fanget i mig selv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 20 maj 2013
  • Status: Igang
Det blæste i træerne, vinden susede, og regenen piskede ned. Sådan var det den dag jeg blev født, jeg har altid ment det var et dråligt tegn. Jeg har altid været uheldig. Indtil i dag, eller måske indtil jeg dør. Jeg ved det ikke, og hvis ikke jeg hvem så? Magien strømer i mig, endligt skulle den også kunne komme ud af mig. Det er så det kapitel af mit liv vi er nået til. det hvor jeg kommer på kost skole, fordi jeg er ynkelig, uheldig og bare ikke kan finde ud af noget. Sørgeligt, ynkeligt og sikkert en hel masse andet.

2Likes
4Kommentarer
369Visninger
AA

2. Hr. Kulich.

Jeg sad sammen med min mor, og i dag også min storebror. De sidste fire dage var efter hånden gået, desværre. Om kun to timer ville der på en eller anden måde komme en for at hente mig. Suk. Jeg havde pakket og var faktisk klar, hvilket jeg nok havde været de sidste to dage. Det betød så at jeg kunne bruge tiden på min mor, og det meste af tiden også min storebror. Jeg har altid haft et godt forhold til dem begge to, mest fordi at de på grund af min manglende magi altid forsvarede mig.

Selvom jeg ikke kan bruge magi, er jeg nok næsten den i landsbyen der ved mest om det. Grunden er nok at jeg altid har håbet at jeg engang vil kunne bruge den, og til den tid vil jeg være helt klar. Jeg ved at det er forskelligt hvor meget magi man har, at det er det som gør forskellen for hvor detaljeret man kan lave ting, og hvor meget. Uden magi at bruge havde jeg lært en masse andre nyttige ting. Som at hestene der i skoven med hjælp fra et æble og noget tid, vil gøre næsten lige så meget uden at man bruget en masse kræfter på at tvinge dem med magi. At fiskene blev skræmt væk når man plasker i åen. Og at græshopperne med de gule ben ikke er til at spise(den gang var jeg dog kun seks år).

0o0

Det var som om tiden var blevet spolet frem uden jeg havde opdaget det, for pludselig kunne der høres en let banken på døren. Uden for døren stod en høj mand, hvis kridhvide ansigt lå i stramme folder. Hans hår var sat op i en hestehale, men ville gætte på at det ellers ville gå ned til skulderene. Hans blå øjne gav ham et hårdt blik i øjnene, som det påtvungne smil prøvede at modsige. "Emilia?" Hans dybe stemme passede slet ikke sammen med hans spinkle bygning. Jeg nikkede kort som svar. "Jeg er Hr. Kulich, den øverste på skolen og din nye lære. Hvis du har nogle spørgsmål kan du stille dem på vejen," Sagde han i et bestemt tonefald. i mellem tiden var  min mor kommet ud i døren, hun havde et smil på læben, som i modsætningen til Hr. Kulich var ægte nok. "Hej jeg er Leah, Emilias mor. Vil du ikke med ind og have lidt te og en bid brød?" Jeg har aldrig mødt en med et bredere smil end min mors, hun smiler også næsten konstant. Hr. Kulich havde nu vendt blikket fra mig, og plantet det på min mor mens han sagde:" Nej tak. Jeg stod lige og fortalte din datter at vi må se at komme af sted inden porten til skolen lukker,". Jeg gik op på mit værelse for at hente mine ting, da det lød til at vi skulle af sted med det samme. 

Da jeg kom ned igen stod Hr. Kulich og snakkede stille sammen med min mor, som sendte mig et stort smil da hun så mig. Hun lagde armene om mig, mens hun mumlede ind i min skulder, hvorfra jeg svagt kunne høre et "farvel min skat". Inden hun med et lille snøft holdte mig ud foran sig "Jeg er så stolt af dig".  Jeg har aldrig været et sekund i tvivl om at hun elskede mig, og hun havde heller aldrig behøvet at tvivle på at jeg elskede hende mindst lige så højt.

"Kom så Emilia".

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

Så endnu et kapitel.

håber ikke i bliver for skuffede over mine skrive evner.

Ved godt at den måske ikke er så spændene lige nu, men det må jeg jo så gøre noget ved ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...