør, hvad jeg kan for at bevare roen, og for at hjælpe Harry.

 

Ambulancen kommer ud til os, og jeg har det så dårligt i det der står fem mænd omkring ham. Jeg kan ikke synke længere ned nu. Jeg er ved at brække mig på grund af dette. Ved at brække mig fordi jeg er det menneske jeg er. Jeg kan ikke klare tanken om at den fyr jeg var ved at føle kunne blive min bedsteven, nu ligger gennembanket på jorden. Jeg får det så skidt. Udover min kvalme bliver jeg svimmel, og begynder så at ryste igen.

 

Vil du med ind i ambulancen?” spørger en af ambulance redderne mig. Jeg har allermest lyst til at tage med. Jeg kigger på Harry, i håb om at finde et svar. Han læser straks mine tanker.

 

Nej, han skal ikke med. Han har en kæreste han skal hjem til,” siger han og smiler et smertefuldt smil. Jeg nikker kort og giver hans hånd et klem.

 

Jeg lover at vi kommer forbi i morgen Harry. Det lover jeg.” jeg kigger ham igen i øjnene. Han smiler til mig og spørger om jeg ikke nok vil tage Emma med.

 

Selvfølgelig, hun skal med,” jeg giver ham et svagt high five inden jeg begynder at løbe hjem mod Natascha.

 

Det er ikke behageligt. Det her et mit wake up call! Jeg skal ud af det her hurtigst muligt inden det går ud over flere jeg holder af. Jeg har aldrig haft det så slemt i hele mit liv. Jeg vil ikke mere. Jeg er ikke typen der kan klare alt det her. Jeg vil bare hjem. Hjem til min skat. Hjem til et 'normalt' liv. Hjem til folk der rent faktisk holder af mig. Hjem til det der betyder noget. Hjem til et sted hvor jeg ikke er det man frygter. Hvorfor er det mig der er sådan? Med min barndom burde jeg være blevet overbeskyttende og ikke den hårde type. Just tell me that this is a nightmare. 

 

****************************************************************'

Undskyld ventetiden. Men min computer fungere ikke normalt, og jeg har lige været i Tjekkiet. 

Hvordan synes i om den måde Louis er kommet ind i historien på? 

Nogle der har nogen foreslag til hvordan det kan være den ender? 

Skal nok sørge for at ventetiden ikke er så lang til næste kapitel :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...