A time to kill | The Hunger Games

Avelioa er 15, bor i distrikt ni der producerer korn og andre mark sorter. Hun er netop lige blevet udråbt som kvindelig soner på sin femtenårs fødselsdag, i det toogtresindstyvende dødspil i landet Panem. Folk i distrikterne finder det trist, at hun bliver udnævnt på sin fødselsdag, men da ingen træder i hendes sted er det jo hende der skal fremstå som årets soner.
Da hun kommer til Capitol går der ikke lang tid før hun bliver smidt i arenaen med treogtyve andre børn, deriblandt Carter på 16 år fra distrikt 2. Hun har ingen allierede og derfor helt alene i den store arena. Avelioa finder med de lange dage nogle andre sonere, der kunne være mulige allierede. Men om de ville dræbe hende før hun dræber dem, ved hun aldrig...
Der udover skal hun vælge en ny ven fra, som har reddet hendes liv tidligere i arenaen, eller lade hende blive dræbt, for selv at overleve.
Carter og Avelioa hader hinanden, men er hinandens eneste allierede, for først senere finder de andre som er deres eneste håb

5Likes
48Kommentarer
896Visninger
AA

3. Glas i luften...

Avelioa 

Det er mørkt, og jeg har fundet frem til en lille udhulning i en meget stor sten, men for lille til at kalde for en grotte. Stenene er kølige og ikke helt bløde mod mine ømme ribben... Panems national sang bliver spillet og der vises de døde soner på på himlen. Jeg ligger akavet på albuen og stikker hovedet ud af grotten, for at se hvem de viser på skærmen. Af en eller anden grund, håber jeg, mere end meget på, at pigen der reddede mig tidligere idag ved at kaste en kniv i Michels arm, ikke bliver vist på himlen. Men nej, kun begge fra distrikt seks, pige fra 11, dreng fra 8 og pigen fra pigen fra 12. Drengen fra mit distrikt er ikke død, og egentlig ville jeg bare ikke møde ham herinde eller skulle slå ham ihjel. Pigen der reddede mig tidligere idag, er heller ikke død, og til mit uheld er Michel heller ikke. Men seriøst, han er fra distrikt fire, og jeg har set alle dette års sonere udtrækkelser. Michel meldte sig frivilligt, og dermed ved man også bare at han helt opsat på at slå ihjel.

Stenene er blevet kolde, og får mig til at gyse sådan, at det går helt ind i knoglerne. Jeg finder min sovepose frem og ligger mig ned i den med lidt besvær, for ikke at gøre smerte i mine ribben. Det er stadig koldt, men det hjælper hurtigt, så jeg ikke mere kan mærke kulden kravle op af ryggen på mig. For at holde maven lidt igang i løbet af natten, lader jeg noget af det tørret frugt blive spist. Det går først op for mig nu, at det både er tørret frugt og nødder. Jeg spiser ikke mere en halvdelen, eftersom jeg ved at man skal spare på det, for ikke lige pludselig stå uden mad. Efter maden bliver mine øjne hurtig tunge og jeg falder i søvn. 

***

Da jeg vågner igen, er det eneste, jeg husker en grufuld nat. Jeg havde mareridt, så det har været en tæmmelig belastende nat. Jeg drømte, at hver enkel soner stod foran mig på en række. Hver og en stirrede jeg ind i øjnene, som hver en detalje fra deres rigtige ansigt var præcis kopiret ind i min drøm. De var skiftevis om at dræbe mig. Den første var pigen fra distrikt 1. Hun kastede en økse efter mig, og sådan forsatte de andre. Men irriterende nok så føles denne her drøm så ægte, at det var ufatteligt forfærdelig. Mit hår er let klistret til min pande, og lige så snart jeg sætter mig op i et hurtigt ryk kan jeg hurtigt mærke at min ribben kun er ømme, og heldigvis nok ikke bøjet. 

Jeg spiser et par stykker tørret frugt og pakker mine ting sammen. Heldigvis har der vel nok ikke været nogen, som har fundet mig, men om der sidder nogen og venter på mig ude fra den her sten klippeudskæring, ved jeg jo ikke. Og i så fald har jeg ikke så meget tilbage.

