A time to kill | The Hunger Games

Avelioa er 15, bor i distrikt ni der producerer korn og andre mark sorter. Hun er netop lige blevet udråbt som kvindelig soner på sin femtenårs fødselsdag, i det toogtresindstyvende dødspil i landet Panem. Folk i distrikterne finder det trist, at hun bliver udnævnt på sin fødselsdag, men da ingen træder i hendes sted er det jo hende der skal fremstå som årets soner.
Da hun kommer til Capitol går der ikke lang tid før hun bliver smidt i arenaen med treogtyve andre børn, deriblandt Carter på 16 år fra distrikt 2. Hun har ingen allierede og derfor helt alene i den store arena. Avelioa finder med de lange dage nogle andre sonere, der kunne være mulige allierede. Men om de ville dræbe hende før hun dræber dem, ved hun aldrig...
Der udover skal hun vælge en ny ven fra, som har reddet hendes liv tidligere i arenaen, eller lade hende blive dræbt, for selv at overleve.
Carter og Avelioa hader hinanden, men er hinandens eneste allierede, for først senere finder de andre som er deres eneste håb

5Likes
48Kommentarer
829Visninger
AA

2. Første nat i arenaen

Carter
Jeg ved virkelig ikke, om jeg bare burde skride nu, efter de fleste sonere imellem mig og overflødningshornet er døde. Jeg ved personligt, at jeg har dræbt to piger og en dreng, ikke fordi jeg har den største lyst, men jeg føler det er en form form for pligt. Mine hænder er nogle steder smurt ind i blod, på den solbrune hud jeg har fået med dagene derhjemme i distrikt 2, men det betyder ikke så meget lige nu, eftersom jeg vel bare kan få det vasket af eller ligende bagefter.
En lille dreng på omkring tretten år løber om bag over, hvilket straks får mig til at løbe efter ham. Om han har set mig eller ej, ved jeg nu ikke, men det her er selvfølgelig et forsøg hver. Desuden er jeg sikker på den lille dreng ikke tør slå mig ihjel, når først jeg står foran ham.
Drengen med det lyse hår, brune øjne og blege hud med alle fregnerne står og glor op til mig. Hans øjne er dybe og smeltende, men da jeg langer ud efter ham og holder hans hals i min ene arm og hånden på hans skulder, skriger han. Hans tårer løber ned over kinderne og gør stoffet fra den jakke, jeg har fået udleveret vådt. Et øjeblik tvivler jeg stærkt på, om jeg ville slå ham ihjel eller lade ham løbe, og enten selv dø af naturlige årsager eller blive dræbt af en anden. Men nej, jeg strammer grebet om hans hals og rykker så hårdt i hans skulder, sådan at hovedet og skulderen bliver vredet mod hinanden. Han skriger, men det sidste skrig bliver kvalt i og med at jeg lige har vredet nakken om på ham.
Jeg smider ham hurtigt fra mig og tør egentlig ikke helt kigge på ham. De ar, der er formet ned langs hans kinder, det blod på hans hage fra arene, eftermærkerne fra tårene der former sig ned af kinderne fra de brune øjne, der nu alt sammen blevet til et bevidstløs og dødt offer for mig.
Uden at tænke mig om, griber jeg hans sværd og skynder mig at løbe hen til en af de tasker, der ligger smidt rundt omkring, og spænder så mod noget der ligner et hav længere væk. Mine fødder giver under mig, da jeg når den lyse sand strand. Heldigvis er jeg ikke blevet forfulgt, men ærligtalt så er der nok ikke særlig mange, der ville gøre det eftersom jeg er fra distrikt to og dermed ambisoner, hvilket gør at folk frygter mig. Men egentlig er jeg vel ikke lige sådan. Jo, jeg meldte mig som frivillig til fordel for en dreng på tolv. Men helt ærligt, alle ved at vi fra distrikterne 1, 2, lidt 3 og nogle gange 4 hvert år træner hele sit liv op, til at kunne overleve dødspillet, for at vi skal kunne melde os frivillige som atten årige, og dermed er det en ære for os at være soner i årets dødspil.
I år blev det min tur.
Jeg regner da med at vinde, ikke fordi jeg er selvglad, men fordi det er det jeg kommet for. At gøre mit distrikt en ære. Det at vi kæmper imod andre børn, gør at jeg ville sætte spørgsmålstegn ved, om folk i de forskellige distrikter er galde på hinanden, for at slå børn andres børn ihjel. Eller om det er Capitol vi alle er galde på, eller om mit eget distrikt egentlig er helt ligeglade med alle andre. Jeg er ikke blandet så meget ind i alt det, da jeg kun har set op til dødspillet igennem årene. Hvilket var det der gik galt, drengen på tolv blev udråbt til at være dette års soner fra distrikt to, og selvom jeg kun er sektsen og ikke er blevet atten, som alle andre er de der melder sig frivilligt, så meldte jeg mig alligevel. Derfor var der en masse der protesterede, og jeg er ikke lige nogen yngling i det her år. Men folk kunne jo ikke lave om på det, jeg havde jo meldt mig som den første, og dermed har jeg fuld ret til at være dette års mandlige soner fra distrikt 2.


