Hans mørke side (1D fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2013
  • Opdateret: 25 aug. 2013
  • Status: Igang
Natascha er en pige på 17 år, hvis liv er perfekt. Hun har en fantastisk familie, dejlige venner, og så har hun fundet drømme fyren, Liam hedder han. De er perfekte for hinanden, men hvad Natascha ikke ved er at Liam lever et dobbelt liv. Ud over at være denne perfekte kæreste, er han også leder for en bande i New York City. Hans bande stjæler. De låner penge ud til folk der har brug for det, hvilket lyder meget godt, men hvis ikke de aflevere tilbage når de vil have det, bliver de tæsket, slået ned, stukket med knive, brændt med cigaretter. Dette sker dog også for tilfældige folk på gaden. En dag finder Natascha ud af det, men hvordan? Kommer det til at gå ud over hendes familie og venner? Hvad sker der med deres perfekte forhold?

18Likes
12Kommentarer
1817Visninger
AA

7. Kapitel 6 Natascha

Her et par uger efter vores dobbeltdate med Harry og Emma har jeg haft sådan en mærkelig følelse. Liam går rundt i hans egen lille glaskugle, han er slet ikke til stede på nogen måde. Jeg har prøvet at lægge op til at vi skulle have sex. Men han har ikke taget imod det, jeg har prøvet at snakke med ham, men han siger bare alt er okay. Han er helt ved siden af sig selv, også selvom jeg aldrig har set ham så glad med andre fyrer end med Harry, har han ikke været sig selv siden. Han har ikke engang 'passet' sig selv, og det plejer han at gå virkelig meget op i. Han har ikke barberet sig, hans hår står ud til alle sider, han ligner et omvandrende lig, og det skræmmer mig. Hans krop er ved mig, mens hans tanker er et helt andet sted. Jeg savner hans omsorg.

 

”Ved du hvor vi har kaffe?” spørger Liam, og river mig ud af mine tanker.

 

”Liam vi bliver nød til at snakke,” siger jeg og prøver at få øjenkontakt med ham, men han undgår mit blik.

 

”Ja jeg har noget at fortælle dig, men må jeg først få min kaffe?” spørger han igen. Det har altid skræmt mig, når han sagde han havde noget at fortælle mig, men jeg må ikke virke nervøs. Nu hvor Liam ikke har styr på noget, så må jeg jo tage mig sammen og holde styr på det hele.
Da han har fået lavet sin kaffe, tager han min hånd og trækker mig med en til sofaen, hvor vi sætter os.

 

”Jeg...bliver nød til at fortælle dig noget Natascha,” siger han meget alvorligt. Vi har ikke engang nogle form for fysisk kontakt, så det gør virkelig ondt. Duften af kaffe plejer at berolige mig, men i dag gør den mig bare mere opreven end nogensinde før. Jeg begynder at ryste, men prøver at skjule det ved at lægge mine hænder under mine lår.

 

”Jeg har løjet, selvfølgelig er jeg ikke okay. Det har du jo også kunne mærke, men det er ikke alvorligt. Jeg er en smule syg, også kom Harry og jeg bare lidt tættere end jeg regnede med,” prøver han at sige og smiler lidt skævt. Når han gør det fremstår hans smilehuller meget tydeligt. Jeg smiler lige hurtigt til ham, inden jeg kigger ned på mine lår igen.

 

”Liam, jeg er ved at være træt af at du har alle de hemmeligheder, du lyver jo. Du er slet ikke syg! Du og Harry kom tæt? Du har da aldrig haft det svært ved at være tæt med andre?! Hvorfor er det anderledes med Harry? Liam jeg kan ikke dette mere! Du har været et omvandrende lig i to uger nu!” Jeg fortryder straks efter det er kommet ud af min mund. Det var ikke min mening at råbe det, og slet ikke min mening at være så oprevet.

 

”Jeg lyver ikke, jeg har lidt feber,” Liam kigger ned i gulvet lige efter han har sagt det. Vi ved begge to godt det er en løgn han kommer med. Vi ved begge to godt at han har en hemmelighed, jeg ikke må vide. Jeg prøver at fange hans blik, men han kigger bare ned i jorden mens han forsætter.

