A time to kill | The Hunger Games

Avelioa er 15, bor i distrikt ni der producerer korn og andre mark sorter. Hun er netop lige blevet udråbt som kvindelig soner på sin femtenårs fødselsdag, i det toogtresindstyvende dødspil i landet Panem. Folk i distrikterne finder det trist, at hun bliver udnævnt på sin fødselsdag, men da ingen træder i hendes sted er det jo hende der skal fremstå som årets soner.
Da hun kommer til Capitol går der ikke lang tid før hun bliver smidt i arenaen med treogtyve andre børn, deriblandt Carter på 16 år fra distrikt 2. Hun har ingen allierede og derfor helt alene i den store arena. Avelioa finder med de lange dage nogle andre sonere, der kunne være mulige allierede. Men om de ville dræbe hende før hun dræber dem, ved hun aldrig...
Der udover skal hun vælge en ny ven fra, som har reddet hendes liv tidligere i arenaen, eller lade hende blive dræbt, for selv at overleve.
Carter og Avelioa hader hinanden, men er hinandens eneste allierede, for først senere finder de andre som er deres eneste håb

5Likes
48Kommentarer
830Visninger
AA

1. Overflødningshornet!<3

Avelioa

Jeg kigger dybt Nirak i øjne. Han er, eller rettere sagt var, min stylist. Jeg tror ikke på, jeg kan overleve det her, og derfor har jeg ingen ideer, om hvad jeg skal om højest fem minutter. Hvad der sker, eller hvordan jeg bærer mig ad, og hvordan min død kommer til at være. Egentlig er jeg mest spændt på, hvordan det ser ud i arenaen, og hvordan min død bliver. Hvem der slår mig ihjel, hvor og hvordan. Bare selve tanken omkring døden har tit strejfet mig, men aldrig været noget jeg har tænkt dybere over. Når folk hjemme i distrikt ni døde, har jeg altid helst vil slippe for at skulle møde op til deres begravelse. Nu, om kun to minutter ville jeg stå overfor treogtyve andre børn, som jeg er blevet udråbt til at gøre et forsøg på at dræbe. Men ærligtalt har jeg ikke lyst, selvom jeg egentlig ikke ved, om jeg har noget imod det...

Et sidste blik lader jeg Niraks dybe brune øjne få. Han har altid båret helt blå kontaktlinser, men ikke idag. Jeg har en lille idé om, at det er fordi han skal sige farvel til endnu en soner, som han alligevel aldrig ville få ar se igen. Hans øjne er våde, og hans lette mascara falder lidt under øjne. Nirak klapper mig på skulderen og lader så sin hånd stryge mig over håret. Han har en jakke på, som slutter lige omkring hoften, og hænger i flere forskellige farvede pastel farvede flæser. De lidt løse bukser er til gengæld lidt mere dæmpet blå. Det lyse hår stritter på en underlig og skør måde, som han selv opfatter på en meget moderne og. Jeg ville ikke blande mig i hans skøre måde at klæde sig på, men lader ham gå i det der passer ham bedst.

"Jeg ved du kan vinde." Siger han dæmpet, så jeg bliver nød til at fremtvinge et smil, selvom det er mere end meget svært for mig.

"Jeg vil prøve." Han kommer med et smil som ikke når øjnene, så istedet for at fortælle ham, at han er forfærdelig til at lyve, lader jeg ham virke positiv. Han har vel trods alt gjort meget for mig... Tre fredsvogtere kommer ind og sender mig ind i glasrøret, hvorefter jeg kun lige når at lade nogle ord glide over mine læber. "Men jeg tror ikke på det."I det samme Nirka hører, hvad jeg egentlig lige har nægtet, skal han til at protestere. Hans øjne er store og triste, da de stirrer op på mig. Jeg når ikke at høre, hvad han siger i sin tale til mig, om hvordan jeg kan og skal vinde, eftersom glasset lukker sig foran mig. Da jeg står på den lille skive der køre mig op.

Nirak er væk nu, og jeg kommer nok aldrig til at se ham igen. I stedet bliver jeg mødt af solen, der skærer mig skarpt i øjnene, da jeg kommer op på piedestalen, hvilket får mine øjne til at knibe ret så hårdt sammen, og nærmest ikke ville åbne sig igen. Men da skiven står stille under mig, kan jeg regne ud det er en god idé at åbne øjne, hvis jeg ville analysere området mentalt, inden jeg ville blive slået ned af en eller anden soner.