Det hvide sand under mine fødder er helt tørt, blødt og varmet op fra solen. Selvom jeg har sko på kan jeg mærke varmen, ligesom da jeg lader en hånd grave sig dybt ned i sandet og hive noget at det op med sig. Sandet smuldrer imellem mine fingre og forlader kun en lille bule af sand i min håndflade. Vandet skylder op på stranden i langsomme kast. Lugten af salt, fisk, tang og noget bittert har fyldt luften, som ellers er lidt kraftig og tyk imod min kind.
Jeg har ikke rigtig nogen erfaring med fisk eller havet, så jeg beslutter mig hurtigt for at gå med strandkanten for at komme hen til et andet sted. Jeg går ud fra, at det her er en stor ø, det virker i hvertfald sådan, da der er hav omkring mig. De femten år jeg har set dødpillet og heppet på dem fra mit eget distrikt, har de altid været i en arena, hvor der ikke har været begrænset plads, men sådan at de kan gå så langt kraftfeltet rummer. Men her må kraftfeltet vel gå længere ude i havet, så der ikke er en form for chance af kunne blive ved med at forsætte.
Jeg har virkelig ingen anelse om, hvordan øen her er indrettet, men efter hvad jeg ved af, så er der en skov, en strand og det jeg går imod ligner noget, der folder sig som grotter. Men jeg ville jo helst væk fra grotterne, så jeg vender om og går den anden vej igen. Det er jo stadig lyst, så der sker intet i at gå det meste af dagen. Folk frygter mig jo alligevel, ingen ville opsøge mig for at prøve slå mig ihjel, så det er vel kun en fordel?
Mine fødder synker ned i sandet, hver gang jeg flytter foden og tager et nyt skridt. Mine arme er egentlig lidt trætte af at bære skiftevis på sværdet. Jeg kunne jo også sætte det i bæltet, men fordi det stadig er den første dag, hvor der er flest sonere, så kan jeg vel aldrig vide, om der kommer en eller anden soner springende ud af et eller andet og ville dræbe mig...

Efter hvad jeg tror, ville jeg nok skyde på, at dem der er tilbage har opholdt sig arenaen i omkring to timer. Hvilket jeg godt kan mærke i halsen, men lige så meget fordi solen skinner lige ned på mig. Jeg kører en hånd igennem det pjuskede hår og mærker, at vinden allerede har slidt mere på det, end Capitol gør med alle deres produkter bare for at prøve gøre det "normalt" -som de selv ville sige det. Men jeg kan faktisk godt lide, at det bare er det samme pjuskede, mørke hår, som der bare roder ligesom det vil.
Men det vil Capitol jo ikke...

Min storebror vandt spillet få år tilbage. Han fortalte mig, at det vigtigste er at finde mad, vand, våben og et sted man kan gemme sig. Jeg lader min taske dumpe ned ved siden af mig, efter jeg selv er landet i sandet. Jeg åbner den grønne taske og vender den på hovedet.
Alle tingene falder ned i sandet og laver små fordybninger. Jeg smider tasken ved siden af tingene og tager et reb op i hænderen, som faldt ud af tasken. Rebet er blåt og i en okay tykkelse. Der ligger en lille flaske af glas med en hvidlig væske. Det er en form for smertestillende medicin... Ellers ligger der en pose med noget tørret kød og et æble. En kniv sidder i sidelommen på tasken, men jeg propper den ned i tasken igen med alt det andet, undtagen æblet som jeg istedet spiser. Det er sprødt og helt grønt, men med et lille brunt mærke på den ene side. Sikkert efter at nogen har slået til tasken, hvor æblet har ligget...

Da jeg har spist æblet og er gået videre, når jeg en hvis afstand fra stranden. Istedet er jeg kommet frem til en form for dyb dal med en stor bakke nede i... Der er en stor ruin dernede, som tårner sig op imellem græsset. Det er helt sikkert her, jeg vil tilbringe resten af tiden i arenaen! Så det eneste jeg sådan set håber på, er nu, at der ikke er andre i ruinen. Men alligevel... Som sagt, er de vel sikkert bange for mig...

Der er allerede blevet mørkt, da jeg når ruinerne. For at være helt ærligt har jeg ikke lyst til at gå ind i den, mens det stadig er nat. Så jeg bliver udenfor og ligger mig til at sove i græsset op af murene til ruinerne. Men til min fordel så vokser der nogle tørre buske omkring mig, hvilket kun gør mig mere usynlig, hvis der nu er nogen, der har fået de natbriller, jeg har set i de tidligere år.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...