 

”Ja vi blev tætte, alt for tætte på for kort tid. Noget af mig siger jeg skal stole på ham, noget af mig siger at jeg slet ikke skal stole på ham. At jeg skal holde mig væk fra. Jeg har haft det svært ved at komme tæt på andre, kan du ikke huske os? Jeg vidste hele din livshistorie inden du vidste jeg overhovedet havde boet i pleje. Jeg kunne læse dig på ingen tid, fordi du fortalte mig lige hvad du følte, når du følte det. Jeg siger det oftest først når alt er overstået, så kommer man til at høre på mig. Så vil jeg fortælle, hvad jeg følte om daværende situation. Det er kompliceret mus,” siger han og lægger sin hånd på mit lår, jeg fjerner den med min hånd. Jeg kan ikke klare at han rør ved mig lige nu. Jeg fået kvalme ved at høre ham sige at det er kompliceret.

 

”Du skal ikke kalde mig mus, for jeg er ikke din mus lige nu,” siger jeg hårdt og kigger ham direkte ind i øjnene. Hans mokkabrune dådyr øjne, eller det var de. Med så lidt søvn han får, så lidt energi han får, så er det ikke dådyr øjne mere. De ligner de øjne jeg så første gang, jeg mødte ham. Han var lige stoppet med at tage stoffer, så hans øjne var helt blanke og røde. Han havde sorte puder under øjnene. Jeg kan huske hvordan det skræmte mig. Jeg kunne ikke kigge ham i øjnene den første time. Jeg kunne ikke klare at se ind i de øjne som var så fuld af sorg, så fuld af smerte. Han ser stadig sådan ud en gang imellem, men det er slet ikke lige så tit som i starten af vores forhold. Så det skræmmer mig at se ham sådan her igen. Jeg ved at den er helt gal nu. Han trænger så voldsomt til hjælp, men han kan ingen få, uden familie er det svært at klare sig.

 

”Hvad med at fortælle mig, hvad du laver med Andy?” spørger jeg spydigt og kigger på hans kaffe kop. Den kaffe kop jeg gav ham, første gang jeg sov ved ham. Han bruger den hver gang han drikker kaffe eller andet varmt. Den er rigtig slidt. Jeg har tit spurgt ham om, om jeg ikke skulle købe en ny, men han vil ikke have en ny. På koppen er der et motiv af en tyk ko som vender røven til. På kruset står der 'our love is bigger than my ass'. Jeg fandt den på tilbud i et supermarked, så den var ikke specielt dyr, jeg synes bare den var så sød.

 

”Vi går lidt rundt i gaderne, det er såmænd det,” han kigger ned i gulvet og rynker hurtigt på næsten. Det gør han altid når han lyver. Jeg hader det her. Jeg hader at skulle pine både ham og jeg får at få sandheden at vide. Jeg kan se ud af øjenkrogen at han søger efter at få øjenkontakt med mig, men jeg kan ikke. Så jeg kigger mig rundt i rummet i håb om at han ikke fanger mine øjne. Men selvom jeg lader mit blik glide rundt i hele stuen ender det alligevel på ham. På den fyr jeg har foræret mit hjerte. Den fyr jeg elsker mere end noget andet. Den fyr som lige nu lyver overfor mig uden grund. Jeg kan slet ikke klare at se ham i øjnene, men jeg kan heller ikke fjerne mit blik fra hans. Min øjne vil ikke bevæge sig. De er som frosset fast til hans. Hele min krop er ved at gå amok. Det er som om en ild, jeg ikke kender til, spreder sig i hele min krop. En ild der snart får mig til at gå amok. En ild jeg ikke kan styre. Udover det kan jeg mærke adrenalinen suser rundt i hele min krop. Jeg har lyst til at slå Liam, og på den anden måde vil jeg have han holder om mig. Det er som om min krop er i oprør med mig selv. Jeg begynder at ryste, mere end før. Liam kigger på mig med øjne der udstråler omsorg. De øjne jeg ikke har set i to uger nu, de er der nu. Lige nu sidder jeg og kigger i de øjne jeg altid har savnet. Men jeg kan ikke holde min vrede tilbage mere.

 

”Liam jeg kan ikke det her mere! Hvorfor skal jeg være sammen med en løgner?! Du skal ikke sige nu at du ikke lyver, for det gør du! Jeg har kendt dig i to år, tro mig, jeg ved når du lyver! Jeg hader din eller skulle jeg sige dine hemmeligheder! Jeg kan ikke klare det hvis vores forhold skal være baseret på løgne og hemmeligheder! JEG GIDER IKKE MERE LIAM!” råber jeg og smadre min hånd ned i stuebordet. En smerte farer igennem mig, men jeg ignorere det. Jeg er ligeglad med hvor meget smerte jeg skal udsætte mig selv for, før han forstår det. Jeg kan se at hans blik går ned på min hånd, og det hviler der et par sekunder inden hans blik møder mit.