Jeg tager mig sammen og trækker tasken op over skulderende og finder ud af klippeudhulningen for at gå videre forbi vandhullet. Men selvom fuglene synger, vandet i plasker let med de små fugle og fisk, træerne svajer let og solen skinner stærkt på min ene kind, så kan jeg ikke lade hver med at være ekstra bange. Jeg strammer mit greb om den kniv jeg har i den ene håndflade og lister mig let og kun lidt klodset væk fra mit skjulested i nattens løb. Jeg har en ide om at nogen holder øje med mig, men burde de fleste her i arenaen ikke have det? Fuck det.

Jeg skynder mig sammentid med at jeg er ekstrem forsigtig over hvor jeg træder, hvad der er omkring mig og hvilken bevægelser jeg gør. Desuden er der vel ingen der ved om der er fælder i arenaen, computer lavede dyr og andre former for mindre glædelige overraskelser til os soner. Gad vide om min familie kigger på mig lige nu? Jeg ved vel godt at alt og alle er overvåget når de befinder sig herinde, men det skræmmer mig faktisk lidt. Jeg har altid følt mig blottet og gemt væk på samme tid, men lige nu er det næsten som om at stå nøgen over for skolen derhjemme. Gud ja, dem på skolen, lærene, dem jeg gik i klasse med- de kan også alle se mig. Det her er sku direkte mærkeligt!

Jeg har fundet mod en lysning i skoven, og skulle snart være henne mod det jeg ville kalde "udgangen" fra skoven hvor jeg løb ind i igår. Jeg ville jo gå tilbage, og søge mod det der er på den anden side af piedistaterne og overflødighornset. Enlig tror jeg det er en okay ide at krydse marken vi alle stod på igår, det kunne vel være at der var noget interessant som stadig lå der og ikke var blevet samlet. Trods at jeg ikke er død betyder vel kun jeg skal gøre mig ekstra fokuseret på at vinde, håbet er vel stører nu?

Lige som jeg træder ud fra skoven er det som om fuglenes kvinderen stopper og jeg ikke længere kan høre lyden af vand der klukker i den lille bæk jeg gik forbi tidligere idag. Men lyset er meget stærkere end under træerne i skoven her ude. Græsset irritere stadig mine sko så jeg er bange for at falde i det. Jeg smider mig i en busk og ligger mig til at fokusere på bevægelser, lyde eller andre ting i nærheden som virker opmærksomhed vækkende. Men nej. Der er intet jeg kan få øje på som ikke skulle være der eller ligner et tegn på der er andre i nærheden. 

Som jeg rejser mig op igen kommer tanken om at jeg måse kan have overset et eller andet, eller der er en anden som holder øje med mig lige nu, skyldende ind over mig og dermed en tanken om min måske snart nærværende død. Jeg strammer grebet om min kniv jeg har i lommen så mine knoer bliver helt stramme og nærmest går i krampe, men får mig så selv overtalt til at gå der ud. Jeg går meget stille og næsten ubevægeligt og prøver ikke at tænke for meget. Mine øjne søger efter andre folk eller tilværelser fra dyr, efterladte og oversete ting i græsset, og sammentid med jeg helst ikke ville fokusere på det blod der ligger gemt i noget af græsset og maler en flot rødglødende farve under den matte skorpe på græsset.

Men jeg når dog kun lige af våge mig halvt igennem alt det halv tørrer græs for mine øjne fanger en pose der ligger godt gemt. Jeg fumler kort med at få den hevet op fra græsset der nærmest fletter sig over den for ingen skal ligge mærke til den, men den matte og rødrustne farve er ikke til at tage fejl af. Uden så meget at tænke over det eller tjekke hvad der er i lader jeg den blive lagt ned i min taske og hurtigt svunget op på ryggen igen. Næsten en vindkast skyldes ind over mig inde jeg ser en person der kommer løbene. Det er en pige med lyst hår som hænger ned af hendes ryg i en tung hestehale. Hendes brune øjne fortæller mig kun at lige meget og jeg prøver at løbe væk ville hun forsøge fange mig. Hun komme tættere og tættere på så jeg begynder med det samme at løbe væk og mod en anden vej end der hvor jeg havde planlagt at løbe mod. Men dum som jeg er kigger jeg mig tilbage og opdager hun er tættere på mig end før. Hun er fra distrikt fire og jeg har aldrig skænket hende en tanke, men nu er jeg rimelig sikker på min død snart når mig.

