fanget i mig selv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 20 maj 2013
  • Status: Igang
Det blæste i træerne, vinden susede, og regenen piskede ned. Sådan var det den dag jeg blev født, jeg har altid ment det var et dråligt tegn. Jeg har altid været uheldig. Indtil i dag, eller måske indtil jeg dør. Jeg ved det ikke, og hvis ikke jeg hvem så? Magien strømer i mig, endligt skulle den også kunne komme ud af mig. Det er så det kapitel af mit liv vi er nået til. det hvor jeg kommer på kost skole, fordi jeg er ynkelig, uheldig og bare ikke kan finde ud af noget. Sørgeligt, ynkeligt og sikkert en hel masse andet.

2Likes
4Kommentarer
370Visninger
AA

1. Prologen

Hvorfor kunne jeg ikke, dumme dumme mig. jeg hader når ting ikke vil det sammen som jeg vil. Jeg kunne mærke magien strømmene som en brusedne flod af sted, inde i mig. problemet er så bare at det også gerne skulle kunne komme ud af mig. Jeg ville bare gerne være som de andre, kunne lave små vandpytter bare ved at kigge på jorden, eller svæve med fuglene op til skyerne. desværre er jeg jo født ind i den her uhelds magernet af en krop, der er et mareridt.

 

Solen skinnede ned fra oven og varmede min blege hud, selvom vi levede nord på var der altid varmt. Jeg sukkede, og kiggede hen på de andre hvis magi med lethed kunne gøre næsten hvad som helst.

 

Jeg gik indenfor i den lille hytte hvor jeg vidste min mor ville være. hun sad stille i en af de gamle stole med et brev i hånden. Hun så op på mig, hindes øjne var røde, så man kunne se hun havde grædt. "jeg er ked af det Emilia," sagde hun stille. Jeg blev nervøs, hvad var der galt siden hun var ked af det? "Hvad er det du er så ked af mor?" sagde jeg mens jeg så spørgende på hende. "Du skal på kostskole min pige. Det er ikke engang tæt her på," sagde hun. jeg blev bare ved med at kigge spørgende på hende, det kunne da ikke passe, kunne det? Jeg vidste da godt at det med magien var et problem, men kostskole. Min stemme lød slet ikke som min egen da jeg spurte:" Hvornår?".

 

Jeg føldte mig ynkelig, om fire dage skulle jeg af sted. Der ville komme en for at hente mig. Man kan vel ikke sige jeg ligefrem glædede mig. Det ville blive hårdt at være så længe væk fra min mor, og min storebror for den sags skyld. Indtil videre havde jeg valgt at tage det med oprejst pande, men jeg tror næppe det ville holde de næste fire dage.

 

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

 

Jeg ved godt det her kapitel ikke er så langt, men det kommer nok skal jo også lige i gang.

Jeg vil prøve at publicer så meget jeg nu kan på den her, så må vi se hvad det bliver til

xoxo Andrea E

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...