 

”Hvad nu hvis jeg beskytter dig ved at lyve? Hvad nu hvis jeg bare gør hvad jeg kan for at beskytte dig?” spørger han mig med et kærligt blik. Jeg bryder mig ikke om den tanke om at han bliver nød til at lyve for at beskytte mig, det giver næsten ikke mening, og dog. Men hvis det skal give nogenlunde mening, så betyder det bare at han har rodet sig ud i noget ekstrem farligt.

 

”Beskytter mig ved at lyve? Skuespiller er du også var?!” jeg kan se på ham at han fornemmer hvor sur jeg er.

 

”Jeg mener det! Du kan se når jeg lyver. Jeg gør det for at beskytte dig. Dig, dine venner og ikke mindst din familie kan komme i alvorlig fare ved at vide hvad jeg går og foretager mig. Det er farligt for alle. Jeg vil have vores forhold er baseret på ærlighed og så få hemmeligheder så muligt. Men den her hemmelighed bliver nød til at blive skjult okay?” jeg ryster bare på hovedet til det. Jeg kan ikke klare tanken om at blive ved med at se ham sådan her. Jeg ved hvordan hans far var, da hans mor gik bort. Han er næsten en kopi af sin far. Han snakker næsten ikke. Han er der ikke for mig ligeså meget som han plejer. Jeg kan ikke være der for ham, for han vil ikke have mig der. Eller sådan føles det i hvert fald.

 

”Okay? Hvordan skal jeg kunne acceptere at det er okay når du ikke er dig selv? Du er et lig. En person jeg ikke kender. En person der går rundt i en glaskugle og ikke kommer ud! JEG SAVNER DIG! Jeg savner dig virkelig Liam, jeg kan ikke det her mere. Det bliver nød til at være forbi mellem os hvis det skal være sådan,” jeg ryster mere end nogensinde før. Jeg prøver at gribe ud efter et stykke køkkenrulle som ligger på bordet, men jeg kan ikke få fat i det. Min krop ryster for meget til at det er muligt for mig at tage det op. Jeg kan mærke hvordan tårerne virkelig presser sig på. Jeg føler ingenting og alligevel alt. Jeg føler mig tom, og alligevel helt fuld.

 

”Hvad hvis jeg prøver at komme ud af den skal? Hvad nu hvis jeg gør mit bedste for at komme ud af skallen? Hvad nu hvis jeg kæmper for at blive gamle mig? Jeg tror bare det er mit møde med Andy i aften der gør mig sådan lidt rundt på gulvet. Han har taget nogle stoffer, så ville han gerne lige have min støtte,” jeg hører slet ikke efter. Det er bare som en utydelig mumlen for mig. Jeg kan slet ikke styrer mig. Det hele koger bare overfor mig. Lige pludselig sker det.

 

”DU ER FANDME BLEVET LIGESOM DIN FAR!” jeg får et chok da jeg hører mig selv råbe det. Jeg kan se hvordan det skar i hjertet på ham at høre det. Jeg kan se hvor ondt det gør. Jeg fortryder hvad jeg lige sagde.

Så jeg vil bare ud fra den her lejlighed. Væk fra hans smerter. Måske er jeg fej, men at jeg lige har sammenlignet ham med den person han slet ikke kan fordrage var noget af det værste der kunne ske. Så jeg løber op af sofaen, og da jeg vil til at dreje ud af stuen sidder min trøje fast i et skab, jeg river løs og ender med at vælte ind i et lille bord, vasen på bordet vælter ned. Alt er kaos. Jeg vælter ned i vasen, og får skår op i mine hænder. Liam bukker sig ned over mig og tager om min mave, og hiver mig så op at stå. Jeg prøver at komme fri af hans greb, og det lykkes mig også, og i sekundet efter jeg har vendt ryggen til ham griber han om mig igen. Jeg ved godt det her er en kamp jeg ikke kommer til at vinde. Hans styrke er dobbelt så stor som min. Jeg ved, jeg ikke vinder, men jeg giver ikke op. Jeg slår ud efter ham, prøver at knalde mit hoved ind i hans. Jeg vil væk fra ham! Jeg har lige såret den person jeg elsker allermest. Jeg har såret ham mere end jeg overhovedet havde lyst til. Jeg sparker ud med mine ben. Hele min krop er i smerte, en smerte der ikke lige forsvinder. Ilden i min krop er blevet voldsommere end nogensinde. Mine tårer triller ned, og de er ikke til at holde tilbage. Jeg græder og kan ikke stoppe. Jeg kan høre at Liam snakker til mig, men jeg kan slet ikke høre hvad han siger. Hele min verden er bare koncentreret på den ekstreme smerte jeg har i hele min krop. Smerten fortsætter i uendeligheder. Jeg kigger rundt i stuen. Skabslågen som greb fat i mit tøj er flået af, bordet som vasen stod på er brækket. Vasen er gået i stykker. Jeg har ødelagt alt. Jeg ryster og kan knap nok stå på mine ben. Adrenalinen er ude af min krop, og jeg kan ikke mere. Jeg falder sammen i Liams arme, da mine ben ikke kan holde mig mere. Han sætter sig ned på gulvet med mig på sit skød. Jeg vender mig med ordet mod hans bryst. Mine læber bevæger sig i et undskyld, men jeg kan næsten ikke få en lyd ud. Jeg kigger ham i øjnene og prøver at sige undskyld igen, i håb om at han kan mund aflæse mig.