Men nej, jeg ville ikke kunne nå at løbe fra hende, hun er både ældre og stærkere end mig. Jeg kan ikke løbe fra hende, men til gengæld lader jeg min rystende hånd finde kniven frem fra lommen og begynder at sætte meget længere ned i fart. Fuck, hvad er det lig jeg laver, jeg skal sku da ikke opgive?!! Lige som jeg kan høre hun nærmer sig mig meget tæt og skal til at stikke noget i ryggen på mig vender jeg mig hurtigere end vinden mig om og stikker kniven ud mod hende. Jeg kan høre nogen stønne og pruste men om det er mig selv eller hende der larmer mest ved jeg nu stadig ikke. Det er først nu det går op for mig hvorfor jeg har det varmere end når jeg normalt løber. En stor røg sky danner sig omkring os, og pigen der ligger på græsset foran mig, død, og men kniven i maven har jeg lige slået ihjel. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg har lige slået en anden person ihjel! Jeg kan mærke mine øjne søge alt og igenting mens jeg nervøs ryster og dehydrer. 

Jeg skriger af en eller anden grund over røgen omkring os nærmest kvæler mig og får mine øjne til at svig. Der er ingen kontrol over det der sker lige nu. Jeg trækker kniven ud af hende og en tårer triller af en eller anden grund ned over mine kinder idet samme som jeg ikke kan trække vejeret. 

Mine hænder fumler og jeg kravler for at komme væk fra alt. Pigen, røgen og ikke mindst min frygt. Men hvor røgen kommer fra er der ingen tvivl om. Noget brænder, men hvorfor er så det næste.

Da jeg kommer hostene og fortumlet ud er det ikke nogen løgn at det hele står i brand. Marken med det tørrer græs. Kan det passe det er begyndt at brænde fordi solen  er så skrap? I hvert fald er jeg fuldstændig ude af den og ingen tanker om hvad eller hvor jeg skal gøre af mig selv. Men jeg får stablet mig selv på bene og skynder mig væk fra det her, mod stranden!

Lige pudselig bliver jeg væltet om og med det samme ligger jeg nede på jorden. Kan pigen være overlevet? Nej, det er ikke hende med istedet noget der minder om en mane skikkelse har væltet mig og i næste sekund tumler jeg rundt på græsset igen. Jeg vrider mig men det hjælper ikke, han sidder på mig hvilket føles om om alt liv i mig bliver kvalt da røgen i mine lunger er ved at tage pres.

"FLYT DIG!!" Jeg ved ikke hvad jeg skal sige og først nu går det op for mig hvor dumt det lyder af mig at sige han skal flytte sig. Da mine øjne rammer hans er det nu det går op for mig hvem. Enlig kender jeg ikke navnet på ham men han er fra distrikt 2. Han stønner for at kæmpe imod mig da jeg vrider og slår fra mig på alle mulige måder. Hans øjne er helt midnatsblå og får dem enlig til at virke for mørke med hans helt sorte hår som sidder pjusket omkring hans blege ansigt der alligevel ser lidt solbrunt ud på en eller anden måde. Han er klart ældre end mig, men jeg kan ikke rigtigt sætte finger på hvordan da han ser rimelig ung ud alligevel. Han ligner ikke helt en på 18 ligesom de andre ambisoner, og ja, jeg har stort set levet under en sten i dagene efter jeg blev udvalgt. 

Jeg slår mod hans bryst og kniber øjne sammen, han tager fat om mit håndled hvilket overrasker mig. Han er meget stærk. Det irriterer mig så jeg prøver næsten af vride min hånd ud af hans igen, det er forfærdeligt svært. Han ligger sin anden arm lige under mit bryst hvilket får luften til at slippe fuldstændig ud af mig i et kort sekund som eller føles som flere timer. Ilden kommer nærmere da jeg ikke noget så langt fordi denne her dreng nu prøver slå mig ihjel. Jeg hvæser og hiver min kniv frem da jeg endelig får min hånd fri. Uden at tænke over det stikker jeg den mod hans ene arm men han når lige at flytte sig så jeg rammer forgæves. 

"Du sørme ikke så stærk, lille pige." Siger en irriterende stemme så. Jeg hvæser igen og hiver mig op og laver en mærkelig bevægelse så jeg får ham nedlagt og sidder oven på ham i næste sekund.

