Hans mørke side (1D fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2013
  • Opdateret: 25 aug. 2013
  • Status: Igang
Natascha er en pige på 17 år, hvis liv er perfekt. Hun har en fantastisk familie, dejlige venner, og så har hun fundet drømme fyren, Liam hedder han. De er perfekte for hinanden, men hvad Natascha ikke ved er at Liam lever et dobbelt liv. Ud over at være denne perfekte kæreste, er han også leder for en bande i New York City. Hans bande stjæler. De låner penge ud til folk der har brug for det, hvilket lyder meget godt, men hvis ikke de aflevere tilbage når de vil have det, bliver de tæsket, slået ned, stukket med knive, brændt med cigaretter. Dette sker dog også for tilfældige folk på gaden. En dag finder Natascha ud af det, men hvordan? Kommer det til at gå ud over hendes familie og venner? Hvad sker der med deres perfekte forhold?

18Likes
12Kommentarer
1810Visninger
AA

2. Kapitel 1 Liam

Jeg løber ned af gaden, det er så mørkt, så koldt. Vinden og kulden bider i min hud. Jeg kan ikke gøre noget, jeg er blevet opdaget, vi er blevet opdaget. Mine venner, nogle ville kalde os en bande, er blevet opdaget. Vi prøvede at røve et hus, men de var fandme hjemme. Det er noget lort. Så nu løber vi, vi skal ikke fanges, så vil mit liv være lort! Jeg har en dejlig kæreste, dog ved hun ikke, at jeg er narkohandler, 'bandeleder' og kriminel. Men vi har det godt, så hun behøver ikke vide noget. Ikke før hun selv finder ud af det. 

"Liam hvad gør vi!?" råber min bedsteven Andy. 
"Vi deler os, vi bliver nød til at løbe hver sin vej. Jeg løber hjem til Natascha, du Andy løber ud til lejligheden, i andre løber også hver til sit, men skynd jer!"  

Jeg løber alt hvad jeg kan hjem til Natascha, det her bande liv er hårdt. Jeg bryder mig heller ikke om at lyve, men jeg gør det for at beskytte hende. Det er ikke nemt at være kæreste med en narkohandler, hun vil komme ud i noget skidt og møg. Det fortjener hun ikke. Jeg er endelig nået herind, ind af døren og op på værelset. 

"Liam hvor har du været? Jeg har været så bekymret!" siger hun i det hun rejser sig fra sengen og kommer hen til mig. Jeg tager om hende inden jeg svarer. 
"Bare en lille aften løbetur." 
"Li det må du aldrig gøre igen! Der var røveri idag, tænk hvis du var blevet ramt af et skud fra en pistol eller sådan noget!?" hun knuger sig ind til mig. Jeg bryder mig ikke om at lyve, men jeg bliver nød til at beskytte hende. 
"Mus? Jeg er ikke blevet skudt vel?" siger jeg med et smil på læben mens jeg drejer rundt foran hende, så hun kan tjekke at jeg ingen skudhuller har. Hun griner et af sine kærlige søde pige grin. Et af de grin der gør mig blød i knæene. 
"Nej ikke af hvad jeg kan se. Der er vist intet galt med dig," hun smiler. Han er dejlig! 
"Jo der er," siger jeg trist og kigger ned på vores fødder. 
"Hvad er der galt?" siger hun bange. Tror mit skuesil er for godt. 
"Mine læber gør ondt." Hun lader sine fingre glide blidt over dem for at mærke efter hævelser.
"Jeg tror kun det hjælper hvis du rører ved dem med dine læber," jeg smiler skævt til hende. Hun blinker, og tager hænderne om bag min nakke. 
"Drop det Li, du må vente til vi er i seng, jeg er simpelthen så træt," hun smiler og fjerner sine arme. Jeg løber alt hvad jeg kan hen til hendes seng, og kaster mig i den.
"Jeg er klar Mus!" Hun kommer smilene hen til mig, og jeg får mit kys. Jeg kan ikke have det godt, når jeg lyver for hende. Men sådan er livet. Jeg kan ikke sige det til hende. Vi gør det mest frygtelige ved piger der kender til vores lille bande. 

"Liam...Vi har ikke hemmeligheder for hinanden vel?" hendes stemme ryster. 
"Nej selvfølgelig ikke, vi fortæller hinanden alt." Jeg trækker hende ind til mig, så hun kan hvile sit hoved på min brystkasse. Hun falder hurtigt i søvn, men jeg kan ikke sove. 

Jeg tænker på alt for mange ting. Jeg håber Andy er okay, og ikke mindste også de andre. Hvorfor skal livet være så kompliceret, jeg kan ikke droppe ud af banden, jeg er lederen, jeg har styr på hvem der skylder os penge for stofferne. Jeg er den der styrer hvem der skal have tæsk og hvem der ikke skal. Jeg får et kick ud af at være i banden, men er det det værd? Hun kan jo godt mærke på mig når jeg er fjern. Hun fortjener bedre. Jeg kan heller ikke slå op med hende, for hun er virkelig mit et og alt. Hun er den jeg skal bruge mit liv på. Vi er som yin og yang. Hun er så uskyldig, men en lille smule skyldig, skyldig i at jeg er skudt i hende. Jeg er så den skyldige, den mørke. Den onde. Det eneste punkt jeg er uskyldig på er hende. Hun gør så jeg stadig er lidt uskyldig. Hun er mit ømme punkt. Min bande ved ikke at jeg har en kæreste, det er kun Andy der ved det. 

"Gå din vej! Jeg...lad mig være! GÅ MONSTER! JEG KAN IKKE MERE HJÆLP!" Natascha råber lige pludselig. Jeg skynder mig at tage om hende og prøver at vække hende stille og roligt. 
"Mus, mus vågn op, du har mareridt igen! Tascha!" jeg rusker blidt i hende, og hun vågner med et sæt.
"Liam de var der, de var der virkelig Liam!" siger hun, mens hun knuger sig ind til mig. 
"Skat det var ikke virkeligt, du er vågen nu, de kommer ikke igen," jeg holder hende tæt. Det er sket tit på det sidste at hun har haft disse mareridts, det er også derfor at jeg sover ved hende så meget. 
"Liam de var der! De ville dræbe mig, og gøre dumme ting ved mig," siger hun igen.
Hun græder og hendes stemme knækker over flere gange. Jeg knuger hende hårdere ind til mig, jeg er bange for at jeg knuser hende, men hun har brug for at jeg holder hende så tæt så muligt. Jeg kysser hende i håret og aer hendes ryg. 
"Det skal nok gå. Jeg er her for dig. Jeg synes vi skal prøve at sove igen mus, det er for hårdt for dig at være vågen hele natten," jeg ligger mig ned med hende igen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...