Området ser noglelunde lovende ud. Vi står midt i en form for åbning til alle mulige dele af skoven, der ligger noget hav eller ligende længere væk, skov bag mig, og i det hele taget bare natur omkring mig. En smuk natur. Selvom græsset der gror omkring piedestalen, til langt væk, er tørt og vissent, hvilket får det til at vikle sig om sig selv og alt omkring i det tykke lag tørhed.

Egentlig er jeg bange. Mit hjerte banker hårdt imod mit bryst, mine ben ryster og det føles som om de lige om lidt ville falde sammen under mig, min puls trykker mod min hals og jeg kan mærke det banke hårdt inderst inde i hovedet. Jeg er ikke tryg, overhovedet. Men seriøst, hvor mange ville også være trygge, hvis de står og venter på, at skulle slå andre ihjel for ikke selv at blive slået ihjel? Men det, at jeg er bange for, er egentlig først gået op for mig, når jeg ser rundt på de andre sonere. Det er, at de er lige så villige til at slå mig ihjel, som jeg er overfor dem bare for at rede sig selv. Det her spil er egentlig direkte sygt.

Jeg har lyst til at rende væk, gemme mig, og aldrig komme frem igen...

"Fem. Fire. Tre. To. En." Jeg trækker vejret dybt, men inden det går op for mig, at det er nu, står jeg bare stille, ser på alle de andre, der bare vrimler ned og styrter lige imod overflødighedshornet, som tårner sig over alle vores hoveder i et glas design, jeg aldrig har set før i arenaen.

Jeg tager mig sammen og løber så ned fra min piedestal. Pludselig ligger jeg nede i græsset og er faldet. Snublet. I farten fra at løbe mod skoven, ligger jeg nu istedet og triller rundt i de tørrer græs, der kribler sig til mine lynlåse i tøjet. Uden at tænke så meget over det, skynder jeg mig bare op med lidt besvær og løber lige ud. Først nu går det op for mig, at jeg i forvirring og anstrengelse, er løbet i den forkerte retning. Mine ben bevæger sig direkte imod omkring to sonere, der står og slår hinanden ned med sværd, knive, økser og andre ting de har fået fat i, før mig og alle andre.

Men jeg kan da ikke bare vende om nu, selvom jeg løber døden lige i møde, så er jeg klog nok til at vide, så snart jeg vender mig om, ville jeg sikkert bare på en kniv eller pil i ryggen.Så jeg løber mod overflødningshornet, men jeg laver en bue udenom, så jeg istedet løber mod nogle af de mange tasker. Men inden jeg kommer hen til bunken er de fleste taget af to piger fra distrikt et og fire.Det irriterer mig grueligt.

Inden jeg vender om igen og opgiver, får jeg øje på en lille lilla rygsæk, der ligger og godt nede i noget af græsset. Så jeg griber den, i dét, jeg løber imod den og lader den dumpe ned på ryggen. Jeg stopper igen brat op, da jeg kan se tre knive ligge godt gemt nede i græsset, så de bliver samlet op med det samme. Mine sorte lokker fra det skæve og sjuskede pandehår falder ned i øjne og irriterer, så jeg pludselig ikke rigtig kan se noget omkring mig. Jeg børster det væk, men bliver slået ned af noget der er blevet kastet imod mig.

Jeg skriger let i smerte, mod mine ribben, men ligger nede i det tørre græs, der rent faktisk giver små knase lyde under sig, på en måde der siger, at det her er nu. Nu dør jeg. Nogle kolde hænder griber omkring min hals og hiver mig op, med det samme efter faldet. Jeg får nu øje på ansigtet foran mig. Michel. Hans øjne er helt oprevet og vrede, han har blod på den hånd der hænger slapt ned af siden på ham. Han spænder den anden arm, for efter hvad jeg kan føle, er der ikke noget jord under mig mere, hvilket vel ville sige han holder mig over jorden. Jeg skriger men det ville jo ikke hjælpe. Han holder stramt omkring min hals og blodlugten fra hans hånd, der holder omkring min hals, har spredt sig op til min næse, mens blodet blive smurt ud over min hals. Gad vide hvis det egentlig er?

"Slip mig!" Mine ord er hæse og lyder som en hylende stemme blandet med en kat der får revet pelsen af sig levende. Han ser bare lige ind i mine øjne, så hans blik borer sig lige ind i mig. Jeg kan snart ikke holde presset fra hans hånd ud mere. Det gør så ondt, at jeg hoster for livet løs, basker med armene og vrider mig helt vildt. Men han er for stærk og sætter mig ikke ned.

"Tror du selv på jeg ville lade dig undgå døden?" Hans stemme er mat og ikke til at sige imod. Men selvfølgelig er det hvad jeg gør.