"Det du nu heller ikke." Svarer jeg med en skringer stemme der alligevel føles meget dyb. Det lyder bare dumt når det kommer fra mig da jeg er enormt svag i forhold til de fleste. Han griner så og hans øjne bliver i næste sekund helt matte. Han stønner igen og hiver mig så helt tæt i min fletning der irritere mit ansigt da den har været ved at gå op siden jeg har løbet fra hende pigen.

Jeg skriger. I håb om han stopper med at rykker mig i håret, det gør fandme ondt så bare for at han selv skal mærke det griber jeg fat om hans hår og rykker fuldstændig igen. Hans øjne ser pludselig panisk ud på mig men istedet søger mine hænder mod hans bryst hvor jeg får trykket mod et ømt punkt ved hans ribben hvilket får ham til at stoppe med at rykke, men istedet trille rundt så han sidder oven på mig igen. Han lader sine fingre søge ned mod min hals og i samme sekund som hans hænder ligger rundt om min nakke er jeg snart så godt som død. Jeg ser for pint op på ham og får kniven til at stikke ham i overarmen, dybt men ikke hårdt nok. Han ømmer sig med det samme og råber et eller andet men da han strammer grebet om min hals har det jo på ingen måder hjulpet at stikke ud efter ham. Jeg kommer til at smide kniven i smerter så den lander i græsset. Mine fingre fumler efter den som røgen ligger sig over os. Et højt skrig forlader mine læber da jeg skærer mig på kniven så blodets varme løber ned i mit ærme mod mine hud. Nu dør jeg.

Alligevel gør han det ikke af med mig. Istedet ser han bare helt dybt ind i mine øjne som om han søger efter et eller andet, det irritere mig og gør nærmest ondt helt inde i sjælen. Jeg holder mit skrig inde og prøver kun af fylde mine lunger med rent luft og ikke røgen.

"Hvis ikke du lader mig dø nu, så dør du snart også selv." Gisper jeg hårdt og lader mine anden hånd stramme sig om hans ene arm. Jeg kan mærke han selv strammer grebet om min hals, men kun to sukender efter giver slip og trækker mig med op. Jeg når kun lige at gribe ud efter min kniv i græsset med mine blodige fingre inden han ser sig omkring og begynder løbe med med mig slæbende efter sig. Jeg stønner og hvæser af smerten i min ryg af at have været blive væltet så mange gange idag. Alligevel har han måske lige redet mig?

Hans ene hånd holder mig oppe i den ene arm og selvom jeg vrider mig følger jeg dog efter. Mine tanker kan ikke fokusere sig på noget. Men ilden står nu overalt omkring os, og snart er der et kæmpe vindstød som rammer os så min ryg nærmest skiller sig ad i et stort knæk. Men knækket var nu ikke mit. Det går kun et sekund før jeg ser mig tilbage og mine øjne fanger noget der får mig til at skrige. 

Glas.

Hele overflødninghornet er sprunget fordi det er af glas og ikke kunne holde til varmen fra den ild der åbenbart var startet. Vi bliver begge fløjet mindst en meter over jorden tilbage fra vinder der ladder glasset flyve i min retning. Jeg kniber øjne samme og det sidste jeg når at se er glas som kommer flyvende imod os. Mit greb om hans arm strammer sig nu så hårdt at jeg kunne klemme luften ud af ham i hvert sekund. Min krop brænder og skriger. Jeg skriger. Men det er som om alt lyd har givet efter i det vi bliver kastet hen over jordoverfladen. Min kop er øm fordi jeg spænder så meget i hele kroppen mens jeg ikke kan fokusere på andet end at holde øjne lukket. Nogle arme griber længer ud efter mig og jeg lukker mig inden i dem. Ligger hænderne i Nakken af ham drengen hvem han nu end er, og holder ham helt tæt ind til mig hvilket enlig føles betyggende. Han holder mig helt tæt i til sig og jeg skriger, ligesom han råber. Jeg ved ikke hvad der sker men min pande gør forfærdelig ondt og jeg kan mærke noget verdreet klistret mod drengens hals.

Idet vi bliver kastet mod jorden ømmer jeg mig med det samme og knuger mig ind til ham ligesom jeg hiver ham tættere og tættere på mig. 

Jeg er forfærdelig bange.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...