 

”Du skal ikke undskylde mus. Jeg ved godt, jeg ikke har været sød overfor dig. Jeg har været et svin de sidste par uger. Kan du tilgive mig?” han siger det så bedende. Jeg nikker stille. Jeg knuger mig ind til ham. Smerten er ikke så stor som den var før, men den kan stadig mærkes. Den er værst i mine hænder, men jeg tør ikke kigge. Jeg er bange for at se det værste.

 

”Skat, jeg vil dig kun det bedste. Jeg vil fortælle dig alt fra nu af. Bare ikke den hemmelighed. Jeg kan kun beskytte dig på en måde, og det er at blande dig udenom. Jeg vil ikke have at du skal lide under mine fejl,” han kysser mig blidt i håret.

 

”Okay, men så heller ikke mere end den hemmelighed vel?” han ryster på hovedet. Jeg er for udmattet til at kunne kæmpe imod. Jeg kan ingenting.

”Må jeg se dine hænder?” jeg rækker ham dem. Han gisper, og jeg kigger ned på dem. De er fulde af blod, der er skår i dem fra vasen.

”Hospitalet eller hjemme?” spørger han mig. Jeg ved hvad han mener. Om han skal ordne dem eller en læge.
Men jeg kan ikke overskue hospitalet, og jeg ved at Liam er rigtig dygtig til det. Så jeg hvisker stille at jeg vil have det herhjemme. Han bærer mig op i sofaen og ligger mig ned i den. Han lægger et par puder under mit hoved, inden han går ud i køkkenet for at hente noget til at rense mine hænder med, en pincet og noget bandage. Han kommer ind til mig igen, og begynder at pille skår og splinter ud af min hånd. Det gør så ondt, men jeg gør mit bedste for at lægge stille. Han ender dog med at hente en flaske vodka. Så han hælder små shots op til mig hele tiden for at få mig til at slappe af. Da jeg har fået fem tager jeg ikke imod flere, men jeg er blevet meget mere afslappet. Jeg kigger på mine hænder mens han binder dem ind. Selvom jeg lige har svinet ham til, er han her stadig. Han sidder lige nu og binder mine hænder ind. Jeg lader mit blik glide op på ham. Jeg ser hvor koncentreret han er om at være så forsigtig så mulig. Da han er færdig kigger han på mig og giver mig et dybt kys.

”Liam, hvad er klokken?” spørger jeg. Han kigger på mig og fortæller at den er kun lidt over to.

 

”Vil du ikke nok ligge dig op og putte mig med?” spørger jeg, jeg håber inderligt at han gør det. Jeg vil så gerne sove med ham, bare lidt. Bare inden han tager hjem til Andy, og jeg er så træt. Han putter sig helt ind til mig, lægger sine arme om mig, og begraver sit hoved i mit hår. Jeg elsker det her.

 

”Skat, jeg synes du skal sove. Bare rolig, jeg går ingen steder.” Den sætning får mig til at falde helt hen. Jeg ville have sagt at jeg elskede ham inden jeg faldt i søvn, men det gik så hurtigt. Jeg kan ikke overmande søvnen. Så jeg falder hen i en dyb søvn.  

 

*****************************************************

Hold da op, jeg synes mine kapitler bliver længere og længere :)

Tror i Natascha accepterer at Liam ikke fortæller hende det? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...