"Så dræb mig dog i stedet for at lade mig hænge, som en anden idiot!" Han svarer ikke, men jeg kan se i hans øjne at det er begyndt at blive lidt hårdt for ham, at holde mig med en arm mindst tyve centimeter over jorden.

"Selvfølgelig. Men hver ting til sin tid, ikke? Du skal nok få lov til at komme ned, og ikke mindst blive dræbt, eftersom du nærmest tigger mig om det." En tåre ryger ned over den ene kind, fordi hans greb strammer sig, så hårdt at jeg ikke kan trække vejret længere. Jeg bliver ved med at gispe efter at få luft ned i lungerne, men det virker umuligt.

"Michel!?" En pige bag ham råber hans navn, i en form for måde på at få hans opmærksomhed, hvilket for hendes side af, lykkedes. Hendes hår er lyst og pjusket, de grå øjne hun bære er trætte og skræmte. Han vender sig i hurtigt ryk om, hvilket giver hårdt efter i min hals, så jeg igen kommer med den der underlige lyd som virkelig bare lyder belastende.

Pigen bag ham ved jeg egentlig ikke helt hvad hedder, men alligevel har jeg en idé om, hvem hun er... Hun skyder sin pil afsted og den går lige i armen af Michel. Det får ham til at slippe mig, i samme sekund pilen borer sig ind i hans overarm.

"Hvad fanden?!" Udbryder Michel, og jeg har den ide at han er vred nu. Men seriøst, hvad han havde regnet med? Det her er en arena i det som vores land nærmest lever af og er tvunget til hver eneste år, han ville jo ikke kunne overleve uden en eneste skramme. Jeg falder til jorden og mit hoved rammer hårdt, mens jeg trækker vejret dybt ned i lungerne. Michel rykker pilen ud, råber ad hende og rækker ud imod mig, efter at have kastet en kniv imod pigen, der skød ham. Jeg når lige at løbe min vej, inden han får langet ud efter mig, og dermed sikkert prøve kvæle mig igen, bare på en hurtigere måde.

Mine ben løber så hurtigt de kan under mig, hvilket egentlig ikke er særlig hurtigt, da jeg stadig gisper efter luft. Først nu, da jeg løber ind i skoven, forsvinder skrigende, lyden af våben og stemmer omkring mig. Men jeg kan stadig ikke tænke klart. Hvor mange burde også kunne det, efter næsten at være blevet kvalt?

Inde i skoven finder jeg hurtigt en sø. Jeg kan simpelthen ikke mere, hvilket ærgrer mig da jeg burde komme meget længere væk fra alt om alle. Ved den lille sø drikker jeg så meget, jeg kan efter at have fået pusten. Mine lunger brænder ligesom min hals, mine vejrtrækninger er overdrevet og opkørte, hvilket får mine lunger til at brænde endnu mere lige nu. Jeg sidder på hug foran søen på nogle store sten, der er helt køllige under mine håndflader, som bliver kørt ned i vandet, hvilket gør dem helt køllige og dejlige. Jeg drikker så meget jeg kan, mens der engang imellem bliver kigget tilbage og rundt omkring mig, bare for at være sikker på der ikke er nogen. Vandet danner små bobler på overfladen, når mine hænder lander der efter at have været oppe ved min mund igen og igen.

De små blade der er faldet i fra træerne omkring søen danner nærmest en pude i vandoverfladen. Det ser fredfyldt ud i betragtningen af, at jeg er her for at slå andre ihjel eller selv blive slået ihjel. Mine ben hiver jeg nærmest op under mig og sidder stille og alligevel uroligt, mens jeg finder min lille lilla taske frem fra ryggen. I den ligger der et fiske net. Fedt, jeg kan alligevel ikke fiske... En sovepose som er lavet af noget meget tyndt stof der vidst skulle reflektere varme, et stykke reb, tre tændstikker, en lille pose med noget tørret frugt og en vandflaske. Heldigvis så har jeg de tre knive, hvilket efter min mening faktisk er temmelig godt skaffet, af at tasken så lille og beskidt ud. Flasken fylder jeg op med det samme og sætter den ved siden af mig, selvom alt det andet bliver pakket ned igen, undtagen en af knivene jeg ligger i lommen på jakken.

Egentlig ville jeg jo ikke noget, men at gå tilbage der til, hvor jeg lige er flygtet fra, er noget jeg aldrig ville gøre. Så at blive her lyder som en meget bedre idé. Måske skulle jeg gå derhen i morgen, bare for at se om der er nogen, der har efterladt en masse ting, som jeg kunne få glæde af... Eller om der bare ligger døde folk over alt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...